Introvert, stå ved dig selv - Børn i skolen

Dette indlæg er en slags fortsættelse af det her, som jeg håber, du vil læse, hvis du ikke allerede har gjort det.

Anna Skyggebjerg (AS) skriver i sin bog ’Introvert, stå ved dig selv’, at introverte børn er særligt udfordrede i skolen, fordi skolen som ’system’ primært understøtter ekstroverte normer og idealer.  

Jeg er desværre helt overbevist om, at AS har meget ret i denne antagelse.

Der findes masser af knalddygtige lærere og pædagoger, som med stort hjerte, empati og forståelse (også) rummer og favner de introverte børn. Det ændrer dog ikke på det faktum at ekstroverte idealer, som at tale så højt at alle kan høre det, arbejde i grupper, stille sig op i klassen og fremlægge projekter -  og i det hele taget at være god til  at 'være på' fylder rigtig rigtig meget i nutidens skole.

Derfor tager jeg nu min lærerkasket på, og giver med denne tekst mit lille bidrag til en større forståelse af de mange skønne og dejlige, videbegærlige introverte børn, der findes i hver eneste skoleklasse.

Det, de børn bidrager med i skolen er vanvittig værdifuldt - De viser andre børn, hvad det vil sige at fordybe sig, de er attraktive samarbejdspartnere, når der arbejdes i makkerpar, de er grundige og tænksomme.  
De børn skal have lov til at være lige præcis så introverte, de nu engang er, uden nogensinde at føle sig forkerte af den grund. 
At det sker er både forældrenes og lærernes ansvar.

En dansktime i 6.klasse:

Eleverne har modtaget en fælles gennemgang om en bestemt type digte, og skal nu ud i grupper og arbejde videre med emnet selv. 
Jeg har lavet en arbejdsseddel, som jeg går rundt mellem bordene og deler ud til eleverne, og mens jeg gør det, er der helt utrolig meget støj og uro i klassen.  
Jeg siger til eleverne, at de skal finde sammen i tre-eller firemandsgrupper og lynhurtigt foregår der en masse ping-pong igennem luften. Da jeg er færdig med at dele arbejdspapiret ud, rejser eleverne sig og finder sammen i grupper. Nogle bliver siddende i klassen, andre sætter sig udenfor på gangen. 

Da jeg lidt efter går ud på gangen for at se til de grupper, der sidder der, får jeg øje på Lea (navnet er opdigtet), som har sat sig alene på reposen ved trappen. Med ryggen mod gangen og klassen, hvor alle de andre befinder sig.

-Sidder du her helt selv? siger jeg med et tonefald, der afslører at jeg både har dårlig samvittighed over ikke at have set, at hun ikke kom med i en gruppe - og medlidenhed med hende fordi, hun sidder der helt alene.

-Ja, må jeg ikke nok blive her og arbejde med opgaven selv? spørger hun og kigger bedende på mig.

-Øh, jo det må du da gerne, men vil du ikke hellere have hjælp til at finde en gruppe at arbejde sammen med?

- Må jeg ikke nok blive her alene, please?

Hendes bedende ’please’ bliver kodeordet til at jeg forstår, at det ikke er synd for hende, at hun sidder der alene. Hun har selv valgt det, for hun kan ikke overskue det der sker i gruppearbejdet: De andre tager ordet og har en ping-pong om opgaven, og det det hele går så stærkt, (og i Leas verden overfladisk) at hun aldrig når at komme på banen med sit besyv til opgaven.

Når hun arbejder alene, afleverer hun de fedeste og mest gennemtænkte opgaver. 

Lea er udpræget introvert, og selvom jeg ikke tror, hun kender ordet og kan sige, at det er det, hun er, så kan hun i hvert fald tydeligt mærke, når hun har brug for at trække sig fra dét sociale hurlumhej, som vi har helt utrolig meget af i skolen. 

Min opgave som hendes lærer er at imødekomme dette behov og helt optimalt: Komme det i møde - være på forkant med det -   inden hun må trække den mentale håndbremse og vende fællesskabet ryggen. Formår jeg det, understøtter jeg Leas trivsel og læring i skolen. Formår jeg det ikke, træder jeg på hendes selvværd.

På side 120 i bogen ’Introvert, stå ved dig selv’ fortæller AS meget fint, hvilke behov introverte børn har i skolen:

-         De foretrækker at arbejde alene

-         De vil gerne have ro til at fordybe sig

-         De mister koncentrationsevnen, når der er støj og uro omkring dem.

Jeg vil gerne tilføje:

De har brug for afskærmede kroge og stille hjørner, hvor de kan koncentrere sig om deres skolearbejde uden at blive forstyrret.

Alene ved at have fokus på indretningen af klasselokalet, er det muligt at gøre skolen til et bedre sted at være (også) for de introverte børn.

Situationen med Lea, der selv må sørge for at komme til at arbejde alene og finde et sted, hvor hun kan sidde i fred blev langt fra tacklet godt nok fra min side. Helt optimalt havde jeg lavet grupperne hjemmefra og differentieret dem således, at der var både én-, to-, tre-, og firemandsgrupper.  Og yderligere kunne jeg, inden eleverne blev sat i gang med deres selvstændige arbejde have aftalt med Lea, hvor hun kunne sætte sig og finde ro til sit arbejde. Det huskede jeg forhåbentlig næste gang.

