Mor til en 16-årig

Når jeg ser på min 16-årige datter, ser jeg en smuk, sød, kærlig og omsorgsfuld pige, der er i fuld gang med at træde både små og store skridt på vejen ind i voksenlivet. 

Jeg ser hvordan hun vokser som menneske og udvikler sig med lynets hast i sine nye rammer som gymnasieelev. Af og til ser jeg også et blik i hendes øjne, et træk ved munden eller bare en bevægelse, hun gør med hovedet som på et splitsekund bliver en teleport til et spejl, hvori jeg ser mig selv som 16-årig. 
Og i det billede af mig selv, mærker jeg hvor sårbar og skrøbelig den 16-årige også er. 

Jeg mærker i billedet af mig selv som 16-årig hvor store krav store, der bliver stillet til mig, dels af mine omgivelser, men først og fremmest af mig selv: Krav om at klare mig godt, være en god datter, en omsorgfuld storesøster, en sjov og festlig veninde og en arbejdsom, flittig og højtpræsterende gymnasieelev.

Jeg mærker og tydeligt angsten for ikke at slå til, følelsen af både at være og at se helt forkert ud, usikkerheden over om det jeg gør eller siger nu lyder dumt eller om de andre synes jeg er pinlig. 

Var det sjovt at være 16? Ja, det var det da heldigvis rigtig meget af tiden, men det var sgu også svært og hårdt!?  

At være mor til store børn, ja næsten voksne børn, rummer så mange andre og på alle måder meget større udfordringer end at være mor til små børn - og jeg er taknemmelig for at man jo heldigvis udvikler sine forældrekompetencer i takt med at ens barn/ børn bliver ældre. 

Når jeg ser på min 16-årige datter prøver jeg intenst at huske, hvordan og hvornår min mor sagde de ting, jeg havde allermest brug for at høre, da jeg var 16.

En teenagemor må nemlig ikke være for omklamrende, men for guds skyld heller ikke det modsatte. Hun skal interessere sig uden at snage, støtte op uden at blande sig - og lære at give slip uden at kontrollere.  

Teenagemoren må så i øvrigt heller ikke tale for højt, grine upassende eller spørge om vej på en dum måde.