Dem, der kender mig

Jeg lå med vatrondeller på øjnene, en ansigtmaske i fjæset og en lydkulisse af noget virkelig irriterende afslapningsmusik (jeg hader afslapningsmusik - det stresser mig, får mig til at spænde i skuldrene og rynke panden, fa'me ikke megen afslapning der) og prøvede at lave en liste over de fagpersoner der, fordi det er deres arbejde, er engagerede i mig og min krop, eller rettere de dele af min krop, der nu er deres specifikke fagområde.

- Optikeren, der er ved at blive gråhåret over mine vanskelige øjne. Hun kan ikke finde frem til de rigtige kontaktlinser, som både tilgodeser min sjældne kombination af stærk nærsynethed og min meget slemme bygningsfejl. Jeg er den eneste kunde i hele Louis Nielsens Vejle-afdeling, som har den kombi. For nylig har min "sag" været bragt op på landsdækkende optiker-konference! For hvis der nu sidder en optiker i  - lad os sige Hjørring -  med en kunde, hvis skavank matcher min, så kunne de to optikere jo udveksle erfaringer. De sidste prøvekontaktlinser, jeg havde i udvalg, var så forkerte at jeg fik voldsomt kvalme og var ved at kaste op, da jeg  køre bil. Not nice. 


-Kosmetikeren, der pakker mig ind i et tæppe og beroliger mig med opbyggelige taler om hudproblemer hos kvinder i min (høje) alder - Jeg lytter høfligt, men det interesserer mig bare ikke ret meget, så jeg er et nemt "offer", der uden at blinke betaler det hvide ud af øjnene, for det produkt hun anbefaler (og sikker scorer kassen på at sælge videre til mig)


-Tandlægen, der nærmest HVER gang siger, at det er længe siden, der er taget røntgenbilleder af bisserne - og med bekymret mine ser på mine visdomstænder, hvorefter hun siger en masse om nødvendigheden af at få dem fjernet, men jeg hører ikke, hvad hun siger, for jeg tænker kun på, hvor dyrt det er og hvor ondt det gør. 


-Frisøren, der simpelthen snakker for meget! Det bedste ved at være ved frisør er få lov at være i fred, blive nusset om, læse i blade eller drikke kaffe - jeg magter ikke at fortælle om mit arbejde, min familie og egentlig heller ikke om mit hår, det skal bare klippes, farves, whatever... jeg beundrer endes engagement og interesse for mit hår!


Så er der den praktiserende læge, gynækologen og ortopædkirurgen, der hver især ved noget om mine nakkesmerter, mine halsbetændelser, min livmoderhals og mine fodknogler (sidstnævnte har endda haft æren af at operere min venstre fod)


Jeg forestillede mig så at de alle sad ved et bord og talte om mig:


Kosmetikeren: Jeg undrer mig over, at hun ikke passer bedre på sin hud, når jeg har fortalt hende så mange gange, hvor vigtigt, det er!?
Gynækologen: Jeg tror, hun har travlt - for hun vendte aldrig tilbage for en ny tid, da hun havde ringet for at sige, at hendes spiral var faldet ud?
Den praktiserende læge: Jeg ved, at hun ikke har brug for spiral mere, jeg kan ikke gå i detaljer, men jeg ved noget om hendes mand, så...
Tandlægen: Oplever I også, at hun er meget ængstelig overfor indgreb, der gør bare det mindst ondt?
Alle, samstemmende: JA!
Frisøren, uddyber: Hun er ved tude, når jeg plukker hendes øjenbryn med en pincet, helt ærlig, hun har fået det gjort tusindvis af gange og alligevel himler hun op hver gang!
Optikeren: Nu gør mine undersøgelser jo ikke ondt, men jeg oplever, at hun altid er sådan lidt overfrisk og kæk med sjove bemærkninger, ligesom for at bryde isen og dække over at hun er nervøs? Måske er hun bange for stilhed?
Ortopædkirurgen: Jeg lover jer, der var ingen smarte bemærkninger eller kække kommentarer, da hun blev kørt ind til fod-operationen (det er 2 år siden, red.). Da var hun MEGET stille...


Og sådan fortsætter de...