AS har i sin bog så mange fine betragtninger om det at være introvert skolebarn i en ekstrovert skoleverden, betragtninger som hun har gjort sig igennem sønnen Jacob, der er udpræget introvert.

Den stemme, AS taler med på vegne af Jacob, er en vigtigt stemme, som alle der arbejder med børn til daglig, bør stoppe op og lytte til. De introverte børn siger nemlig ikke ret meget selv, derfor må vi voksne, der kender dem og kender deres behov gøres os umage for at tale deres sag, indtil de selv kan.

At stille sig op foran andre

Det introverte barns føler typisk stærk modvilje, når det kommer til opgaver, hvor han skal stille sig frem for klassen og fremlægge.  (Med mindre han har øvet sig så mange gange, at han kan det hele udenad.)

Det er lærerens opgave at få det introverte barn til at føle sig tryg i processen, og give ham/hende tid og plads til at udfolde sig på sin egen måde. Jeg tænker at en god måde at støtte på er at trække et 'filter' ind mellem barnet og omverdenen. Der er i dag så mange multimedie-muligheder, som kunne udgøre et sådant 'filter' – og det er (for alle børn) en god støtte at have noget konkret eller visuelt at læne sig op ad. 
Men især for det introverte barn er det rart at kunne levere sin fremlæggelse som en powerpoint, en stop-motion-film eller en kortfilm, hvor har måske endda har speaket ind over billederne, så han næsten intet behøver at sige under selve fremlæggelsen. Kammeraterne vil fokusere på filmen/powerpointen/whatever - og den introverte kan træde et skridt tilbage og få luft.

Mediet bliver et filter, der beskytter den introverte mod det sociale overload det er for ham at stå foran alle kammeraterne og tale ud til en større gruppe.

Det er jo ikke sådan at introverte børn ALDRIG siger noget i større sammenhænge, de bryder sig bare ikke om det og vil hellere ytre sig i mindre grupper og allerhelst på tomandshånd. 

Jeg er sikker på, at de kan lære at føle sig bedre tilpas i 'være-på'-situationerne, hvis vi lytter og anerkender og giver dem plads til deres egen måde at være på på, so to speak. Og ikke mindst - sørger for at de ekstroverte børn holder mund imens!

Det er lærerens opgave at tage hånd om alle børns forskellige behov – deriblandt også de introvertes. 

Det kan fx gøres ved ikke at have rigide regler for gruppearbejde, men så ofte det er muligt lade børnene selv vælge, om de vil arbejde i grupper eller i makkerpar.

Og kommer introverte Ida og spørger om hun må sætte sig over i det afskærmede hjørne og arbejde alene, så giv hende for Guds skyld lov.

I bogen fremhæver AS også de introverte børns behov for at kunne trække sig væk fra mylderet og være i fred i pauserne. Mange skoler har regler om at alle børn skal være ude i alle pauser, og det kan være pinefuldt for et introvert barn, der allermest har lyst til at sidde et fredeligt sted for sig selv.

Ingen børn har nogen gavn af at blive presset til noget, de ikke vil, men alle børn har glæde af at blive taget ved hånden og puffet blidt frem sammen med en voksen, de er tryg ved. 

Vi skal værne om de introverte børns selvværd, for i en turbulent og larmende ekstrovert verden, er det meget nemt at komme til at tro, at man er forkert, fordi man føler sig utilpas i noget, de fleste synes er superfedt.

Ingen børn er forkerte.  Lige meget hvad.

Ferieland: Sommerglimt på flaske?

Jeg står i haven med en flaske koldt vand, som jeg tømmer i et langt tørstigt drag, mens jeg kigger mig omkring i vores smukke have (skvalderkål kan vel godt være smukt, på sin helt egen måde, kan det ikke?). 
Solen er for nedadgående og græsset kilder mellem mine bare tæer.
Ikke en sky ses på den blå sommerhimmel, og jeg kigger på den tomme flaske i min hånd og tænker at gid jeg dog kunne fange et glimt af den fantastiske sommerferie vi har haft, lukke det ned i flasken, skrue låget godt til og herefter sætte flasken på køl.

Så ville jeg, når det bliver efterår, mørkt, blæsende og regnfuldt, og jeg udmattet og nedkørt, kunne stå en tirsdag eftermiddag og kigge ind i køleskabet, måske fordi jeg desperat ledte efter et sukkerfix, for at kunne klare resten af dagen, få øje på min flaske med 'Sommerglimt', tage den ud, skrue låget forsigtige af og tage en ordentligt slurk.

Vores sommer, min sommer, denne sommer har været (og er - den slutter jo ikke fordi jeg begynder på arbejde igen...) helt vildt god. 
Vi har nydt, slappet af, været aktive, været på opdagelse, set og oplevet, badet, daset og hygget os. 
Husbytte var igen i år en kæmpe succes, den ferieform passer så godt til os, og vi regner bestemt med at gøre det igen næste sommer.  
Da først vi fandt familieferie-balancen og havde fået slebet de skarpeste kanter (det tog det meste af den første uge), faldt der en dejlig ro over vores familie. 
Vi har grinet, leget, spillet, læst, kysset og krammet - jeg har - helt banalt - elsket og følt mig elsket. 
Det er således med kroppen fuld af vitalitet at jeg i morgen tager hul på et nyt skoleår.

Jeg regner mine år langt mere i skoleår end i kalenderår, og derfor er det at begynde et nyt skoleår næsten rituelt. (Dog ikke så rituelt at jeg takkede ja til Jens' tilbud om at gå ud og skyde en nytårsraket af. Hvis han altså havde haft én.) 
Der er rent bord, vi begynder på en frisk, en ny start.
 I år er den nye start markant og helt konkret, for jeg skal have nye elever (de begynder først på torsdag) og dermed omstille mig til at have 3.klasse. (Afgav 6. før ferien, de skulle videre på overbygningsafdelingen i den anden ende af byen.) De nye, jeg skal have er små, synes jeg, selv føler de sig kæmpestore, fordi de har udstået indskolingen, og nuskal begynde på mellemtrinnet. De er søde og megakære, og de elsker at gå i skole. Jeg glæder mig helt vildt til at lære dem og deres forældre at kende og til, sammen med mit team, at give dem en rigtig god skolestart.

Lillepigen og jeg lukkede i dag sommerferien af med en tur i Legoland. 
Stod klar ved indgangen, da de åbnede kl. 10 og så lod jeg ellers (i grove træk) hende styre slagets gang. 
Det er meget ukompliceret at være i en forlystelsespark med kun én barn, for hun sagde, hvad hun gerne ville prøve og så gik vi hen til det. Havde madpakker med hjemmefra og købte derudover is, guldgravning og en pakke Lego Friends til hjembringning.
Hjemme 7,5 timer senere havde Jens knoklet med at male træværk på huset, støvsuge og vaske bil (min bil, for så heldig er jeg, den slags gør min mand for mig!) og handlet til den kommende uge.
Og nu: Pakke taske, lægge rent vasketøj på plads (gider ikke, men det ligger ud over sengen) og så i seng med Karl Ove Knausgård. Ja, altså hans bog, forståes.

 

Første togtur af mange.

Meget lidt spændende madpakke, men dog kold, takket være køleelement
i plastpose. 

Lillepigen: Mor, kan vi ikke bygge sådan en tiger i lego, når vi kommer hjem?
Mig: Når ikke at svare, inden hun selv fortsætter...
Lillepigen: Nå, nej vi har ikke så mange orange legoklodser derhjemme

Undskyld til den dame, hvis røv jeg har fået med på dette billede

Introvert - stå ved dig selv!

Jeg er personligt stor fan af Anna Skyggebjerg og hendes meget nære og kære hverdags-tanker om at få livet som mor i en travl familie til at gå op i en højere enhed.  Bogen ’Zen for mødre’ har i årevis haft fast plads på mit natbord, og jeg følger med stor interesse med, når Anna Skyggebjerg blogger på 'Hele 3 ting'.

Dette indlæg handler om bogen 'Introvert' generelt, men i løbet af de kommende dage, skriver jeg også om at se, møde og anerkende de introverte børn i skolen, og om at være ekstrovert og have introverte mennesker helt tæt på i livet, som partner eller som mor.

Bogens budskab er dybt relevant i mit arbejde som lærer, for jeg er helt sikker på at Anna Skyggebjerg rammer plet, når hun påstår at vi i alt for høj grad overser de introverte børn i skolen.

Jeg har så også en stærk personlig interesse i bogen, fordi jeg er mor til et temmelig introvert barn.

Og *tadahhh*: sørme om jeg ikke også fik lært en masse om mig selv undervejs, mens jeg læste. For selvom jeg er primært ekstrovert at natur, så har jeg en ret tydelig introvert side, som jeg nok ikke har været helt god til at anerkende, værne om og pleje igennem årene. Og så  jeg har i øvrigt en hjemmestrikket teori om at langt langt de fleste mennesker bliver tiltagende introverte, jo ældre de bliver!?

Min ex-partner og jeg sidder og lægger planer for den kommende weekend.

-Skal vi ikke invitere nogen venner herud til middag, spørger jeg forhåbningsfuldt. 

Han kigger intenst på mig og siger at han trænger så meget til en weekend, hvor der bare overhovedet ingenting skal ske.

-Ingenting overhovedet? spørger jeg undrende og fortæller ham at weekender, hvor der overhovedet intet skal ske er de værste weekender for mig.

-Det er de bedste weekender for mig, siger han så.

Troværdig indføring i emnet

Anna Skyggebjerg (fra nu af kaldet AS) har skrevet en meget meget fin og letlæselig bog med titlen ’Introvert, stå ved dig selv’ med undertitlen ’ Nej, du behøver ikke gå til fest og gemme dig på badeværelset’.

Som titlen tydeligt fortæller, handler bogen om at være introvert.

AS giver en grundig indføring i emnet krydret med både morsomme og tankevækkende eksempler på, hvad det vil sige at være et introvert menneske.

Ud over at trække på sin egen store viden og erfaring på området, henviser AS også til udenlandsk forskning og litteratur på området, bl.a. hos den amerikanske forfatter Susan Cain, der i år har udgivet bogen ”RO, styrken ved at være introvert i en højtråbende verden” (Originaltitel: ’Quiet. The power of Introverts in a world that can’t stop talking’).  At AS’ mange pointer underbygges med resultater af international forskning og udenlandske artikler, gør hendes ærinde meget troværdigt i mine øjne. Det er i øvrigt meget tankevækkende at der ikke tidligere er udgivet danske bøger om emnet. AS’ bog er den første danske udgivelse om at være introvert.

Flokdyr eller enegænger?

Introverte mennesker trives stort i deres eget selskab og har et langt mindre socialt behov end ekstroverte. Som introvert kræver det store mængder mental energi at være sammen med mange mennesker, energi som den introverte senere indhenter ved at samle kræfter alene.

Ekstroverte oplever til gengæld at det, at være omgivet af mennesker, tilfører dem energi og derfor udmattes de slet ikke i samme grad, når de har været på i større sociale sammenhænge i mange timer.

Hvor ekstroverte mennesker er flokdyr, er introverte mere enegængere eller til selskab for bare to eller tre personer ad gangen.
Et typisk introvert menneske holder ikke et brag af en fest på sin fødselsdag, han/hun holder langt hellere en intim hyggemiddag med den allernærmeste familie.

For det er i netop i det nære, intime sociale rum at den introverte trives allerbedst.

Det stille vand, den dybe grund

Den introverte tænker, før han/hun taler. Nogen gange meget længe og han/hun er generelt mere stille og tænkende af natur end én, der er ekstrovert.

Introverte mennesker lytter mere end de taler.

Det er også typisk at introverte mennesker fordyber sig meget grundigt i én bestemt interesse, et emne eller en hobby, mens ekstroverte er mere overfladiske og typisk har gang i mange forskellige aktiviteter og interesser på samme tid. 

Hvor den introverte måske kun har én fritidsinteresse, som han/hun så til gengæld har dedikeret sig 100 % til og ved alt om, så har den ekstroverte mange interesser og skifter dem måske jævnligt ud, fordi det ellers bliver for ensformigt og kedeligt.

Et prisme at se og forstå andre igennem

AS er selv meget introvert og har derfor skrevet sin bog med introverte briller. Det farver selvfølgelig pointerne, selvom jeg tydeligt fornemmer at AS har gjort sig umage, for at understrege at hun ikke opfatter introverte som hverken dårligere eller bedre end ekstroverte, det er slet ikke det, der er pointen.

Pointen er, at bliver man opmærksom på at se sig selv og sine medmennesker gennem prismet introvert/ekstrovert, så vil der falde rigtig mange ting på plads i selvforståelsen og i forståelsen af andre, og man vil få langt nemmere ved at acceptere hvorfor kollegaen/ægtefællen/barnet reagerer som han/hun gør. Vi kan undgå meget unyttig undren og mange misforståelser ved at se og møde hinanden gennem det introverte/ekstroverte prisme.

Ekstroverte idealer

AS er også meget tydelig omkring, at hun har en anden vigtig pointe med sin bog, og det er at feje en stor bunke fordomme og irriterende misforståelser af banen: Nej, introverte er  på ingen måde kedelige mennesker, fordi de ikke bryder sig om vilde fester, selskabslege og overnatningsture  med barnets klassekammerater, de foretrækker bare langt mere stille og indadvendte aktiviteter og sådan har de ret til at have det!

Vi lever i dag i en verden, hvor det ekstroverte ideal er meget dominerende – Det er almindeligt at vi promoverer vores aktive alsidige liv på facebook, twitter og instragram, og der skabes hele tiden nye typer reality shows, hvor det at være på, og kunne iscenesætte sig selv, er helt grundlæggende forudsætninger. Ikke så sært, at en 14-årig dreng, jeg engang havde som elev i skolen, kom til at føle sig helt helt forkert blandt jævnaldrende, da han i klassen fortalte at det, han elskede allermest var at sidde alene på sit værelse, fordybet i en rigtig god bog om middelalderen. Jeg kan stadig føle ubehag ved tanken om det latterbrøl, hans ord fremkaldte hos de uvidende, ignorante og ekstroverte klassekammerater. Der gik sikkert meget lang tid,  inden han igen havde lyst til at fortælle noget som helst om sig selv igen i en social sammenhæng. Men jeg gætter også på, at der har siddet mindst to andre introvert elever i klassen, som grinede med for ikke at falde udenfor, men som i virkeligheden havde lyst til at fortælle at han/hun havde det præcis lige sådan.

Forskelle der beriger fremfor at irritere

At bogen er skrevet af en introvert og med andre introverte som primær målgruppe (dette fremgår af bagsideteksten),  er et præmis som gør indholdet dejlig ærligt og helt utrolig vedkommende.

 AS’s nærvær går som en rød tråd hele vejen igennem, og man kender hendes måde at tænke og være på ind og ud, når bogen er læst.

Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve at selvom der i bogen er en skelnen mellem ’dem’ (de ekstroverte) og ’os’ (de introverte), så anerkender AS 100% den måde ekstroverte mennesker er på, og at det faktum, at de bidrager med rigtig mange gode og sjove ting til de introvertes verdensbillede, som måske ellers kunne gå hen og blive en lillebitte smule ensformigt (det er min udlægning). 

