Steder, som forevigt har prentet sig ind i min bevidsthed og givet mig en større vidvinkel på den verden, jeg lever i.
Den svenske ø Gotland er nu, sammen Canada, Australien og Israel med på listen over de smukkeste steder i verden, jeg kender. Der var noget helt særligt - meget nordisk over naturen på Gotland, som jeg faldt pladask for.
Det gør noget ved mig at være et sted, hvor naturen næsten tager pusten fra mig, fordi den i sin storladenhed bliver næsten ubegribelig. På samme tid enkel og meget ligetil, men også forunderlig og kompleks - med et strejf af evighed. Det giver mig sug i maven og en mærkelig blandet følelse af både livsglæde og dødsangst. Havde det fx sådan, da jeg som 17-årig stod ved Niagara Falls i Canada.
Gotland gav mig flere gange kuldegysninger af fryd over sin skønhed.
For at nå den tidlige morgenfærge, som sejlede kl. 04.50, stod vi op kl. 3 om natten og fulgte tre halvsovende børn ud til bilen, tjekkede huset af (igen, det var allerede gjort flere gange aftenen før) og kørte ud i den svenske morgen, hvor solen stod op på himlen over os og nye oplevelser ventede.
Både færgebillet og indkvartering var booket hjemmefra i april måned, via dette meget velfungerende site.
Sejlturen fra Nynäshamn til Visby tog tre timer og var meget afslappende og behagelig. Vi var helt vildt trætte, men også spændte på at komme over til øen.
Der er alle muligheder for turistindkvartering på Gotland: Camping, hotel, hytte - og som vi havde valgt: Bed & breakfast i resortet Kneippbyn. Havde økonomi ikke været en faktor i vores feriebeslutninger, ville vi have lejet en hytte, for at bo fem personer i et ret lille værelse, var lige rigelig sammenpakket for os.
Vi havde fire hele dage på øen, og de dage var så dejlige, så fine og så fyldt med "wauw" og "åh, hvor er her fantaaaastisk, jeg vil ikke hjem", at det næsten lyder for godt til at være sandt, når jeg sidder her og forsøger at beskrive det.
Men det er sandt:Der var bare så dejligt på den ø, at vi helt sikkert vender tilbage i længere tid og får set alt det, vi ikke nåede i denne omgang. Vejret var pragtfuldt, sol og sommer alle dage.
Jeg havde på forhånd læst om øen, at man ikke kan sige, man har været der, hvis man ikke har set en af de mange rauker, der flere steder knejser i landskabet langs kysterne. En rauk er et geologisk fænomen - et stykke fritstående klippe, eller en slags restklippe, kan man sige, som naturen gennem erosion har formet gennem tusinder af år.
Vi tog derfor en tur ud i landskabet langs kysten, for at finde nogle af de hersens 'hvad var det nu, du sagde, de hed?'
Rauker! ('Hvor mange gange, skal jeg sige det?)
Landskabet, vi bevægede os i, tog sig således ud. Tilsæt selv en frisk, liflig havbrise og en vidunderlig duft af sommer og saltvand:
Og her er den så, én af de største rauker på Gotland. Den kaldes Jungfrun (jomfruen) og er meget stor og meget flot. Årh, den er sej, råbte Lillepigen med nakken lagt godt tilbage, mens hun kiggede op på det imponerende stykke natur.
Sidenhen bevægede vi os på en gåtur ind i skoven. Måske for vi lidt vild, og måske var det ikke ret smart, at jeg lige den dag var iført klip-klapper købt i Fakta for 29 kr. Ikke ret velegnet fodtøj til skovbundsvandring. Pigerne smiler på billedet herunder, men det var også før vi opdagede, at vi var gået forkert og måtte temmelig langt tilbage for at dreje rigtig af.
På tilbagevejen kunne vi så se rauken fra den anden side.
Efter en svedig tur i skoven og på vandring langs kysten, var en badetur og en stor is det eneste rigtige valg. Begge dele var heldigvis lige inden for rækkevidde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar