En weekend med 80'er fest, cykeltur og meget snart ferie

En superdejlig weekend er snart slut. Jeg suger det sidste næring ud af den, mens jeg sidder her og skriver!

Jeg kunne mærke weekenden tage fat i mig sådan cirka fredag kl. 14, hvor jeg befandt mig højtsyngende i en skolegård sammen med et par hundrede glade børn der, så snart sangen sluttede, havde sommerferie. 

Kl. 18 samme aften entrerede jeg skolens årlige sommerpersonalefest i et outfit, der bl.a bestod af creppet hår, pink øjenskygge og neonfarvede leggings. Nå nej, gamachebukser. Sådan hed de jo i 80'erne, og det var lige netop en 80'er fest, vi holdt. Kodylt fedt! Soja på rullen og sit Fru Kristof, hvor var det en sjov aften. Musikken var jo lydkulissen fra mine barndom og ungdom! Afrikasangen, Re-seppten, Nena og Europe med 'The final Coundtdown', jamen kan i ikke se det for jer!? 
Jeg husker det som at jeg grinede fra festen startede, til jeg mange timer efter befandt mig i en taxa på vej hjem. Grinede sgu da også i taxaen!

Eneste tidspunkt, jeg ikke sang, dansede eller grinede, var mens jeg holdt den til aftenen forberedte 80'er tale, men tilhørerne grinede heldigvis - og endda på de rigtige steder. Hæ!

Jeg havde arbejdet en del med den tale, så det var en kæmpe lettelse, at den sad lige i skabet, og måske var det lidt talens skyld, at jeg nærmest bundede en flaske hvidvin efterfølgende... What a party!

Lørdag var jeg heldigvis nogen lunde frisk, havde godt nok ikke ænset at ham, der har en vielsesring magen til min, stod op og listede afsted, plejer elles at høre hver eneste lyd i huset, mens jeg sover, men var nok noget bevidstløs lige dér. Min kære mand skulle til Vejle, hvorfra han sammen med sin cykel lod sig fragte i bus til Flensburg. Herfra gik starten til Hærvejsløbet, en cykeltur på 270 km med mål i Viborg. Sjovt og pudsigt nok gik ruten ikke bare lige gennem vores lille by, men simpelthen LIGE forbi vores hus. Derfor tilbragte Lillepigen og jeg det meste af eftermiddagen på havebænken, som vi i dagens anledning havde slæbt helt frem til fortovet. 

Hver gang, der kom en gruppe cykelrytteende kørende, hørte man os sige ting som:
- Hey, jeg tror det er ham, der kommer dér!
-Nej, det var det så ikke alligevel, men det ligner ham?
-SÅ, nu synes jeg, at jeg kan se ham?
-Er det far?
-Er dét der så far?
-Mor, helt ærlig, hvor længe skal vi sidde her?
-Hvornår kommer far?
-Sagde du ikke at han kom lige om lidt?
-Nu kan der ikke gå ret lang tid!?
-De MÅ da være lige rundt om hjørnet?

Vores tålmodighed lønnede sig - for endelig endelig endelig kom denne dejlige glade mand cyklende forbi i flot stil, og selvom han var både våd, kold og træt overvejede han ikke et splitsekund at 'stå af' (den lå jo lige til højrebenet, når han ligefrem kunne køre op i sin egen indkørsel på ruten), nej han fortsætte de resterende knap 100 km til målstregen i Viborg.

Jeg behøver nok ikke at skrive, at det var en temmelig træt mand (med ømme ben og øm nummi), der kom hjem sent om aftenen. I dag har seriøst ondt i benene, og har meget meget velfortjent ikke lavet så meget andet end at spise og slappe af. 

Storepigen og Mellempigen har sommeferie nu, Lillepigen skal i SFO i næste uge, da vi begge skal arbejde. Men vi er der næsten. Ved sommerferien. 

Jeg har lagt bøger frem til næste uges læsning, for når der ikke er elever på skolen, så er læreren jo nærmest ikke træt, nå hun kommer fra arbejde?

Sommer på vej

I går da jeg ved 16-tiden kom hjem - fredagsflad, efter en ret hæsblæsende uge, fandt jeg min familie i noget nær idyl og harmoni omme i vores have. Jens var (for sådan er han) både i gang med opydning, rengøring, havearbejde og indkøbsliste, teenagerne slappede af og hyggede sig, Lillepigen legede med naboens dreng. (En leg, der først og fremmest går ud på at spæne som gale frem og tilbage mellem de to haver).

Jeg satte skoletasken fra mig, hældte et stort glas iskold cola op og satte mig ud på terrassen.

Sad ligeså stille i 5-10 minutter. Og pludselig kunne jeg mærke det. Helt tydeligt i både krop og sjæl. Åh, det var en dejlig følelse, og jeg elsker elsker elsker, når den endelig indfinder sig.

Det er sommer. Jeg har snart ferie. 

Dét var følelsen, der med ét spredte sig som varm og ufortyndet glæde i hele kroppen.

