tirsdag den 1. november 2011

Når det føles rigtigt

Har længe tumlet med en beslutning.
Eller rettere et valg, der skulle træffes fordi skæbnen ville, at to begivenheder der har med mine nærmeste at gøre, falder på samme dag og jeg at derfor skulle sige ja til det ene og gøre nogen rigtig glade, men nej til noget andet og dermed risikere at nogen andre blev skuffede over mig.
Valgte jeg omvendt - ville helt det samme ske, bare at det var nogen andre, der blev henholdsvis glade og skuffede.
Og kombiløsninger er ikke et tema i den her sag, dem går jeg ellers stærkt ind for og er ekspert i at udføre.

I mine tankeprocesser har al min fokus været på, hvordan jeg kom ud af situationen med "mindst mulig skade", altså om jeg kunne greje det, så ingen blev skuffede over mig. Og det kunne jeg ikke.
Er der noget vi pæne piger ikke bryder os om, så er det, når vi ikke lever op til de forventninger, (vi tror at) andre har til os. Det kan fylde så meget, at det bliver omdrejningspunktet for beslutninger og handlinger. Og dybest set ved jeg det godt, men jeg kan ikke altid selv sige det og endnu mindre handle efter det.
I dag præsenterede jeg en nær bekendt for mit dilemma. Og lige da hun så mig ind i øjnene og sagde: "Hvis du nu et øjeblik glemmer alle de andre og kun tænker på dig selv, hvad vil du så helst af de to ting?"
Jeg mærkede efter i maven og efter to sekunder var jeg ikke i tvivl og traf mit valg.
Og det føles bare så rart. Og så rigtigt.

Nu kan jeg så sidde her og  undres over, at det kunne være så svært at få øje på, men sådan er det åbenbart ... med sådan nogen som mig?

søndag den 30. oktober 2011

I dag blev jeg ramt

I dag blev jeg ramt. Lige ind i højre hjertekammer. Under formiddagens gudstjeneste, hvor også pigekoret som min ældste datter synger i, medvirkede.
Alene af den grund at koret var der, havde jeg nok flere følelser uden på tøjet, end jeg plejer i kirken. Min datter er så sød og så smuk, når hun står der og synger sammen med de andre piger.  Mit hjerte svulmer af stolthed over at hun er min. Så fin og god er hun. 
Efterhånden som mine år med regelmæssig kirkegang er gået, har mit forhold til gudstjenestens indhold ændret sig.
Det har været en lang proces, at komme "ind under huden" på den gudstjeneste. Hvor jeg som ung "kirkefremmed" har syntes at man jo ikke lavede andet end at rejse sig op og sætte sig ned og at en gudstjeneste ofte var gabende kedsommelig, så har jeg brugt tid og energi på at arbejde mig ind i den, forstå den og forstå hvad hver eneste del af liturgien handler om og det har i den grad åbnet mine sanser og givet mig en helt andet oplevelse. En oplevelse, som jeg nu sætter stor pris på og som tilfører mit liv noget godt.
Højdepunktet for mig er - og har altid været - selve prædiken, hvor præsten kommer på banen og taler forkyndende og fortolkende til sin menighed. Hvor dagens tekst sættes ind i en forståelsesramme, som typisk vil åbne døre til erkendelser ind i det hverdagsliv, som vi der sidder i kirken, alle færdes i. Det er under prædiken at det kristne budskab tager fysisk form for mig.  
Jeg kan bedst sige det på den måde at kristendommen taler ind i mit hjerte.
Efterhånden som jeg er blevet en mere erfaren kirkegænger, har jeg lært at holde meget af de andre ting, gudstjenestens liturgi indeholder. Jeg nyder, når der er dåb (det er der næsten hver søndag, og ofte mere end én) og er kommet til at elske nadveren. Den var, især i de første år, meget grænseoverskridende for mig og før jeg blev døbt - altså indtil jeg blev 30 år, gik jeg ikke til nadver. Jeg havde en idé i mit hoved om at det kun var "for de inviede" og at jeg, der ikke var medlem af folkekirken, ikke hørte hjemme der. Altså jeg turde ikke, så enkelt kan det siges.
Og så er der salmerne. Gamle, nye, smukke, svære, mærkelige og meningsfulde. De er så forskellige og der er så mange. Nogen er rigtig svære at synge, andre kan man skråle med på fra første vers og de allersværeste nøjes jeg med at lytte til. Det er dejligt at synge og der ligger de største guldskatte i den danske salmebog. Den bugner af kærlighed, ydmyghed, lovprisninger, budskaber, spørgsmål, undren, taksigelser og ord. Gamle ord, nye ord, besynderlige ord og smukke ord. Ord der rimer, ord der smager, ord der lyder og ord, der klinger.
Og som jeg indledte med her, så blev jeg ramt i dag. Og det var af en salme. Da vi sang Jens Rosendals "De dybeste lag i mit hjerte (Nr. 28, red.) blev jeg meget rørt og fik lyst til at græde. Ikke græde som i "ked af det", men som i "bevæget".
Teksten er så fin og melodien har jeg gået og nynnet hele eftermiddagen.

