mandag den 28. februar 2011

Susanne, Roberto og Oscar


Først og fremmest: Tillykke Susanne Bier. Den Oscar er så velfortjent og jeg er stolt over at være dansker sammen med hende.


Dernæst: Mit til alle tider og helt uden sidestykke bedste Oscar-øjeblik er fra 1997, da den italienske skuespiller og instruktør Roberto Benigni vinder en Oscar for bedste udenlandske film. Filmen "Livet er smukt" ligger højt på min private top 10 over de mest fantastiske film, jeg nogen sinde har set.


Det er Sophia Loren, der åbner kuverten med vinderens navn og hun er tydeligvis selv meget overrasket og rørt over, at det er Benigni, der vinder. Han rejser sig, fjoller og hopper over stolesæder og op på scenen og holder en helt gakket takketale på sit fjollede og gebrokne cirkusengelsk. Jeg forstår ikke alt, hvad han siger, men han taler om kærlighed, om glæde og om generøsitet og når der klippes til publikum, ser man at mange er rørte og har tårer i øjnene.

Under takketalen er der et ganske kort øjeblik, som altid har stået som noget fuldstændig absurd for mig.
Roberto Benigni siger, at den største tak, går til hans forældre hjemme i den lille italienske landsby, for de gav ham den største gave af alle: Fattigdom.


Har man interesseret sig bare den mindste smule for Roberto Benignis livshistorie, har man hørt eller læst, at han netop fremhæver sin barndoms materielle fattigdom, som kilde til al den kreativiet, han har udviklet. For den, der ikke har, må selv finde på. 
I salen sidder de smukkeste,  rigeste og mest kendte celebrities. Og de griner.
Der kommer et kæmpe latterbrøl fra publikum, fordi der står et fjols på scenen og hævder at fattigdom er en gave. De fatter ikke hvad manden taler om. Det er så absurd.


Se klippet her


Jeg tuder som pisket hver gang jeg ser det.






2 kommentarer:

Birgitte sagde ...

Tak for gensynet med Roberto... Jeg blev også meget rørt. Han har en hel fantastisk mimik og udstråling... Som om alt hvad han siger og gør, kommer lige fra hjertet.

Kærligst Birgitte

Helle sagde ...

Jeg sidder og prøver at forestille mig, hvordan det kunne have set ud, hvis Susanne Bier på samme måde, var hoppet med samlede ben, op ad trinnene til scenen. Tror bare at hendes kjole er for udringet og barmen for svulstig til at det ville kunne fungere i praksis :)