Jeg synes især at AS får pointeret den ekstrovertes mange forcer i afsnittet om hendes ekstremt ekstroverte datter Eline, som i lighed med afsnittet om sønnen Jakob, er skrevet med så stor omsorg, kærlighed og respekt for de to børns forskelligheder, at det er meget bevægende.

Stå ved dig selv

Jeg er meget meget enig med AS i, at det beriger os som mennesker, og gør verden langt mere interessant at leve i at vi er forskellige, og oplever ting forskelligt. 

For det er meget det, det handler om. Måden henholdsvis den introverte og den ekstroverte oplever situationer på - og de følelsesmæssige reaktioner det giver hos den enkelte. Og at vi får lært at respektere at den ene reaktion er ligeså rigtig som den anden. 

AS giver rigtig mange gode eksempler på i hvilke situationer, man som introvert føler sig max udfordret.

Hele tiden understreger hun, at man sagtens kan begå sig i en udadvendt verden, holde oplæg og arbejde sammen med fremmede mennesker, selvom man er introvert af natur – den introverte er nemlig tit god til at ’spille rollen’ som ekstrovert, for så derefter at bruges dagevis for at komme til de sociale hægter igen.

At spille en rolle er at udgive sig for noget andet, end det man er – og det er der ingen mennesker, der trives med i længden. 

AS' forlanger - med rette - at blive og mødt og accepteret som det introverte menneske hun er, og endelig har lært at være stolt af at være.

Tusind tak for bogen Anna, den har gjort mig større og åbnet mine øjne for vigtige ting, både privat og som lærer.

Jeg anbefaler bogen til enhver, der gerne vil blive klogere på sig selv og på andre mennesker. 

Cirkus Summarum

-Vil I forresten have fire billetter til Cirkus Summarum på Tangkrogen i Aarhus på onsdag, spurgte min kollegas mand, da de var her forleden og spise, og forklarede at de ikke var hjemme til selv at bruge billetterne. Og stort ja tak, det ville vi da vildt gerne!
Lillepigen, som egentlig begyndte i børnehave efter sommerferien i mandags, fik derfor allerede en fridag i dag, og så tog mor og piger på cirkusudflugt til Aarhus. (Åh, hvor ser ordet Århus dog grimt ud, når det staves Aarhus, hvordan skal jeg dog nogen sinde vænne mig til det?)

Det er muligt at Ramasjang er en tv-kanal for børn, og at jeg egentlig mest var med for at køre bilen, betale popcornene og vise os hen til pladserne, men sådan var det bare ikke, for jeg blev totalt grebet af forestillingen, som er mere show end cirkus, men supergodt skruet sammen, fyldt med humor og god musik og en noget så pisse irriterende Bruno Bjørn, som var i topform. Den 'rigtige bamse', ham den gule, der er ven med kylling var også med, men han blegner noget ved siden af Bruno og bliver temmelig fesen og udvandet. Det er Bruno styrer - og prutter! 
Jeg er meget stor fan af hr. Skæg (aka den skarpt ordbegavede og hamrende musikalske pædagog Mikkel Lomholt), og at se ham live - 'ægte', som Lillepigen hele tiden siger (Mor, er det hr. Skæg, ægte?), det var altså stort. 
Han var klart den bedste i forestillingen. Sebastian Klein var også et hit -  kommer han i øvrigt ikke til at ligne sin far mere og mere jo ældre han bliver? 
Og så var vi vilde med Rosa, hende fra Rouladegade, der har en udsendelse på tv, hvor hun hjælper et barn med at bage en personlig kage, som en overraskelse til et af barnets nære familiemedlemmer. Rosa havde følgeskab af Motor Mille, en forholdsvis ny Ramasjang-figur, som også var sød, sjov og skarp.

Storepigen var taget med for selskabets skyld og selvom hun hverken rejste sig, da børnene blev bedt om at gøre det og heller ikke, da det var de voksnes tur, så grinede og hyggede hun sig og var helt enig med mig i, at det var værd at køre efter. Mellempigen nød det også, men hun var nu også over aldersgennemsnittet af de fremmødte børn. Jeg vil sige at målgruppen er de 2-10 årige og deres forældre. 
Det er muligt at komme ind på cirkuspladsen to timer før (det gjorde vi nu ikke), her er masser at gang i den og mange forskellige aktiviteter for de mindre børn, karruseller og den slags. Vi købte popcorn til 25 kr for en bøtte og vand til 15 kr. Absolut overkommeligt og et must for et cirkusbesøg! 
Alt i alt en fremragende forestilling, en dejlig oplevelse som jeg gerne have betalt billetprisen for. Du kan læse om forestillingen og købe billetter lige her.

Efter forestillingen kørte vi ud til mormor og morfar og sagde hej og blev da lige til aftensmad inden vi susede tilbage til region Sydjylland!

Madblogging eller not

I mit tilfælde er der slet ingen tvivl om, at svaret er NOT.
Jeg både stornyder og bruger ofte mange af de vildt flotte, inspirerende og SKØNNE danske madblogs, der findes på nettet. Jeg har et par gange  følt mig en lille bitte smule fristet til selv at prøve at fotografere og beskrive noget af det meget dejlige mad, der udgår fra køkkenet her i hytten. 
Men ak og ve! Det er jo en håbløs opgave, når man ikke er vant til det. 
Jeg er VILDT imponeret over, at man både kan jonglere med opskrifter og madvarer, varm ovn, komfur og hvad har vi, samtidig med at man får taget megaflotte dekorative billeder undervejs. Hvordan gør I? Jeg står der med fedtede fingre og tænker på at jeg helst ikke vil tabe min iPhone ned i farsen - og vil egentlig heller ikke så gerne have den smurt ind i dej...

Bliver i øvrigt også så optaget af processen omkring madlavning, at jeg glemmer alt om at tage billeder undervejs, og når det endelig lykkes, synes jeg billederne bliver deciderede ringe!
Derfor kære dygtige madbloggere, frygt ingen konkurrence herfra, det kommer simpelthen ikke til at ske at jeg går jer i bedene. 
Det står lysende klart efter mit forsøg på at spæde gårsdagens blogindlæg der handlede om mad, op med en række billeder.

Og meget meningsfyldt følger her så et billede af en skål kirsebær plukket i egen have.

Ferieland: Tid til venner og god mad - nu med billeder!

Noget af det virkelig dejlige ved ferie er det sociale overskud, der kommer op til overfladen, når man ikke har været på arbejde i ugevis. Åh, det nyder vi her - og vi har i den sidste uges tid ikke lavet meget andet end at føjte ud til venner eller haft dejlige besøg. 

Her kommer - i bedste servicestil - en 'opskrift' på en supervellykket menu, der passer perfekt til en hyggelig aften med gode venner. 


Hovedret: Burgere af hjemmebagte boller, bøf på grill og som en del af tilbehøret coleslaw og guacamole.

Dessert: Grillede bananer med whiskey og flødeskum eller is til de voksne og det samme, dog uden whiskey til børnene!

Menuen er særdeles velegnet til børn, fordi det hele er sat frem på bordet, så de selv kan lave deres egen burger. Den fireårge her i huset har sin egen variant, som er en bolle med tomat og remoulade! 

Måske er din ægtefælle allerede begyndt på arbejde igen, mens du har fri lidt endnu,  og derfor er det smart at have handlet dagen før, for så kan du gå og hygge dig med at bage burgerboller og lave tilbehøret i løbe af dagen. Ellers tag og lav det dagen før, du vil elske dig selv for det!

Burgerbollerne bliver stensikkert en succes, hvis du bruger denne opskrift, som er fra den meget anbefalelsesværdige madblog 'Mad med hjertet'. Jeg bager disse boller i tide og utide, fordi vi i hverdagene bruger dem til børnenes madpakker.

Lige kommet ud af ovnen

Coleslaw er en amerikansk salat, hvis primære indhold er hvidkål og mayonnaise. Vi har afprøvet mange forskellige slags gennem årene, og er nu landet på, at vælger man en variant, hvor der bruges spidskål i stedet for hvidkål, så får man en langt mere velsmagende coleslaw. Derfor anbefaler jeg denne opskrift, som vi netop lavede forleden og den smager SÅ godt!

Er ikke - og bliver aldrig madblogger, hvordan hulen tager man et smart billede af en skål med coleslaw?
Sådan her?

Eller skal man så tæt på?
Er det flot med forskellige farver eller ligner det orme, der slanger
sig mellem hinanden, jeg kan simpelthen ikke selv se det?

Guacamolen findes der også mange forskellige opskrifter på, jeg er vild med denne, som er fra en rigtig dejlig blogger, der kalder sig Lone Landmand. 

Og her ser vi så en skål med guacamole. Det brune i midten er stenen fra
avocadoen, for når den lægges i bliver det ikke brunt.

Argh, glemte at fotografere under processen, men her er et billede af vores skraldespand,
da jeg var FÆRDIG med at lave guacamole!

Du begynder selvfølgelig med burgerbollerne, og mens dejen hæver kan du hygge dig med at lave coleslaw og guacamole. Som enhver ved, smager mad bedre, hvis det er lavet til høj musik og meget gerne med tilhørende dans i køkkenet. Er du til den lidt vilde genre, så er det klart Volbeat du skal have fat i - ellers laver man god mad til både Pink, Nephew, Bruce Springsteen og ABBA - alt efter smag og behag.

Når du har bagt boller og lavet de to slags tilbehør, så behøver du ikke lave en skid de næste mange timer. Altså lige afhængig af, om dit hus trænger til en overhaling, inden du vil være bekendt at invitere nogen ind. Hvis I alligevel skal sidde i haven, så drop rengøring indenfor, der er jo ingen der ser det!? Slå hellere græsset!
Alternativt slæng dig i en havestol/liggestol/drømmeseng med en god bog og nyd eftermiddagen.

Der skal selvfølgelig også snittes agurker, tomater, løg og skylles salat til burgerne, men det behøver du ikke gøre, før lige inden gæsterne kommer. Det er i øvrigt oplagt at sætte børnene til at gøre dette arbejde, mens du gør det sidste klar og dækker bord.

Det er kun mig, der kan se det, men dette billede siger en hel masse om mit ægteskab!
Jeg vil have løgene i ringe, han vil have dem skåret i små stykker.
Derfor to slags løg!

