tirsdag den 22. marts 2011

Udvider blog-horisonten

I går skete der noget interessant her i min blogverden. Jeg er nemlig for første gang blevet fast læser hos en mandlig blogger og samme mandlige blogger er blevet fast læser hos mig.
Dermed blev Martin med bloggen Under Gadelygten den, der brød kvindemonopolet på min blog. Tillykke med det, Martin!


Når jeg færdes rundt blandt de mange blogs, der findes, slår det mig af og til hvor mange af dem, der ligner hinanden rigtig meget.  Og det skyldes jo mig selv. Fordi de blogs jeg dropper ind hos og bliver hængende i, ofte er blogs, der er skrevet af kvinder på ca. min alder. Mange har hus, mand og børn og de (vi) blogger om hverdagen og familielivet og alt det indimellem. Nogle er vildt kreative med billeder andre er det med ord. Men i det store hele, så er der mange fællestræk ved de blogs, jeg læser.
Jeg nyder stort at genkende mig selv i dem og at læse om livets gang i andre andedamme. Af til kan jeg dog godt føle at det hele kører lidt i ring.
Derfor er det forfriskende at møde nye bloggere og læse med i beskrivelser af dagliglivet fra mennesker, hvis briller er anderledes end mine.


Jeg færdes rigtig meget blandt kvinder. På mit arbejde er der mange flere kvinder end mænd. Og vi har det altså med at gå i selvsving over frokostbordet og tale alt for meget om fødsler, børneopragelse, madopskrifter og termostøvler. Jeg elsker når min mandlige kolleger engang imellem slår i bordet og forlanger at der også tales om øl, fisse og hornmusik. Og fodbold. Eller at de (mændene) får kommenteret snakken på en måde, så det bliver åbenlyst, at der er mange måde at anskue verden på. Det er så fedt, når det sker.  Eller også rykker de bare over til et andet bord.


Jeg kommer ligeledes i en studiekreds, som kun er for kvinder. Vi mødes for at tale om tekster, vi har læst. Og bidrager så hver især til at få vi løftet teksternes indhold både ned i et hverdagsperspektiv og op på et mere generelt og filosofisk plan. Sammen med disse skønne kvinder har jeg læst Kierkegaard, Løgstrup, Sløk, Johs. Møllehave,Kathrine Lilleør og forskelligt andet.


I sin tid meldte jeg mig til denne studiekreds, fordi jeg synes der gik alt for længe imellem at jeg læste og talte om noget, der krævede at jeg brugte hovedet. (Det var sikkert i forbindelse med en barsel...) Fornemmede at mine hjerneceller var blevet godt støvede og trængte til at komme lidt i sving. (Sagt med andre ord: Jeg var ved at få spat af altid kun at læse børnebøger og dameblade og aldrig have tid til at fordybe mig i noget selv...) Det er vildt fedt at mødes med andre og tale om det, man har læst og jeg har virkelig lært meget af det.


Men det med kvinderne. Det kan altså også blive for meget af det gode. Jeg kunne i hvert fald ikke tænke mig at leve i en verden, hvor der kun var kvinder. Puha, bliver helt skræmt ved tanken.


Derfor skal det her indlæg, der startede med at byde velkommen til min første mandlige læser, slutte med en hyldest til alle de skønne mænd jeg kender.


De længe leve. Hurra!


Tilføjet 10 minutter senere:
Der skal selvfølgelig være en særlig hyldest til ham, jeg er gift med, og som arbejder i Tyskland i denne uge. Bare lige hvis han får hjemvé, og skulle få den tanke at læse med i min blog. Big smile.

2 kommentarer:

Martin sagde ...

Martin bukker og nejer, takker og svajer .. i øhh... vinden? Tak ihvertfald :-D

Mai sagde ...

Jeg har tænkt på det samme og tror, ud over at man opsøger noget, der ligner en selv, at der også er langt flest kvindelige bloggere. Tankevækkende, eftersom der bliver udgivet flest mandlige forfattere... Måske vil vi bare ud med ordene, uanset om nogen vil udgive dem eller ej?