Jeg døde ikke af skræk, men det var tæt på

Har i dag overvundet en latterlig stor frygt, som I sikkert bare griner af, men for mig har den i mange år været fuldstændig reel ... Mine børn har undret sig og smilet overbærende, min mand grinet og sagt 'det passer da ikke', men det gjorde det. Jeg tør ikke prøve de store vandrutsjebaner. Dem som alle andre kommer grinende ud af og siger 'neeej hvor var det bare helt vildt sjovt, det vil jeg prøve igen'. Det tør jeg ikke.  Indtil i dag. Cirka kl. 11.15 drønede jeg, som skudt ud af en kanon, igennem en fuldstændig sindssyg vandrutsjebane i det badeland, der ligger i tilknytning til campingpladsen. Det var én af de 'vildeste' rutsjebaner (aj mor, det er altså overhovedet ikke den vildeste, der er derovre, kan jeg høre pigestemmer sige i mit indre øre, men jeg fastholder: Den var fu***** vild). Mit hjerte hamrede, som ville det poppe ud af kroppen på mig og jeg følte mig som verdens største idiot, at jeg overhovedet udsatte mig for den slags, når jeg nu hader det som pesten. Jeg mener, man kan altså godt leve et fint og helt almindeligt liv uden nogensinde at sætte sin røv i en vandrutsjebane, så hvorfor ikke bare lade være? 
Da den lysende knap skiftede fra rød til grøn, sad jeg klar i min grønne badering, satte af og kørte ud i det, der under det meste af turen, føltes som vejen direkte til Helvede. Først fik jeg bare vanvittig meget fart på, derefter begyndte det at dreje fra side til side, lidt mere fart på og ligeud, men så kom der nogle kæmpe sving, hvor jeg røg helt op ad siderne og jeg nåede at tænke, at hvis jeg ryger af, så dør jeg. Så blev det mørkt og mens jeg drønede afsted i mørket, kom der flere sving og det var som om jeg kørte i ring. Det var vist her omkring, at jeg holdt op med at trække vejret og bare klamrede til den grønne badering i håbet om at komme levende ud for enden af det snoede rør, som med et var kommet til at danne rammen om en dødsangst, jeg sjældent har oplevet tilsvarende. Turen gennem mørket føltes uendelig, men på et tidspunkt opdagede jeg, at der var blinkende stjerner overalt og så kunne jeg endelig se lyset for enden af tunnellen (hæ hæ denne meget slidte metafor er IKKE en metafor her, jeg kunne se lys forenden af tunnellen, det passer!)
Dumpede med et ordentligt plask ud af røret, væltede af baderingen og sank ned under vandet, for kort efter at komme op med et brøl.
Storepigen og Mellempigen klappede og spurgte forventningsfuldt: Var det ikke bare helt vildt sjovt mor, vil du prøve igen mor, der er én mere, som er ligeså sjov, vil du ikke også prøve den.
Nej piger, det vil mor ikke. Mor troede for lidt siden, at hun skulle dø og hun synes overhovedet ikke, at det var sjovt, så nu vil mor gerne tilbage til det lillebitte soppebassin, hvor Lillepigen leger. 
Men det sagde mor ikke. Hun sagde 'Jo, lad os prøve igen'.