søndag den 5. marts 2017

De griner endnu #1

...De to søde unge piger, der var på arbejde den tirsdag, hvor jeg kl. ca. 14.35 kom løbende ind i H&M.


Der er åbenbart et tilbagevendende tema med mig og min påklædning, når jeg er på arbejde, for den episode, jeg vil fortælle om nu, fik mig til at mindes den her historie, hvor jeg lige skulle til at tage bukserne af, da en elevs far kom ind ad døren. 

Denne gang skal vi ud i skolegården i middagspausen, hvor jeg passede min tjans, som det der i gamle dage hed 'gårdvagt', men som i anerkendelsens hellige navn er omdøbt til 'samværsperson'.
 Pausen var næsten slut og jeg var i tankerne allerede i gang med at indstille mig på de opgaver jeg havde, når det ringede ind. 

Og her skifter vi til nutid. 

Pludselig kommer en gruppe børn løbende imod mig, de råber og kalder og fægterne med armene, og jeg hører ordene 'slåskamp' og 'blod', og skynder mig selvfølgelig hen til børnene, der chokerede fortæller mig at to drenge slåsser helt vildt og at den ene har fået næseblod. 
Hurtigt er jeg henne ved drengene, som tumler rundt og slår og sparker efter hinanden. Drengene er bedstevenner, men absolut ikke lige nu, hvor de er så rasende på hinanden at der ikke eksisterer andet end slag, spark, gråd og en masse eder og forbandelser mellem dem. 

Jeg får dem hurtigt skilt ad og holder ham med næseblod tæt ind til mig, mens en anden voksen fjerner modparten. Hvad der herefter sker med drengene er egentlig ikke det, jeg vil fortælle, men vi hjælper dem selvfølgelig og får styr på dem begge to, for den enes vedkommende helt konkret med det næseblod, som er ret voldsomt. 
Det jeg vil fortælle er, at jeg i håndteringen af det her næseblod  bliver smurt ind i blod. 
Der er blod ned af min jakke og på mine bukser. Kun ganske få stænk på det ene bukseben, men to store røde plamager på det andet. 
Vand, sæbe, klud, papir har ingen effekt, tvært imod får jeg de to plamager på det ene bukseben tværet sammen til én.

Krise! 

Jeg har ikke tid til at gøre noget ved problemet her og nu, for klokken har ringet og jeg skal videre i dagens program, og mødes med den psykolog, der er tilknyttet skolen og sammen med hende have en gruppe børn, og lave noget, vi kalder legegruppe
Jeg er nødt til at begynde vores session i legegruppen med at fortælle børnene, hvorfor mit ene bukseben er smurt ind i blod. 
Det er ved at tørre ind nu, og jo mere jeg kigger ned af mig selv, jo mere utilpas bliver jeg ved synet. Det ser simpelthen lidt ulækkert ud, og giver mig associationer til pinagtige 'bløde-igennem' situationer, til trods for at jeg altså aldrig er blødt igennem på hverken bukseBEN eller forsiden af bukserne :)

Legegruppen slutter, og jeg har nu 50 minutter til næste programpunkt på min dag. 
Og da jeg kommer til at tænke over, hvad det er - så kan jeg mærke at jeg ikke kan beholde de blodige bukser på.

Jeg skal nemlig være mødeleder for ikke bare ét, men to møder i træk, hvor der ud over en række fagpersoner også deltager forældre - og fordi jeg er den, der styrer mødet skal jeg stå op foran flokken af mødedeltagere. Med bukserne smurt ind i blod. Det magter jeg ikke. Heller ikke selvom jeg i tankerne indleder begge møder med at forklare, hvorfor jeg ser sådan ud. 
Jeg vil have andre bukser på punktum.

Tiden går. Jeg vurderer at jeg ikke kan nå at køre hjem og skifte bukser, men jeg kan godt nå hen Vejles store indkøbscenter Bryggen og købe mig et par nye bukser. Så jeg løber ud til bilen og kører i al hast over til Bryggen, parkerer bilen og løber ind i H&M-butikken.


Fortsættes...


Ingen kommentarer: