Når jeg ved, at jeg er bagud med en masse arbejde, får jeg sådan en lille hård stress-kugle i maven, der dagen - og til tider natten igennem, sender mig usynlige dårlig-samvittigheds-signaler om, at jeg burde tage mig sammen, burde øge indsatsen, gøre mere, burde dit og burde dat.
Når min kære mand så går ind i en periode, hvor han næsten ikke er hjemme og dermed lader mig tilbage alene på posten som direktør i det hjemlige cirkus, så vokser den lille stress-kugle i maven til en centrifuge af frustration og lidt mere dårlig samvittighed. Det hele er noget, jeg ved, at jeg ikke kan bruge til en skid og alligevel ryger jeg i fælden og kører op i en spids.
Som i denne pinse, hvor jeg i alle fridagene har været alene med mine børn i helt utrolig mange timer i træk, og det sammenholdt med den lille kugle af stress og centrifugen af frustration har gjort, at jeg de sidste dage har været den udgave af mig selv, som jeg bryder mig allermest om.
Minus overskud, dårlig nattesøvn, stress over uløste arbejdsopgaver giver en virkelig lousy mor, der kommer til at skubbe sine børn fra sig, fordi hun kommer med spydige kommentarer, mens hun står der med tonsvis af vasketøj med en stor grim nej-hat på sit sure hoved. Nej, vi skal ikke plante de ærter i dag, nej vi skal ikke til Build-a-bear-butikken i dag, nej I må ikke få en is mere, I har sgu da lige fået én (herefter langt foredrag om taknemmelighed og mangel på samme), nej jeg vil ikke spille et spil nu og nej du må ikke låne min computer. Set retrospektivt, har de jo spurgt og spurgt, fordi det er den strategi de kender, for at få mig i tale - og jeg har afvist og afvist, fordi jeg har været så udkørt. Men havde jeg nu haft overskud til at løfte stemningen ved at sige ja og gøre noget sammen med mine børn, så var de måske holdt op med at spørge (for en stund i hvert fald) og dermed kunne der være faldet lidt ro og fred af til mig?
Det klæder mig ikke ret godt at være sådan her. Men jo mere jeg kæmper imod, jo værre bliver det og jo mere stresser jeg.
Jeg mangler zen, så det gør noget.
Dette billede måtte meget gerne være et symbol på mit indre liv:
Men nej, virkeligheden er mere hen ad dette her:
Må vist have denne bog ned fra hylden i dag:
5 kommentarer:
Fede billeder på indre liv. Kender jeg virkelig godt.
Godt illustreret og beskrevet.
Dumpede tilfældigt ind her og hænger lidt på. Tror på, jeg får fine betragtninger at se.
Åhhhh hvor jeg dog elsker at læse blogs, hvor jeg tænker;
Hold da kæft hvor er det godt at jeg ikke er den eneste.........:-)
Mødre med NEJ-hatte på er bare de kedeligste udgaver af dem selv.
NEJ-hatte skal puttes i en klar affaldssæk og smides i containeren til småt brændbart på genbrugspladsen!
Kender det så godt! Dejligt du beskriver, hvordan det også kan være. Det er så ensomt at tro alle andre er perfekte mødre. Der er jo både lorte og lagkage i moderskabet:-)
Kære jer,
Tusind tak for jeres kommentarer - og velkommen til Birgitte og Løvinden!
Jeg er sikker på, at enhver mor kender til dage, som dem jeg beskriver (og hvis hun siger, at det gør hun ikke, så lyver hun!) men sålænge de dumme/stressede dage, får os til at stoppe op og mærke, at "nej sådan skal det ikke være, i hvert fald ikke ret længe ad gangen" så kan jeg leve med dem...
Send en kommentar