onsdag den 31. august 2011

Et møbel gør entré

I min allerførste tid som blogger, kastede jeg mig for et enkelt indlæg ud i noget madbloggeri, men ægte madblogger, det bliver jeg aldrig nogensinde. Dertil er jeg alt for famlende og usikker i et køkken - ville ende med at tabe kameraet ned i karrysovsen eller glemme det halve af ingredienserne, fordi jeg havde travlt med at fotografere.


Boligreportager kommer der heller ikke ret mange af her.
 Jeg har skrevet om vores udestue, til hvilken jeg har et intenst had/kærlighedsforhold, men ellers har jeg slet ingen trang til at flashe, hvordan vi bor. Her er ingen fancy møbler, ingen kreativ indretning og vi har ikke rigtig noget selvgjort hejs, der er værd at prale af.

Eller rettere: Det havde vi ikke!

For nu, mine damer og herrer, vil jeg præsentere et stykke boligreportage direkte fra min entré.

Jeg vil imponere jer med beretningen om et møbel, der efter at have tilbragt fire år i et haveskur og flere gange var tæt på at ryge med på lossepladsen, nu kan ses som det allerførste, når man træder ind i vores hus.
Et møbel, som har vist sig at være et helt genialt multiløsning, der kan bruges til et utal af ting.

Det handler om en tallerkenrække!

Så er det sagt.

Da vi overtog huset her, stod der i haveskuret en gammel grim tallerkenrække.
Sådan en stor én, som vi ikke anede, hvad vi skulle bruge til.

Jeg har ofte set i blade og hjemme hos andre, at man male den og bruge den til bøger, men vores tallerkenfætter, er nok nærmere til fade, for den er alt for stor til at kunne bruges til bøger.

Hver gang vi har ryddet op i og omkring skuret, har vi overvejet om den kunne bruges til noget, eller om vi skulle smide den ud.
For et par år siden begyndte vi at renovere vores entré og da rummet stod færdigt og skulle møbleres, foreslog min mand at tallerkendimsen blev malet hvid og  hængt op i entréen.
Som sagt, så gjort.



Så hang den der lidt tid, mens vi funderede over, hvad vi kunne proppe i den.





Det var faktisk én af børnene, der foreslog, at vi kunne hænge vores cykelhjelme på den. God idé!




Og på hylden nederst, er der en perfekt plads til pung, nøgler, solbriller osv.



En dag faldt jeg så over en boligreportage i et blad, hvor jeg så en tallerkenrække med sko i.
Simpelthen genialt, og meget meget praktisk. Og vores er yderst velegnet til formålet.


 Men hvad med vores støvler? Jeg var mange gange i løbet af vinteren irriteret over, at det flød med vores støvler i entréen, men her kom vores nye multimøbel til kort, for der kan ikke være støvler i den. Troede jeg. Indtil jeg fik den her idé:












 Jeg har helt selv fundet på løsningen til støvlerne og er meget stolt og tilfreds.


tirsdag den 30. august 2011

Hvor der er liv, er der håb

Stærke pust af hvinende hverdagsvind
centrifugerer mig rundt mellem gøremål
og døre, der er så mange døre i min hverdag

Hoveddør, bildør, branddør, svingdør, bagdør

Brudstykker af insisterende samtaler
hvirvler om mig og finder sammen, finder vej
og børn, der er så mange børn i min hverdag

Egne børn, skolebørn, papbørn, venners børn

Træt er min hverdagsfarve
Min krop er på vej
Ordene er mit nærvær

Og der er dybfølt glæde
Taknemlighed
Varme
Mennesker jeg holder af

Meget med mening

Pas på tiden. Den går
sin vej
Og man opdager det først, når den er skredet

torsdag den 25. august 2011

Top 10 over det mest smertefulde, jeg har oplevet

Jeg mener i den her sammenhæng smertefulde, som  FYSISK smertefulde.

For at trække spændingen, tager vi listen baglæns!



10.pladsen: At blive stukket af en hveps mellem to tæer



9.pladsen: At føde barn nr. 3




8.pladsen: At få taget en muskelbiopsi i låret



7. pladsen: At føde barn nr. 2



6.pladsen: Da skadestuelæge satte min kæbe på plads. (Kæbe gået af led efter cykelstyrt)



5.pladsen: At føde barn nr. 1



4.pladsen: Reduktion af øjenbryn, foretaget med varm voks



3.pladsen: Efterfølgende smerter efter bortoperering af visdomstand



2. pladsen: Da morfinen ikke virkede længere, ovenpå operation af fod



1.pladsen: Hårfjerning på overlæbe med varm voks.


AV!


Hvad er det mest smertefulde, DU nogensinde har oplevet?

Ville godt ha set mig

...da jeg, med lidt for meget fart på, styrede mod udgangen i en tøjbutik, og kom til at bumpe ind i én, der stod med ryggen til.
Sådan lige lidt for hårdt, så jeg stoppede selvfølgelig og vendte mig mod vedkommende og sagde venligt "det må du virkelig undskylde, jeg så mig ikke ordentligt for."

Fik dog intet svar. For det var en mannequin-dukke, jeg var stødt ind i.

onsdag den 24. august 2011

Jeg lagde mig ned

...et kort øjeblik. På legetæppet i Johannes værelse. Vi legede med Bratz og jeg magtede det næsten ikke, men havde netop sagt NEJ til tv og JA til at lege.

Vedtog efter fem minutter af man godt kan lege med Bratz, mens man ligger ned.

Blev så tung i hele kroppen, så trak en bamse hen under hovedet og lukkede øjnene. Bare et ganske kort øjeblik.

Hovedet var fyldt med larm efter en krævende arbejdsdag, men med øjnene lukket, fortog larmen sig gradvist.

"Sover du mor", var der én der råbte ind i hovedet på mig, men jeg ænsede det næsten ikke, fik dog svaret "nnnnnnn eej, leger mmmm Bratz   mmmedd diiig", før jeg svømmede væk igen.
Træt og tung, som slået omkuld.

Af hverdagen.

Vågnede dog brat op lige efter, da to Bratz-damer, kørte deres bil hen over mit ansigt.

søndag den 21. august 2011

Når alle kender alle

Nyindflyttet, meget flink nabokone henvender sig til mig i indkørslen. Hun spørger hvad vi ville sige til, at hun får fældet det gigant store tujatræ, som hænger ind over vores indkørsel, smider sine nåle på vores grund og skygger for al sol på den side af huset. Nabokone er selv træt af træet, fordi det skygger for solen i hendes have.

Vi har hadet det træ i al den tid, vi har boet her,  og derfor bliver jeg lykkelig over hendes forespørgsel, slår hænderne sammen og hviner: "Hvis du får det træ fældet, så giver jeg en lagkage." Man er jo en flink ny nabo, ik?

Nabokones svigerdatter har en butik her i byen. Nabokone fortæller allerede samme eftermiddag begejstret sin svigerdatter, at de søde nye naboer har sat en lagkage på spil, hvis hun får træet fældet. Nabokone og svigerdatter synes det er rætti skæj.

Min veninde handler ofte i nabokones svigerdatters butik, og hun kommer ind i den butik lidt efter. Hun fortæller butiksindehaver, at hun kender de søde mennesker, som bor i huset ved siden af det, hvor butiksindehavers svigermor lige er flyttet ind.
Det synes butiksindehaver er herligt, for hendes svigermor har netop lige fortalt hende, at de nye naboer giver en lagkage, hvis hun får fældet det store grimme træ, der hænger ind over deres indkørsel.
Jeg mødes med min veninde. Hun griner og siger 'nå så du har lovet lagkage, hva'? og jeg forstår først ikke lige hvad hun mener, indtil hun uddyber...
3 ½ time gik der, fra jeg lovede nogen et stykke lagkage i min indkørsel, til historien nåede tilbage til mig fra anden side! Ha, det syns jeg er sjovt!

Må hellere gøre alvor at det med den lagkage.

lørdag den 20. august 2011

Seddel på børnehavens opslagstavle

Har dit barn fødselsdag, bager vi gerne kage eller boller med barnet...

torsdag den 18. august 2011

Rummelighed

Én af de mange grunde til at jeg elsker min mand helt ufattelig højt er, at han er et af de mest rummelige mennesker jeg nogensinde har mødt. Det vidner følgende samtale, som fandt sted i vores køkken i går, i sandhed om:

Mig: "Øh, skat i dag på arbejde ik' os', der blev jeg sådan på en eller anden måde involveret i en historie med et barn, der har brug for hjælp. (Her følger et sparsomt uddag af nogle detaljer, som jeg selvfølgelig ikke kan offentliggøre her. Red.) men det korte af det lange er, at barnet snart ikke har en familie at bo hos, og så var det at jeg kom til at sige, at hvis det man har tænk sig at iværksætte glipper, så kan barnet sagtens bo hjemme hos os, indtil kommunen finder en løsning.

Min søde mand: "Jamen, det finder vi da ud af, hvor havde du tænkt dig, at det barn skulle sove?"

Mig: Jooh, altså, hvis vi nu rydder kontoret, så kunne vi sætte en af sengene fra kælderværelset derind og så kunne det være barnets midlertidige værelse.

Min søde mand: "Okay, det kan løses".

Herefter fortæller jeg naturligvis en masse om, hvor sød og sjov dette 9-årige barn er, og hvor meget det har brug for hjælp.
Men det er slet ikke det, der betyder noget i denne sammenhæng.
Det, der betyder noget er, at jeg har giftet mig med et menneske, som dybest set tror på, at alt kan lade sig gøre og på, at hvis man indretter sig efter, at det kan det, og dernæst åbner op for muligheder i enhver situation, så er der slet ikke plads til begrænsninger. Det har jeg så stor respekt for, at jeg næsten tilgiver selvsamme mand, at han har set fodbold på tv to hele aftener i træk.

tirsdag den 16. august 2011

Udsigt fra sofaen

Se, her er et syn, der virkelig varmer en træt halvgammel sentimental skolelærermors hjerte:

Av min arm

Mandag:

Kl. 16: Har hentet lille barn, købt ind og hjælper store børn med lektier.

Kl. 17: Mand kommer hjem fra arbejde, tiltag til aftensmad igangsættes. 

Kl. 17.30: Jeg husker på, at jeg har givet mig selv den udfordring at lave 15 minutters bodytoning hver dag.

Kl. 17.46: Er ikke kommet i gang endnu, men til gengæld kommet i tanke om, at nyt zumbahold begynder kl. 18.30.

Kl. 18.00: Mand laver aftensmad, jeg fylder to 1½ liters plasticflasker og lægger mig på stuegulvet. Har vurderet, at da zumba er hårdest for ben, ryg og mave, bliver mine 15 minutter kun med armtræning i dag. Jeg laver alverdens forskellige øvelser med halvanden liter vand i hver hånd.

Kl. 18.15: Jeg konstaterer, at jeg i den grad mangler træning i armene, og at jeg har en slatten karklud, der hvor andre har muskler. Siger til mig selv at nu skal det satme være slut med de slatne tykke mormoroverarme med vinkeflæsk og hvad har vi.

Kl. 18.30: Ankommer i fin stil til zumba og lytter til instruktør, der fortæller at hun har sammensat et nyt program til denne sæson og at der i dette program vil være mere fokus på styrketræning af arme. Tak spids, når jeg at tænke, og så går det løs. Giver den max gas, idet jeg ihukommer nyligt afgivet løfte til mig selv.

Kl. 19.00: Jeg hopper som en elefant og knokler som en hest, danser som en ged og har rytme som et får. Stinker som en øgle og sveder som et svin.

Kl. 19.30: Jeg cykler hjem, tager et iskoldt bad, drikker en kølig pilsner og går tidligt i seng.

Tirsdag:

Kl. 6.00: Vækkeuret ringer, jeg rækker armen ud for at slukke det. Råber "AV" idet jeg løfter armen ud over sengekanten.

Kl. 6.30: Spiser morgenmad. Overvejer at føre munden ned til tallerknen fremfor at løfte arm op til munden. Syns pludselig vores skeer vejer fem tons stykket.

Kl. 7.00: Vil løfte på yngste barn, men trimler rundt og må give slip. Mine arme er så smadrede, at jeg faktisk ikke kan bevæge dem uden at ømme mig.

Ville gerne have skrevet mere fra dagen i dag, men kan ikke løfte armene op i skrivebordshøjde og slet ikke taste på pc.

Herværende indlæg er derfor tastet med fødderne.