Læserbrevsdebut

I sidste uge debuterede jeg som læserbrevsskribent. Det kom sig af at jeg mærkede helt langt ind i min inderste grundkerne, at sagen om den udviste familie fra mit lokalsamfund vidner om, præcis det overskriften siger.

Er man abonnent hos Politiken, kan teksten også læses her

Grænsen er nu nået for, hvad vi som samfund kan være bekendt

En velintegreret flygtningefamilie fra mit lokalsamfund står til at skulle udvises af Danmark.

Familien, der består af mor, far og tre på børn 15, 13 og 11 år blev torsdag morgen hentet på deres bopæl og kørt til Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland. Moderen skal udvises til Jordan og faderen og børnene til Vestbredden. Familien har boet i Danmark i syv år.

I skovgade, midt i Jelling står et tomt hus.

På den lokale folkeskole er der i både 8a, 6b og 4a en tom plads i klassen.

Her ved tasterne sidder jeg, næsten tom for ord og med en fornemmelse af tomhed i hjertet. Og jeg sidder især med en forstand, der ikke begriber.

Min 14-årige datter Frederikkes har en rigtig gode veninde, Alaa.

De to har gået i klasse sammen siden tredje, og de har i årevis spillet sammen på samme fodboldhold i den lokale klub.

Når udendørssæsonen begynder i næste uge, bliver det uden Alaa og hendes stærke solide midtbanespil.

Sammen med sine forældre og sine to søskende har Alaa siden torsdag morgen befundet sig på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland. Familien har ingen anelse om, hvor længe de skal være der.

Alaa skriver til sine veninder at det føles som en ond drøm, hun håber snart at vågne af, og at det eneste hun ønsker er at komme hjem til Jelling. Hun vil hjem og hun vil i skole, og ikke mindst med på den udvekslingstur til Sydtyskland om nogle uger, som hun sammen med sin klasse har forberedt og glædet sig til længe. Hun er ulykkelig, frustreret og naturligvis bange for, hvad der kommer til at ske i fremtiden.

En helt almindelig lovlydig borger er jeg. Jeg har mand, børn, parcelhus og bil. Jeg har en mellemlang uddannelse, passer mit job som lærer på en folkeskole.

Jeg har aldrig været medlem at et politisk parti, men har stemt ved samtlige folketings- og kommunalvalg siden jeg fyldte 18.

Hvordan det gik til at jeg søndag d. 27.marts var med til at arrangere det, vi selv kaldte en sympatitilkendegivelse for Alaa og hendes familie, men som medierne efterfølgende kaldte en demonstration, og i den forbindelse så mig selv stå oppe på et havebord og råbe et budskab ud til en skare på 5-600 mennesker, det har noget med anstændighed at gøre. Og om hvad jeg mener, vi som samfund kan være bekendt.  Grænsen er nået, mærker jeg helt skarpt.  Nok er nok nu.

I dagene efter har sagen fyldt mig med uro og bekymring.

Jeg ligger vågen om natten med hovedet fyldt af spørgsmål som: ’Hvilke kerneværdier bør gennemsyre et velfungerende, ressourcestærkt og moderne dansk samfund?”

Et samfund i en tid, der er kendetegnet ved globalisering, højteknologisk udvikling, og hvor digital kommunikation og udveksling af data foregår konstant og med lynets hast.

Tirsdag d. 29.marts fyldtes to busser med skoleelever her fra Jelling. De tog til Christiansborg med flag og bannere for at demonstrere mod udvisningen af Alaa og hendes familie.

Elevernes handlekraft og evne til at forsøge at skabe forandring gennem dialog og demokratiske processer, vidner om at de er børn af fremtiden, og at de har lært den lektie, vi selv har tudet dem ørerne fulde af.

De har lært at give plads. De er rummelige og opdraget til at fokusere på det, vi mennesker har til fælles og de har med egen krop mærket det, vi har lært dem om at forskellighed er en styrke.  Inklusion er med andre ikke et fremmedord for dem, talt ud af vi voksnes munde, det er en del af deres erfarede hverdagsliv.

Et hverdagsliv som Alaa og hendes søskende i syv år også har levet og virket i. Og fordi deres danskhed ikke er kommet til dem via navlesnoren, så har de knoklet ekstra hårdt for at opnå den. Og det er lykkedes.

På sigt vil disse tre børn blive gevinster for det danske samfund. De vil uden tvivl få uddannelse, arbejde og blive bidragende samfundsborgere, fordi de er bygget af præcis det globale dna, der kommer til at kendetegne fremtidens Danmark.  Vi får brug for dem. De er ikke byrder, de er gaver!

Sagen om den udviste familie har skæmmet min retfærdighedssans, og jeg vakler i troen på at vi lever i et land, hvor værdier, menneskesyn og lovgivning spiller sammen.

Vi vil have Alaa og hendes familie hjem til Jelling. 

Følg sagen via facebook her eller via de to hashtags

#familienshamasneh og #hjemtiljelling