fredag den 1. november 2013

Frustrationsrobusthed #2

For nylig skrev jeg om begrebet 'frustrationsrobusthed', som jeg netop havde lært at kende og var vældig begejstret for. Det passer ikke hvad jeg skriver - for det var ikke begrebet, jeg havde lært at kende, begrebet har jeg kendt i alle de år, jeg har været mor og lærer. Det var ordet, der var nyt. 
Du kan læse indlægget her.

I kommentarfeltet fik jeg efterfølgende et spørgsmål, som jeg har tænkt meget over siden, fordi det var et supergodt spørgsmål. 
En læser spørger mig, om jeg har nogle bud på hvordan man opbygger frustrationsrobusthed hos sit barn - og læseren fortæller om sin 12-åige datter, der opgiver alt for let og bliver trist og ked når hun møder modstand.


Jeg vil meget gerne prøve at skrive lidt om hvordan, jeg tror man kan hjælpe sit barn til at blive mere frustrationsrobust. Lad mig dog først understrege at jeg ikke er ekspert overhovedet.  Men jeg har dog alligevel en vis erfaring efter 13 års dagligt samvær med alle mulige forskellige børn i mit arbejde som folkeskolelærer og det sideløbende med mine 14 års erfaring i at være mor.

Børn er forskellige
Graden af frustrationsrobusthed er meget forskellig fra barn til barn, og hvorfor er det sådan? 
Jeg forestiller mig at svaret er en kombi af barnets arv og miljø. Arv som er den del af barnets sind, der er givet fra fødslen -  og miljø som vaner og sociale mønstre,  der er indlært i barndommen i et samspil med de nære relationer og omgivelserne.
Børn er ligeså forskellige som voksne; Nogen er udadvendte, nogen er stille, nogen spørger meget, andre tør ikke spørge, nogen er generte, andre råber højt - og opdragelsemetoder, kan derfor virke forskelligt fra det ene barn til det andet.

Der er dog ting, der gælder fælles for alle børn. Og jeg mener ALLE børn!
Det er behovet for tydelige voksne, der tager ansvar og viser vejen - altså 'fyrtårne', der stikker en retning ud for barnet. 

Min datter
Én af mine døtre er markant mindre frustrationsrobust end sine to søstre og det faktum har til tider været meget meget konfliktfyldt for både hende selv, men også for os, hendes nærmeste familie.

Hun er en forsigtig type, der helst bliver på sikker grund og ikke bare sådan kaster sig ud på ukendt terræn. Hun vil helst kunne alt perfekt og stiller meget høje krav til sig selv. Hun havde, da hun var mindre, meget svært ved at acceptere at det kan koste blod, sved og tårer at lære nye ting, og at det er helt almindeligt at man ikke kan mestre noget nyt lige med det samme, men i stedet må øve, øve og øve for at blive god. 

Jeg kan ikke
Der er blevet grædt over løbehjul, rulleskøjter, sjippetove og kastet med en cykel uden støttehjul, for 'jeg kan jo ikke finde ud af det, og jeg lærer det aldrig'. 
Det sammen med en (forkert) forestilling om at alle andre kunne det hele fra starten, gjorde hende så tit helt opgivende og uden kampgejst. 
Jeg ved ikke hvor mange lektiesituationer, der er endt med at jeg mistede tålmodigheden, skældte ud og talte ned til min datter med det resultat at hun brød grædende sammen. Jeg husker en gang, hvor hun løb grædende ud af stuen, fordi jeg havde givet hende et fur over nogle matematiklektier, hvor hun bare sad helt passiv og lod mig regne den ene opgave efter den anden. Mine bebrejdelser, da jeg sandede at det var sådan fat: Sig mig engang, tror du at du bliver bedre til matematik af at JEG laver det hele? Det kan da ikke passe, at du intet kender til den type opgaver, I må sgu da have haft om det i skolen osv. Da hun havde forladt stuen og hendes dør var smækket i, sad jeg der tilbage og måtte sige højt til mig selv.
"Det klarede du virkelig flot, skolelærer!"
Men nej, det gjorde jeg bestemt ikke, jeg klarede det så ringe, som det overhovedet var muligt. 

Faktum er at hvis man har et barn, der er forsigtig af natur og ikke bare kaster sig ud i nye udfordringer, så har man som forældre en særlig opgave i at støtte dette barn og vel at mærke at gøre det uden at beskadige barnets selvværd. Støtte kærligt, men også skubbe blidt, når man kan mærke at det er okay at gøre det. 

Selvfølgelig kan du da det 
Det jeg har oplevet med min datter og set hos andre børn, er at de voksne omkring barnet alt for nemt kommer til at bebrejde barnet at det ikke gør, som vi forventer: 

-Ej nu må du holde op, selvfølgelig kan du da finde ud af det
-Sikke noget pjat med dig, du kan da sagtens klare 
-Hvis alle de andre kan, så kan du da også, kom nu

Jeg kommer lige nu i tanke om et andet eksempel, som jeg egentlig allerhelst ville glemme: Vi var i en forlystelsespark, min datter var 7-8 år gammel, og hun turde ikke prøve nogen af tingene. Og det rykkede ikke på hendes nej at hun kunne se at jævnaldrende børn og børn, der var yngre end hende, susede rundt i de mange sjove aktiviteter. 
Da vi havde vadet parken rundt et par gange og pigebarnet havde sagt 'nej tak' til alt hvad jeg foreslog, blev JEG frustreret og nedsmeltede i et udbrud, som jeg er helt flov over at gengive. Jeg sagde ting som: 'Det kan du simpelthen ikke være bekendt, jeg har betalt en formue for at vi er kommet ind her, du har glædet dig i så mange dage og så vil du bare ingenting.' Min datter har altid svaret et sådant udbrud fra mig med tårer - tårer, der med det samme har fået mig til at stoppe op og tænke mig om. Kom i en fart ned i børnehøjde, fik set mit barn i øjnene og undskyldte mit udbrud. Forsøgte at lappe skaden og glatte ud. Men det ændrede ikke på, at jeg havde bebrejdet hende for at være som hun nu engang er.
Og det MÅ vi ikke gøre. Bebrejde vores børn at de er som de er. Det er absoult no-go!

Da det gik op for mig at jeg tacklede mit eget barn temmelig uhensigtsmæssigt og var i gang med at trække nogle normer ned over hovedet på hende, som slet ikke matchede det menneske, hun er, begyndte jeg at ændre på min måde at reagere på hendes tyndhudede nedsmeltninger. Jeg overførte erfaringer fra min måde at arbejde med skoleelever, der havde lignende udfordringer og langsomt over de følgende år, skete der en mærkbar ændring med hendes tilgang til verden. Hun er stadig ikke den, der står allerstærkest i stormvejr, men hun er blevet langt bedre til at tackle modgang og acceptere sine frustrationer. Meget er kommet af sig selv eller via motivation fra gode kammerater (børn lærer meget af deres venner) og meget er kommet, fordi vi voksne omkring hende blev meget bedre til at reagere på hendes udbrud og nedsmeltninger udfra vores kendskab til hende og ikke udfra vores normer og forestillinger om, hvordan en 8-årig/10-årig/12-årig skulle være.

Derfor er mit råd nr 1:

Bebrejd aldrig barnet
at han/hun er sådan og sådan. Det hjælper intet. Hvis man er usikker på sig selv i verden, så er det sidste man har brug for at høre, at man er forkert fordi man er sådan.

Usikre og tilbageholdende/opgivende børn har brug for tid, tid og mere tid til at vænne sig til nye ting, blive sikre i nye færdigheder og det er gennem deres succeser, de vokser og styrkes i troen på, at det kan betale sig at kæmpe for at noget kan lykkes.

Råd nr. 2 er som følge af råd nr. 1:

Fokusér på successerne:
De gange hvor det lykkes for barnet at overvinde sig selv kan bruges positivt og fremadrettet. 'Kan du huske, hvor svært det var for dig at lære at cykle uden støttehjul - og at du mange gange sagde til mig at det ville du aldrig kunne lære'... Prøv at se hvor flot og sikkert, du cykler nu - og tænk på at det er den samme proces, du skal igennem, nu hvor du gerne vil lære at stå på skøjter/spille fløjte/ flette julestjerner/dykke under vandet.
Når tingene ikke lykkes første gang, så ros og opmuntr alligevel: Hvor var det godt, du prøvede. Nu tager du lige tre forsøg mere og så lægger vi det væk for i dag og prøver igen i morgen.