I får lige første vers, resten kan læses her om man vil.
 
 
De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.
(Jens Rosendal 1990)

lørdag den 29. oktober 2011

Lørdag 18.22

Dagen har været fantastisk
morgengåtur med god veninde (det blæste ikke så meget, men turen var skøn alligevel)
arbejde fra hånden
mand i hånden
til hånde
søde børn
glade ansiger, smil
stille eftermiddag tiltrængt ro
et glas rødvin allerede tømt
det næste er på vej
mens min elskede laver mad
og barnet leger
der er gjort rent på badeværelset
vaskemaskinen snurrer
køleskabet er fyldt op
min elskede spørger mig om vi ikke
skal putte i sofaen og se en god film når vi har spist
der er ikke noget i hele verden
jeg hellere vil

fredag den 28. oktober 2011

Trænger

Jeg trænger til at gå en lang tur i blæsevejr.
Det må også gerne regne, for så kan jeg rigtigt mærke hvor jeg er og hvordan jeg har det. Jeg trænger meget til at mærke, hvordan jeg har det.

Det må gerne blæse så meget at hele bevidstheden om den uge, jeg har haft, blæser ud af hovedet på mig.

Således vil jeg komme gående med tunge arbejdsopgaver, svære samtaler, fortravlede morgener, vanskelige beslutninger og hektiske eftermiddag og ensomme aftener flyvende ud af ørerne.

Ugens indhold flyver ud og op i luften, hvor det opløses og bliver til ingenting. Mindet om ugen der er gået vil lejre sig som erfaringer og oplevelser, men det tynger mig ikke og når mit hoved er tømt, bliver der plads til en ny uge, som forhåbentlig fylder langt mindre og kræver mindre.

Jeg trænger til at gå en lang tur i blæsevejr. Det må gerne blæse så meget, at jeg i enkelte øjeblikke mærker at jeg er lige ved at vælte omkuld af vinden, der er så kraftig at den skubber mig ud af den trygge zone, hvor jeg står godt fast og ikke svajer det mindste.

Når det blæser så meget, at jeg er ved at vælte omkuld, mærker jeg skrøbelighed helt inde. Føler mig sårbar. Det fører mig over i en tilstand af taknemmelighed. Jeg er et heldigt menneske. Jeg gør mig hver eneste dag umage med at være en god mor, en god ægtefælle, en god lærer, en god kollega og en god veninde. Når jeg går en lang tur alene i blæsevejr er jeg god mod mig selv.

Når blæsten larmer og suser, taler tankerne i hovedet højere og så kan jeg bedre høre dem og sortere dem. Hvilke der skal i hjertet og bo, hvilke der skal deles med andre og hvilke der skal kasseres.

Jeg trænger til at gå en tur i blæsevejr.

tirsdag den 25. oktober 2011

Stor kat eller lille tyveknægt?

Efter at have læst  denne dramatiske nyhed



kan jeg ikke holde op med at spekulere på, om der er tale om en megastor kæmpekat - eller om vi er ude i nogle bittesmå tynde indbrudstyve?

mandag den 24. oktober 2011

Borgen - en tåreperser for et moderhjerte

Dagens indrømmelse:

Jeg tudede til dr-dramaserien Borgen i aftes. Lidt.

Det politiske tænkespil kan ikke bringe mit pis i kog. Underhåndsaftaler, bristede drømme og mennesker, der brænder for en sag - og vil gå langt for denne, jamen det er da rørende, men ikke noget der får mig op i det røde felt. Eller derud hvor tårerne bor.

At Pilou Asbæk (har glemt figurens navn, ham der er Birgitte Nyborgs spindoktor) har en masse lir kørende ved siden af sit forhold, og at dette snart kuldsejler, det er selvfølgelig noget lort, men herregud, den slags sker og han er bare en omsorgssvigtet stakkel, der ikke har lært at elske.

Nej - hvis der er noget i den serie, der rammer mig lige ind i højre hjertekammer og udløser udløser kanppen til tårekanalerne, så er det Birgitte Nyborg som mor.
Den fraværende mor, der har så travlt med sit arbejde og ikke tænker på andet. Moren, der ikke lytter til sin store datter og ikke ser/mærker at datteren ikke trives. Moren, der ikke kigger op fra computeren, mens børnene taler til hende og som følger med i tv, mens hun taler i telefon med sin grædende datter.
Omend scanariet er karikeret (eller er det?) så rammer det mig og får mig til at love, at jeg vil oppe mig og være mere nærværende. Jeg vil se mine børn i øjnene, når de taler til mig. Jeg vil lytte til hvad de fortæller og ikke være så hurtig på aftrækkeren med at komme med løsninger, når de er i vanskeligheder.
Det handler om nærvær. Husk det!


fredag den 21. oktober 2011

Ja tak til børnearbejde

Jeg sidder her lunt og godt i min varme stue med kaffe og computer, mens jeg har to børn i arbejde ude i carporten.





Der stables brænde. Meget brænde!
Pigerne er forbavsende gode til det -  og de knokler! De har lige spurgt om der ikke snart er frokostpause, og jeg har meddelt at det først er kl 12.00






Det blev de sure over. Og mens de brokkede sig over deres uretfærdige chef, fandt de ud af at samarbejde om at række brændestykkerne videre til hinanden, fremfor at gå én af gangen.






Jeg frygter dog lidt at deres evne til at samarbejde, plus den spirende utilfredshed med frokostpausens placering, kan få en opstand til at ulme. Jeg synes, at jeg hørte  ordet "strejke" blive nævnt før, da jeg kiggede ud for at tjekke om de lavede noget!?





Strejke? Det kan der ikke blive tale om! Hvad bliver det næste? At de kræver arbejdsløshedsforsikring, feriepenge og ulempetillæg?

Løn får de allerede: 100 kr hver + lov til at spille Sims på computeren i eftermiddag.
Hvis de altså bliver færdige!

onsdag den 19. oktober 2011

Nogen, der ved hvor

og hvornår dm i overspringshandlinger finder sted i år?
Alene på denne formiddag har jeg uden tvivl kvalificeret mig til regionsmesterskaberne og er derfor klart videre til dm.

Klokken er 12.40 og jeg har været oppe siden kl. 7.30, spist morgenmad og afleveret Johanne i børnehave. Formiddagen havde jeg så planlagt at bruge på rengøring af stuen, men først skulle jeg lige ud at løbe. Tilbage fra løbetur måtte jeg så have et bad og så var jeg sulten og spiste lidt formiddagsmad, hængte en tøjvask op og ryddede lidt op i stuen, så her blev klar til rengøring. Jeg faldt over et blad, som jeg lige tjekkede ud og opdagede således en opskrift på en kyllingeret, som jeg vil lave i aften. Så jeg lavede lige en indkøbsliste.
Tanken om indkøb gjorde, at jeg huskede på en pakke, jeg skal have sendt fra posthuset, så den fik jeg pakket i en kasse, skrevet adresse på osv. Så var jeg blevet sulten og skulle have frokost - en sildemad med æg, som jo lige skulle koges. Altså ægget.  Efter frokost trængte jeg til kaffe og satte mig her ved computeren, hvor jeg blandt andet fortabte mig helt og aldeles i Amrits super fantastiske bogblog - besluttede at skaffe mig måneden bog "Dette burde skrives i nutid" af Merete Pryds Helle. Det krævede en tur på netbiblioteket, hvor jeg endte med at downloade den som lydbog. Har før haft gode læseoplevelser ved at lytte til bøger via min mobil. Hvordan var det nu man lagde de filer over i mobilen og hvor var usb-ledningen? Fandt ledningen i rodeskuffen og sad længe og baksede med at få overført lydbogen, det lykkedes desværre ikke ... noget med filformatet, der var forkert og i mellemtiden var min kaffe blevet kold, så jeg har lige været ude at lave mig en ny og nu sidder jeg så her og skriver, midt i en stue, der trænger uendelig meget til at blive gjort rent, men det er bare som om opgaven ikke rigtig vil løses!?
For om lidt skal jeg på posthuset, ud at handle og så hente lillebarnet og så bliver rengøringen nok først i morgen...

