Det man siger, er man selv

Alternativ titel til dette indlæg kunne også være:
'Drik din egen medicin, søster'.

Ankommer i sidste øjeblik til 'Stram op'-time, har været der før og har måttet acceptere at denne form for styrketræning foregår i en såkaldt spejlsal, selvom jeg ellers i mange år har undgået alle former for træningshold i spejlsale. Er kommet mig over spejlfobien ved grundigt at lægge mærke til, at der ikke er andre, der kigger på mig, end mig. Enhver er så optaget af at følge instruktørens anvisninger, gøre det rigtige og holde ud. Så spejlsal er ok. 
Men det er stepbænk ikke.
Derfor giver det et gip i mig, da jeg kommer susende ind i spejlsalen og ser, at alle har slæbt en stepbænk frem og står klar. Alt inden i mig stivner. Det går ikke. Med mig og en stepbænk. Jeg vil ikke. Jeg kan ikke. Det er for svært, jeg er for klumpedumpe, jeg bliver til grin og alle de andre ser mig, når jeg snubler, laver øvelserne modsat de andre og jeg magter det ikke.
'Æhhh', siger jeg til instruktøren, jeg springer lige det første her over - det der stepbænk, det er sgu ikke lige mig - jeg smiler undskyldende, slår opgivende ud med armene og kan mærke at min beslutning er helt rigtig. Jegskalikkeoppådenstepbænk, forjegkanikkefindeudafdet, kværner det løs inde i mit hoved.
Instruktøren er sød. Hun kender mig og hun kan lide mig. Hun vil gerne have mig med. Hun siger, at det ikke er særlig svært og at jeg sagtens kan være med.
Jeg fortæller, at jeg har prøvet step-træning for mange år siden og at jeg var helt forfærdelig håbløs til det og derfor ved, at jeg ikke kan finde ud af det.

Så er det, at hun siger til mig:
'Jeg synes, du skal prøve at være med, selvom du ikke har lyst. Måske viser det sig, at du kan meget mere end du tror, og at det slet ikke er så slemt, som du frygter. Giv det en chance. Og hvis det går helt galt, stopper du selvfølgelig bare.

De ord vækker kæmpe genkendelse hos mig. Jeg har hørt dem tusind gange før? Hvor de har været talt ud af min egen mund. For det er jo præcis det, jeg siger til mine skoleelever, når de nægter at deltage i en aktivitet, giver op på forhånd og melder sig ud. 
Man skal altid prøve. Også selvom man ikke har lyst eller tror, at man ikke kan. For man kunne jo blive overrasket. 

Hvilket jeg blev. For jeg kunne jo godt, da vi først kom igang.
Og ved I hvad? Det var skideskægt og jeg gør det gerne igen.