Foråret har været sjovt og sejt, spækket med fester og arrangementer, hvor vores egen Mellempiges konfirmation jo ligesom var toppen, og da jeg for en uges tid siden kom på den anden side af en (arbejdsrelateret) overnatningstur til Kattegatcentret i Grenaa med 50 børn fra 2.årgang, så kunne jeg sætte hak ved det sidste arrangement i rækken.  (At det så tog mig en hel weekend + en mandag at blive frisk igen efter den tur, det er en helt anden historie. Er ganske enkelt blevet for gammel til at springe en nats søvn over!)

Nu skal der forberedes sommerferie og detailplanlægges på vores to en halv uges ferieeventyr, som venter lige om hjørnet.

Vi har igen i år lavet et husbytte. Denne gang med en familie, der bor i hjertet af Paris, og som glæder sig helt vildt til at tilbringe en uge her i vores hus 'only a 20 minutes drive from Legoland'.

Vores ferie er delt ind i tre etaper:
1. Harzen: 3 hotelovernatninger i smukt bjerglandskab.
2. Paris: 9 overnatninger i stor lejlighed, 10 min. gang fra Champs-Élyssées. Besøg i Disneyland included.
3. Normandiet: 5 overnatninger i mobilhome på stor campingplads  helt ude ved kysten.

Vi kører altså først sydpå, så langt som til Paris, for derefter at tage stik vest ud til den navnkundige d-dagskyst, som skulle være ret så spektaukulær, især hvis vejret på den franske vestkyst arter sig. 

Men inden vi kommer så langt er der lige et par småting her i eget hus (og have), der skal fixes, før vi synes, vi vi kan at lade huset indtage af byttegæster med børn på seks og tre. Børn, der længe har talt hvor mange dage der er, til de skal i Legoland.

Bikinistudie

Vippede diskret hovedet ganske let forover, så jeg lige præcis kunne kigge ud over solbrillen, mens jeg hviskede til ham, der har en vielsesring magen til min, at jeg ville bruge de næste 10 minutter på at kigge på damer i bikini. 
Vi var i det lokale friluftsbad, og jeg havde netop konstateret at min bikini ud over at være fuldstændig forvasket i farverne, også med tiden var blevet så slap i elastikken, at den ikke længere holdt ordentligt sammen på mig de steder, hvor JEG er lettere slap i elastikken, om man så må sige.

Det stod derfor lysende klart, at jeg skal have købt mig en ny bikini.

Min plan var derfor, at jeg (diskret, på behørig afstand naturligvis) ville studere dette års bikini-tendenser hos mine artsfæller, for på den måde at komme nærmere en forståelse af, hvilken bikini en kvinde på min alder og med mine kropsformer (evt. mangel på samme) bør vælge. 

Så jeg kiggede. Og kiggede. På tykke, tynde, unge, ældre, storbarmede, fladnumsede kvinder i bikini.
Jeg sammenlignede højde, drøjde og brystmål med mig selv, og lurede på sorte, grønne, stribede, blomstrede, lavtaljede, højtaljede, tanga, halterneck, sporty og med eller uden indlæg. 
Jeg noterede mig mærke, farver og designs, for til sidst at gøre mig en lidt ømtålelig erkendelse, der fik mig til at hviske til min mand:

'Det viser sig, at det ikke er gjort med en ny bikini. 
Jeg må sådan set også ud og have mig en ny krop'.

Hvordan det projekt skal spænde af, gå jeg lige og lurer lidt på, og mens jeg gør det, har jeg købt en sort bikini med halterneck overdel (MED indlæg) og en sådan lidt shorts-agtig underdel. 

May the force be with me!

Dybere mening

Det viste sig netop på denne røvsyge onsdag aften, at der ER en dybere mening med det gigantisk store, ækle og smertefulde forkølelsessår, som universet for et par dage kastede lige i ansigtet på mig, og som siden har været til så stor gene i den ydre mundregion, at jeg har overvejet at gå all in på flydende føde eller slet og ret holde op med at spise. Ingen af delene er dog ført ud i livet, men det kostede blod, sved og næsten også tårer at indtage mit sædvanlige stykke knækbrød med  hytteost her til formiddag. For hulan da, sådan et stykke Wasa Sport har skarpe kanter!

Nå, men der er så en dybere mening, påstår jeg. Måske mest fordi jeg finder tryghed i troen på at ting sker af en årsag. Og hvad er så årsagen til at jeg skal ligne en spedalsk i dagevis?

At jeg skal tie stille. 

Forkølelsessåret har gjort så naller, at jeg kun i begænset omfang har kunnet  ytre mig verbalt. 
Så det har jeg forsøgt at undgå. 

Og fordi jeg med ét blev mere tavs end vanligt, kom jeg automatisk til at lytte mere. 
Lytte til mine børn, min mand, mine elever og mine kolleger. 
Men også til mit åndedræt, til vindens susen og regnens pisken. 

Smeltet

Det her helt utrolig varme sommervejr, ik' å, det har jeg absolut intet imod. Virkelig ikke. Jeg har det superfint med høje temperaturer, solskin og hede dage.

Hvis altså:

• Jeg sidder i en liggestol
• Liggestolen befinder sig på en strand eller i en skyggefuld have
• Der er uendelige mængder af af svalende drikke indenfor nærmeste rækkevidde
• Jeg har fri
• Ingen kræver noget af mig