Det 3.råd, som nok er det den spørgende læser bedst kan bruge i forhold til den opgivende datter er:

Pres ikke for hårdt, men skub blidt.
Tryk avler som bekendt modtryk - og der kommer meget sjældent noget godt ud af at presse/tvinge nogen til noget, de ikke vil.
Børn, der ikke bare kaster sig ud i nye udfordringer (og det gælder såmænd også for voksne) bliver hurtigere trygge, hvis vi guider dem. Nu viser jeg dig, hvordan man løser den her matematikopgave, så løser vi den næste sammen og den tredje løser du så selv. Vær tilstede og opmærksom ved 'igangsætning'  - Giv starthjælp, så barnet mærker at situationen er okay og finder ud af at han/hun godt kan. Når barnet har prøvet selv, men er ved at opgive, så vis igen interesse og gør dig umage med at opmuntre. Jeg synes, du klarer det rigtig godt, nu mangler du bare tre linjer/regnestykker... Hvis det handler om lektier, så er der også meget at hente ved at finde det helt rigtige tidspunkt på dagen, skabe hyggelige rammer (levende lys, te og kiks kan være ret motiverende). Hvis barnet er en stædig type, der kan finde på at sige, jeg gider ikke, så må du godt sige, jamen det skal du. Det er det, jeg mener med at skubbe blidt. Nogen gange skal de forsigte børn puffes blidt ud over kanten. 
Min datter ville/turde fx ikke gå til svømning, men det sagde jeg til hende at hendes far og jeg havde bestemt at hun skulle. 

Vi synes det var vigtigt at vores børn fik lært at svømme godt, og derfor trodsede vi hendes tilbageholdenhed. Den første svømmetime græd hun sig igennem, men i løbet af få gange kom hun til at elske at gå til svømning og ønskede selv at fortsætte mange sæsoner efterfølgende.

Børn ved som regel godt hvad de har lyst til, men ikke altid hvad de har brug for.

Det sidste og 4. råd er: 

Giv tid og overfør ikke din egen utålmodighed på barnet.
Gid nogen dog havde sagt det til mig. Det var lige præcis det jeg ikke evnede i eksemplet fra forlystelsesparken. Det er helt okay at dit barn er længere om at lære eller turde noget end sine jævnaldrende (jævnfør råd nr. 1) og derfor må du sige til dig selv og til dem, der kan finde på at spørge at 'det skal nok komme', mens du opererer indenfor de tre andre råd.

At give tid er også at lade være med at være en curlingforældre, der gør alting for sine børn. Drop serviceafdelingen og lad barnet gøre tingene selv. Det giver robusthed at lære at gøre almindelige/rimelige praktiske ting selv fra man er helt lille. Når lille Børge på tre år fra sofaen råber 'moar, jeg er tørstig, så er det bedre at svare 'så kom ud i køkkenet og hent dig et glas vand' end at servere et glas vand for ham. Troen på at vi kan noget og duer til noget erfares gennem handlinger. 

That's all there is to say about that? Nej, det er det så langt fra, men jeg stopper her. Håber inderligt at det jeg har skrevet, giver mening for nogen.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ja det giver mening , for det er nærmest min 10 årlige pige du beskriver her :-) Kender så meget de situationer hvor man får sagt/råbt noget der gør det hele meget værre, og bagefter fortryde inderligt. For mig handler det meget om hvormeget overskud man selv har til at rumme hende og ikke lade sig påvirke af omgivelsernes og egne forventninger til hvordan et barn " bør" opføre sig.
Hilsner Kit.

Mit Helle sagde ...

Kære Kit.
Uha ja, det genkender jeg også - at ens eget overskud (og mangel på samme) spiller en stor rolle, når man skal imødekomme et barn, der er det svært!

Tak for din kommentar!

Haveheksen sagde ...

Tusinde TAK for dine kloge ord!
Det var lige det jeg manglede. Jeg kan se at jeg er på rette vej, bl.a. er det snart mange år siden jeg lavede en total nedsmeltning i BonBon land........siden er jeg da heldigvis blevet meget bedre til at rumme hende og at hun har en anden tilgang til nyheder i særdeleshed og verden i al almindelighed.
Jeg har også lært meget af hendes univers. Alt gang mod noget nyt behøver ikke foregå med 210 i timen.
Man kan godt tage det i små skridt.
Din tilgang til lektiehjælp, skal i hvert fald afprøves på matematikopgaver i morgen formiddag, når overskuddet er på sit højeste.
Tak.