torsdag den 31. marts 2011

Tak for jeres blogs

Har lige et øjeblik i overgangen fra arbejde til fritid, som jeg vil bruge på at skrive noget i min blog. For at være helt ærlig (eller "øhlig" som det hedder på århusiansk) så går det ikke ret godt med mig og min blog. Havde min blog været et barn, ville der forlængst være blevet grebet ind fra de sociale myndigheders side og ord som omsorgssvigt, mangel på ansvar og tendens til ligegyldighed ville fremgå af undersøgelsesrapporten.


Er der en grund til at det er gået sådan ned af bakke den sidste uges tid?
Ja, det er der.


Er det noget, jeg har lyst til at tale om?
Ja, det er det.


Vil jeg skrive om det her i bloggen?
Ja, det vil jeg gerne.


Okay så.


Min mand arbejder i Tyskland på 2.uge og jeg er således alene med mine tre dejlige børn. Det går så fint og vi hygger os max, men for sulan da, hvor har jeg haft mange jern i ilden & bolde i luften for at få alle ender til at nå sammen. Gymnastiktøj, lektier, én til fodbold, en anden til kor, en tredje til tandlæge. Én skulle have kage med, en anden en vigtig seddel. Der er blevet handlet, lavet mad, støvsuget og smurt madpakker. Jeg har været segnefærdig af træthed hver eneste aften og måtte i aftes dejse om med 2 panodiler i maven og en smerte i hovedet, som var der nogen, der borede med en syl rundt i min hjerne.


I sig selv kan det godt lade sig gøre at være én voksen om at holde tre børns dagligdag kørende - hvis altså ikke lige der var det aberdabei at jeg også har et fuldtidsarbejde, der skal passes ved siden af.
Og det er altid der - på arbejdet-  at jeg først og fremmest kan mærke at jeg ikke spiller max i denne tid. Skubber et bjerg af gøremål foran mig, aflyser og flytter aftaler for at kunne være hjemme inden kl. 16 hver dag.




Derfor er jeg meget glad for at I andre får skrevet så mange dejlige, sjove, interessante og berigende ting i jeres blogs, for det er sgu ikke her det sner lige for tiden.


Nå, jeg må videre (er allerede halvvejs ude af døren, vi ses!)

2 kommentarer:

Kristine Sejr sagde ...

Du har fortjent en superheltemor-pris for din indsats på området. 3 børn helt alene. Stor respekt fra hende der ingen børn har, men som kan blive helt træt af at passe to børn imens de sover.

Den positive vejleder sagde ...

Kære Helle,
PAS NU GODT PÅ DIG SELV!
Læg eventuelt bloggen helt på hylden, indtil husbond er tilbage. Jeg holdt en uges pause for noget tid siden - og det giver altså lidt ekstra tid. For selvom vi jo blogger for vores egen skyld, kan man også blive helt afhængig af det - og have svært ved at vælge det fra...
Mange hilsner fra en eksil-århusianer ;-)