Dybere mening

Det viste sig netop på denne røvsyge onsdag aften, at der ER en dybere mening med det gigantisk store, ækle og smertefulde forkølelsessår, som universet for et par dage kastede lige i ansigtet på mig, og som siden har været til så stor gene i den ydre mundregion, at jeg har overvejet at gå all in på flydende føde eller slet og ret holde op med at spise. Ingen af delene er dog ført ud i livet, men det kostede blod, sved og næsten også tårer at indtage mit sædvanlige stykke knækbrød med  hytteost her til formiddag. For hulan da, sådan et stykke Wasa Sport har skarpe kanter!

Nå, men der er så en dybere mening, påstår jeg. Måske mest fordi jeg finder tryghed i troen på at ting sker af en årsag. Og hvad er så årsagen til at jeg skal ligne en spedalsk i dagevis?

At jeg skal tie stille. 

Forkølelsessåret har gjort så naller, at jeg kun i begænset omfang har kunnet  ytre mig verbalt. 
Så det har jeg forsøgt at undgå. 

Og fordi jeg med ét blev mere tavs end vanligt, kom jeg automatisk til at lytte mere. 
Lytte til mine børn, min mand, mine elever og mine kolleger. 
Men også til mit åndedræt, til vindens susen og regnens pisken.