Hvis du synes, kan der laves kartoffelbåde/pommesfritter til, det vil mange gerne have til deres burger. Man kan nu sagtens udelade kartofler, hvis jeg skal bestemme... (det får jeg ikke lov til i denne sag, så hos os er der kartofler til.)

Rå kartofler - ville også have taget et billede, da de kom ud af ovnen,
men tror I, jeg huskede det?

Til gengæld tog jeg et billede af kartoffelskrællerne i køkkenvasken.
Så har man set det med.

Bøfferne grilles på weberen, (eller anden grill, hvad I nu har) og er der en mand i huset, så lad endelig ham gøre det. Mænd elsker at styre grillen og min erfaring er, at de ofte er bedre til det end deres koner, så lad dem endelig komme til. Og når gæsterne ankommer, så sørg  for at (det sker nu nok helt af sig selv) mændene står sammen og drikker en kold øl ved grillen, så bliver de i så godt humør og endnu dejligere at være sammen med!

Hvis burgerbøfferne skal være fuldstændig perfekt velsmagende, så lav et hul midt i bøffen, fyld en klat kryddersmør i og luk hullet med fars - så ryger alle planer om at holde den slanke linje for den dag, men du får bøffer, der smager som en drøm. Mange vil gerne have en cheeseburger, så der må gerne være cheddarost på bordet, som kan lægges på bøffen, når den grilles.

Man vil nok typisk beregne to burgere pr. person, men mange spiser faktisk kun én, for man propper den med gode sager. Beregn alligevel 2 pr. mand, for så har I masser af mad til en reprise dagen efter!

Når bøfferne er grillet og sat på bordet, er det bare om at kaste sig ud i at lave sig sin egen favoritburger.

Jeg lover dig, at jeres gæster vil klappe i hænderne og udbryde 'Uhm, hvor er det godt, det her' adskillige gange under middagen, og når du fortæller at de også skal have dessert, så siger de 'åh, så skulle jeg ikke have spist så meget', men tager alligevel lidt mere, fordi de ikke kan lade være.

Desserten er også en nem nem nem én, det er min absolutte yndlings, måske fordi det smager som en irish coffeee i en banan! Det er verdens nemmeste dessert, se et eksempel på fremgangsmåde lige her.

Vi dækker bord efter det princip, man nok vil kalde "tilfældighedsprincippet".
Dugen er et gammelt dynebetræk,  som jeg
har sprættet op og bruger til havebordet. 

Rigtig god fornøjelse!

Ferieland: Min tid, min sommer, min kamp

Nyder! 
Det føles som evigheder siden jeg sidst har været i denne tilstand,  og derfor nyder jeg det endnu mere. 

Med Karl Ove Knausgards roman 'Min kamp' , vand, kaffe og solhat, har jeg indtaget vores have, nogen gange i solen, andre i skyggen og er på en eller anden måde gået i ét med ferien, med omgivelserne og med de dejlige dage der lige er gået og som ligger foran mig. Vi ses med venner, tænder grillen, har overskud. 
Laver bål i haven, bager bålbrød. Fordi vi kan og gider.

Knausgard har optager mig, har overtaget mig. Slugte bind 1 i næsten én mundfuld og havde så voldsomme abstinenser efter bind 2, at jeg lukkede mig ind på byens lille selvbetjeningsbibliotek kl. 21.55, fem minutter før de lukkede en aften for at med stor lettelse at konstatere at bind 2 stod på hylden. Nu læser jeg mere moderat, ikke så sultent, men nyder hver eneste side og frydes over sætninger, der giver mig tankespind længe efter. Han skriver så fint, så vedkommende og så nærværende på en måde, som går lige i højre hjertekammer på mig... Prøv at høre den her passage:
'Tilbage kan vi ikke gå, alt hvad vi foretager os, er uopretteligt, og hvis man ser sig tilbage, er det ikke livet man ser, men døden'

Hvad læser du for tiden? Dig derude, som læser med her?

I læsepauserne, de af dem hvor jeg ikke spiser, sover eller hænger vasketøj op, fletter jeg fingre med min elskede og nyder at sommerferie klæder os som par helt ufattelig godt. Vi er sammen, vi har det godt og vores familie er i denne tid reduceret til at tælle kun os to og fællesbarnet, Lillepigen, som vi giver ekstra opmærksomhed, fordi hun savner sine søskende, der holder ferie med deres far. 

Ferieland: Gotland 2, Visby

Visby er hovedbyen på Gotland. Der bor ca. 22.000 mennesker i byen. Heldige dem siger jeg bare, tænk at bo så dejligt et sted!
Hvergang jeg sagde det derovre, mindede min søde mand mig om, at den svenske vinter er meget lang og meget kold, om jeg så stadig drømte om at bo på en ø?

Den indre del af byen er omringet af en mur, et levn fra middelalderen, som gør det meget tydeligt at forestille sig, hvordan byen har været forskanset i en tid, hvor den største fare var angreb fra havsiden.

Små skæve gamle huse klædt i blomsterpragt, smalle stejle brostensbelagte gader og masser af liv fra handlende, turister, caféer og restauranter. Ahmen, jeg siger jer, der var stemning! 

Visby er optaget på Unesco's verdenskulturarvsliste. De 3,5 km ringmur om byens midte (kaldet 'Innerstaden') er meget velbevarede og  vi tog en fin historisk vandring langs bymuren.  

Byems historie går tilbage til 1100-tallet, hvor den var en vigtig havn for Hanseforbundet.

I 1361 blev Gotland erobret af Valdemar Atterdag (Slaget ved Visby) og i 1521 ødelagde Lübeck byen.

Flere steder var ringmuren ødelagt efter angreb fra de fæle danskere, der op gennem tiden har kæmpet og slåsset rigtig meget med svenskerne.

Hvert af ringmurens tårne havde sin egen fortælling og historie. Flere af tårnene kunne man stadig gå op i, dog var det tydeligt markeret, at det var helt på egen 'risk'... 

Sommerudsigt over Visby.

Ud over at gå langs ringmuren - skiftevis på indersiden og ydersiden af den -  og bare indsnuse det fine historiske vingesus, der mærkes alle vegne, fik vi også shoppet lidt og spist en dejlig frokost på en hyggelig fortovsrestaurant.

I Visby er der også en supercharmerende havnefront med strandpromenade og badestrand.

Ferieland: Gotland 1

Jeg har efterhånden besøgt mange steder i verden, hvor naturen var overdådig smuk. 
Steder, som forevigt har prentet sig ind i min bevidsthed og givet mig en større vidvinkel på den verden, jeg lever i. 

Den svenske ø Gotland er nu, sammen Canada, Australien og Israel med på listen over de smukkeste steder i verden, jeg kender. Der var noget helt særligt - meget nordisk over naturen på Gotland, som jeg faldt pladask for.

Det gør noget ved mig at være et sted, hvor naturen næsten tager pusten fra mig, fordi den i sin storladenhed bliver næsten ubegribelig. På samme tid enkel og meget ligetil, men også forunderlig og kompleks - med et strejf af evighed. Det giver mig sug i maven og en mærkelig blandet følelse af både livsglæde og dødsangst.  Havde det fx sådan, da jeg som 17-årig stod ved Niagara Falls i Canada. 

Gotland gav mig flere gange kuldegysninger af fryd over sin skønhed. 

For at nå den tidlige morgenfærge, som sejlede kl. 04.50, stod vi op kl. 3 om natten og fulgte tre halvsovende børn ud til bilen, tjekkede huset af (igen, det var allerede gjort flere gange aftenen før) og kørte ud i den svenske morgen, hvor solen stod op på himlen over os og nye oplevelser ventede.

Både færgebillet og indkvartering var booket hjemmefra i april måned, via dette meget velfungerende site. 

Sejlturen fra Nynäshamn til Visby tog tre timer og var meget afslappende og behagelig. Vi var helt vildt trætte, men også spændte på at komme over til øen.

Der er alle muligheder for turistindkvartering på Gotland: Camping, hotel, hytte - og som vi havde valgt: Bed & breakfast i resortet Kneippbyn. Havde økonomi ikke været en faktor i vores feriebeslutninger, ville vi have lejet en hytte, for at bo fem personer i et ret lille værelse, var lige rigelig sammenpakket for os. 

Vi havde fire hele dage på øen, og de dage var så dejlige, så fine og så fyldt med "wauw" og "åh, hvor er her fantaaaastisk, jeg vil ikke hjem", at det næsten lyder for godt til at være sandt, når jeg sidder her og forsøger at beskrive det. 
Men det er sandt:Der var bare så dejligt på den ø, at vi helt sikkert vender tilbage i længere tid og får set alt det, vi ikke nåede i denne omgang. Vejret var pragtfuldt, sol og sommer alle dage.
Jeg havde på forhånd læst om øen, at man ikke kan sige, man har været der, hvis man ikke har set en af de mange rauker, der flere steder knejser i landskabet langs kysterne. En rauk er et geologisk fænomen -  et stykke fritstående klippe, eller en slags restklippe, kan man sige, som naturen gennem erosion har formet gennem tusinder af år. 

Vi tog derfor en tur ud i landskabet langs kysten, for at finde nogle af de hersens 'hvad var det nu, du sagde, de hed?' 
Rauker! ('Hvor mange gange, skal jeg sige det?)


Landskabet, vi bevægede os i, tog sig således ud. Tilsæt selv en frisk, liflig havbrise og en vidunderlig duft af sommer og saltvand:

Og her er den så, én af de største rauker på Gotland. Den kaldes Jungfrun (jomfruen) og er meget stor og meget flot. Årh, den er sej, råbte Lillepigen med nakken lagt godt tilbage, mens hun kiggede op på det imponerende stykke natur.

Sidenhen bevægede vi os på en gåtur ind i skoven. Måske for vi lidt vild, og måske var det ikke ret smart, at jeg lige den dag var iført klip-klapper købt i Fakta for 29 kr. Ikke ret velegnet fodtøj til skovbundsvandring. Pigerne smiler på billedet herunder, men det var også før vi opdagede, at vi var gået forkert og måtte temmelig langt tilbage for at dreje rigtig af.

På tilbagevejen kunne vi så se rauken fra den anden side.

Efter en svedig tur i skoven og på vandring langs kysten, var en badetur og en stor is det eneste rigtige valg. Begge dele var heldigvis lige inden for rækkevidde.