De griner endnu #2

...De to søde unge piger, der var på arbejde den tirsdag, hvor jeg kl. ca. 14.35 kom løbende ind i H&M.

(Læs første del af beretningen her)

Det første af de to møder, jeg skulle stå for begyndte kl. 15, og der var kun ca. 20 minutter til. Jeg løber derfor næsten gennem butikken, direkte mod den væg, hvor jeg ved at der hænger en masse forskellige jeans - og inden jeg er nået helt derhen, har jeg fået øje på et par grå jeans, og dem flår jeg til mig i den størrelse, jeg formoder er den rigtige, og løber videre mod prøverummet.

Der er ikke andre ved prøverummene end mig, så jeg går direkte ind, flår jakke og sko af, får de blodige bukser af, og konstaterer i den bevægelse at blodet fra drengens næse er trængt igennem mine bukser, således at jeg har en stor rød plamage ned af låret på højre ben. Lækkert. 
Jeg trækker de nye bukser på, og de sidder perfekt. Klokken er nu 14.40 og jeg har virkelig travlt, så jeg pakker mine blodige bukser sammen og går ud i butikken med de nye bukser på. Styrer hastigt mod kassen.
'Kan I hjælpe mig', jeg har seriøst virkelig travlt og mine bukser er smurt ind i blod', halvråber jeg, og skynder mig smilende (men kort) at forklare min udfordring til de unge piger ved kassen, og jeg spørger om jeg må betale for bukserne og beholde dem på. Det må jeg meget gerne siger den ene unge ekspedient. Jeg har allerede dankortet fremme, og er klar til at betale, da det viser sig at det med bare at beholde bukserne på, måske alligevel ikke kan lade sig gøre. Der sidder nemlig en alarm på dem. I linningen på bagsiden, og den skal klikkes af. I et hul, der er placeret nede i disken. Og hvordan gør man det, når kunden har insisteret på at forlade butikken iført sine nye benklæder?

'Kom herom', siger min ene redningskvinde og vifter mig om bag disken. Hun beordrer mig til at læne mig op mod bordet, men min bagside kommer slet ikke højt nok op til, at hun kan klikke alarmen af. 
'Hvad hvis hun sætter sig op på bordet', siger den anden unge ekspedient, der er kommet hen til os, hun vil ikke gå glip af den skøre skolelærer, der står bag disken med rumpetten vendt ud mod butikken.
De får mig op at sidde på disken, lige midt mellem kasseapparatet og en stor bunke tøj - og ved at guide mig med instrukser som: 'lidt frem, lidt til højre, nej det var for meget, nu er du der næsten, og så læner du tilbage, lidt mere, kom så ... og klik! Alarmen er afmonteret. 
Hurtigt hopper jeg ned, får betalt for mine bukser, løber til p-pladsen, finder min bil, kører tilbage til skolen, springer ind på kontoret og står helt knivskarpt og pivklar kl. 14.58, da jeg giver hånd til et hold forældrene og byder velkommen til møde.