tirsdag den 18. oktober 2011

Jeg tager krammebolden op og er tilmed omvendt

Først skrev Maren en klumme om (ikke) at kramme og det fik Linda fra Blogsbjerg til tasterne, for hun krammer løs på Gud og Hvermand. Og aer.  Det gør jeg også. Krammer alt og alle. Jeg tror ikke, at jeg har aet på pædagogerne i børnenes institutioner, men det er tilfældigt, for jeg har tit haft lyst til det :)
Marens tekst gav mig dog lidt stof til eftertanke, fordi hvis befolkningen rent faktisk er delt ind i krammere og ikke-krammere, så burde vi krammere nok vise lidt større hensyn til ikke-krammerne!?
Jeg har altid været et "kropsligt" menneske med (meget) store armbevægelser og tydeligt ansigtsmimik -  og hvis jeg fortæller en virkelig sjov historie, kan det nemt ske, at jeg er nødt til at rejse mig for med hele kroppen at tydeliggøre mine ord. Min krop er en naturlig forlængelse af mine ord og berøring og kram er såmænd ikke andet end udtryk for glæde og begejstring!

Dybest set ville jeg gerne røre gerne meget mere ved andre mennesker. Og det er altså på ingen måde et lummert indlæg, det her, vi taler ikke om berøring i nogesomhelst seksuel betydning, men som i moderligt, søsterlig, venskabelig, omsorgsfuld ... Som når man aer en kat eller klapper en hund, for at vise den at man godt kan lide den. Sådan ville jeg genre ae og klappe mine medmennesker meget mere, men jeg holder igen. 
Det kunne nemt blive for meget eller blive misforstået :)
Jeg har dog tit lyst til at ae pædagogen, give kassedamen et klap på skulderen, min kollega et strøg over håret eller hvad det nu måtte være.
Undtaget er dog gravide maver, dem end ikke tænker jeg på at røre,  for jeg fandt det selv voldsomt grænseoverskridende, når "fremmede" uden videre rørte min gravide mave. Jeg spørger altid først!

Det, at røre ved andre er blevet markant værre (bedre?) i de år, jeg har haft børn - og fordi jeg også er omgivet af mange børn på mit arbejde, så falder det mig helt naturligt at ae og kramme til højre og venstre. Børn rører hele tiden, og som lærer eller pædagog burde man faktisk have et ekstra løntillæg for at få snot på sit tøj, lus i sit hår, fingre der lugter af madpakke osv!

Jeg kan så ikke finde ud af at kindkysse. Jeg tænker på den type kramme-hilsen, hvor man begynder med at give hånd og så læner sig ind mod modpartens ene side og lige lader kinderne mødes. Nogen (mest kvinder) laver i den bevægelse nogle høje kysselyde med munden, andre (oftest mænd) giver et ordentligt dask i ryggen og andre igen benytter lejligheden til at tage ordenligt ved og kramme igennem. 
Det sidste sker desværre ikke for mig, selvom jeg rigtig gerne vil, og det har noget med højre/venstre problematik at gøre. For jeg læner mig konsekvent til venstre, så det er min højre kind, der møder den andens højre - hvis altså ikke det forholdt sig sådan at de fleste mennesker tilsyneladende læner sig til venstre og derfor støder vi næserne eller panderne sammen. Eller er det omvendt? Jeg bliver lige i tvivl, måske er det omvendt - hvad side kindkysser du til? Jeg gør i hvert fald det modsatte af andre!?

Jeg gør mange ting omvendt. Det har sandsynligvis noget at gøre med at min hjerne vist er spejlvendt, og at jeg er venstrehåndet. 
Det er mig, du støder ind i på fortovet, på rulletrappen og i de snævre gader, for når jeg i min høflige iver siger "ups" og springer et skridt til siden for at give dig plads, så træder jeg til venstre - og når du, der kommer imod mig, så træder til højre, ja så bumper vi sammen. Jeg bliver altid flov og undskylder - heldigvis tager de fleste det pænt, og er det en mand af onkel Børge-typen, så siger han"tak for dansen" og griner.

Hvis jeg skal tegne en streg på en tavle, tegner jeg den fra højre mod venstre. Jeg spiser også med kniven i venstre og gaflen i højre, undtagen hvis jeg er meget fint i byen, så kan jeg godt omvendt. Men det føles helt forkert, ligesom det føles forkert at sparke til en bold med højre. Så forkert at jeg ikke kan, ligesom jeg heller ikke kan kaste med højre hånd/arm. Jeg vil gå så langt som til at sige, at min højre side kun er til pynt og til at holde balancen med, så jeg ikke vælter!




Intermezzo - blogføljeton hos Mai

Snyd ikke dig selv for Mais spændende efterårsferie-føljeton om den sære enspænderdame Kirsten, der har mistet talens brug, men stadig bruger meget af sin vågne tid på at lure på sine naboer i opgangen og snage i deres liv via internettet.

Du finder Intermezzo her.

Rigtig god fornøjelse!