Jeg er blå

Fisme ringe at melde sig til en skriveleg og så ryge af i svinget lige inden mål. Men jeg blev overfaldet af en stime hverdage, der involverede skole/hjemsamtaler (mig som den søde lærer), skole/hjemsamtaler (mig som den venlige forælder), en mand, der har arbejdet røven ud af buksen, en datter der skulle på en udvekslingstur til Tyskland, samme datter der fyldte 15 år og så en datter mere, der fyldte 12. 
Da jeg gik på weekend i fredags var det med en følelse i kroppen af ikke at have haft 5 sekunder for  mig selv i 14 dage.

Først var der blå. 
Himmelblå. Forårsblå. Elskede blå. 
Kulisse til det blomstrende magnoliatræ i vores forhave. 

og mens jeg stod der med kameraet og tænkte blå tanker, lagde jeg mærke til at jeg lige den dag, var klædt i blåt.
Blå skjorte, blå jeans. 
Blå dag.
Blå øjne.
Mine egne og dem jeg kigger dybt i, som det sidste hver aften inden jeg lægger mig til at sove.
De blå øjne jeg faldt så vildt for. For snart 10 år siden. 

Måtte jeg male verden i én eneste farve, ville jeg male den blå.

Fordi blå er tryghed. Tillid. Tro.

Blå er rolig, fattet og altid behersket. Blå er reflekteret, kølig (uden at være kold). Blå er dyb. 

Vand. Himmel. Øjne. Blå.

Jeg er blå.