Jeg har bestemt, hvad det næste bliver

Helt uden at jeg har  opdaget, har der sneget sig et tvist ind i min sommerferie, som jeg slet ikke havde planlagt. Jeg udfordrer min angst for både det ene og det andet. Bevares, vi er i småtingsafdelingen, men alligevel.
Første gang var i Holland, da jeg - for at imponere mine børn- tog en tur i den vildeste vandrutsjebane. Det har jeg skrevet om her.
Anden udfordring begik jeg i går, hvor vi var på en længere tur til det sydlige Belgien for at disse grotter, som Ægtemand ved flere lejligheder, havde udtrykt stort ønske om at besøge, når vi nu var i Belgien.
Hvis sandheden skal frem, talte han allerede sidste år, da vi var på ferie i Frankrig meget om bjerge og grotter, men det fik jeg stille afværget ved at tale udenom, glide af og lade det passere. 

I år var han mere insisterende og han fik rottet sig sammen med vores tre piger, som alle syntes idéen var rigtig god. Lillepigen sagde 'Jaaah, huler inde i bjerget, det vil jeg gerne' uden at ane hvad det var, og de to store blev ellevilde, for de oplevede drypstenshuler sammen med deres far på Mallorca for tre år siden. Så var der mig tilbage. Mig, tudefjæset, som har tendens til klaustrofobi, er mørkeræd og har en alt for livlig fantasi, når det gælder kategorien 'mulige katastrofer'. Jeg havde fandme ikke den fjerneste lyst til at se nogen som helst grotter. Mine argumenter var tynde og i løbet af dagene indså jeg, at slaget var tabt. Eller vundet? For er jeg ikke også sådan én, der kan finde på at sige 'face your fear' til mine nærmeste, når de udtrykker bekymring og nervøsitet? Men hvad så, når det gælder mig selv? Er jeg virkelig en pivet kylling, der ikke tør en skid? No way. Afsted vi kom, humøret var højt og alle var glade. 


Her sidder vi og venter på toget, der skal fragte os op af bjerget, vi skal vandre 2 km tværs igennem. Altså indeni, mine damer og herrer!

Toget kørte pissehurtigt og jeg blev køresyg og var temmelig utilpas, da vi steg ud. Heldigvis var der en del ventetid foran grottens indgang, så jeg blev jeg frisk igen ved indånding af  kølig bjergluft.


Vi  blev (i en gruppe på ca. 30 personer) ført ind i grotten af en sød guide (jeg besluttede med det samme at hun var sød, for det var min klare overbevisning om, at hun var den, der skulle redde os, hvis noget gik galt).


Ind i mørket ad en smal sti, langsom gåsegang på de glatte fugtige stenbelagte stier. Jeg lukkede øjnene, bad fadervor, tog en dyb indånding og kiggede mig omkring.


Sådan her så der ud i den mange mange tusind år gamle grotte inde bjerget:

Dryp dryp dryp dryp. 2-3 cm pr. 100 år vokser de. Stalamitter (dem, der kommer nedefra og op) og stalakitter (dem der hænger oppefra og ned)


Hold nu kæft, hvor var det flot!

Det var så fascinerende, at jeg næsten glemte, hvor langt vi var kommet væk fra udgangen og ind i bjerget, og jeg glemte næsten, at jeg var bange.


Indtil et barn i flokken stillede et spørgsmål til guiden. På flamsk, forståes, men jeg kunne desværre godt forstå spørgsmålet.
Og endnu mere desværre fik jeg også fat i svaret.


Om der lever dyr herinde i grotten, blev der spurgt.


Ja. Det gør der. Sagde hun.


Flagermus sover her og flyver ind og ud. Andre dyr kommer ind udefra, men bliver ikke længe, for der er for mørkt og for koldt. Men de kan jo gå forkert. Mus, rotter, edderkopper og resten hørte jeg ikke, for det begyndte at suse for mine øre og vi var kun ca. halvvejs igennem de næsten to timer, det tog at vandre gennem bjerget.
Jeg havde fået tøjlet klaustrofobien og angsten for mørket (så mørkt var der jo heller ikke...) nu kunne jeg så fyldes af angst for at der pludselig ville komme en flagermus fisende henover hovedet på mig eller endnu værre, en rotte pilende mellem mine ben. 
Der skete heldigvis intet og efter nogle minutter gled tankerne lidt til side, for jeg skulle jo snakke med børnene, pege og sige 'neeej se lige der, seee hvor flot det er'. Lillepigen, som altså kun er tre år, var så cool. Lige lidt for cool til min smag. Nej ikke løbe her, der er glat, nej uha ikke hen til den kant, der er vand dernede. Er meget meget taknemmelig for Ægtemands kølige, rationelle tilgang. Godt, han er der som modvægt til mine småneurotiske udfald.


Her er vi endelig ude igen:

Indrømmet: Det var en vildt spændende oplevelse og jeg er glad for at jeg tog med og facede min fear.


Så glad at jeg har besluttet at runde ferien af med en udfordring mere. En kulinarisk én af slagsen. Som handler om mit forhold til seafood! Et forhold, der i mange år har været aldeles anstrengt. Vi har bare ikke rigtig kunnet sammen, mig og seafood. Men nu er jeg i Belgien - og der er én ret, der bliver serveret alle steder, og som er en kendt specialitet. 


Les moules frites. 


Det vil jeg have til frokost i morgen. Wish me luck.