Amsterdam 2016 #2

Som mange  måske allerede har luret, er vi en ret aktiv familie, der elsker at opleve og se noget, når vi rejser. 

Ham, der har en vielsesring magen til min er helt generelt rastløs af natur, og sidder ikke stille ret længe ad gangen, og jeg vil bare gerne udvide min horisont og lære noget om de steder, vi besøger. 

Børnene er vant til at vi suser omkring, men vi lytter også til deres ønsker, hvis der er noget særligt, de gerne vil.

På denne tur er der indkommet en del ønsker (vi har teenagepiger, don't forget) om tid til at gå i butikker, og mulighed for at fyre nogle lommepenge af, og det har vi taget højde for. 

Vi har lagt ét fast sight ind pr. dag. 

Første dag var det cykeltur, og i går var det et besøg på muséet Anne Franks Hus. Vi talte allerede om det museum, da vi var i Amsterdam for 4 år siden, men da havde vi ikke fattet at der er 3-4 timers kø til indgangen, hvis man ikke har booket billetter hjemmefra. 

Jeg lovede Storepigen og Mellempigen at vi ville besøge stedet næste gang, vi kom til Amsterdam. 

Så billetterne var booket hjemmefra og når man booker, vælger man et ankomsttidspunkt, som billetten så gælder til, og man kan dermed springe køen over og gå lige ind. Smart!

Vi sov længe, hyggede om formiddagen, jeg læste, pigerne spillede Wii og manden (den rastløse) gav sig til at støvsuge. Efter frokost tog vi med sporvognen til centrum og fandt det berømte hus, hvor Anne Frank og hendes familie i årevis gemte sig for nazistene.

For at give Lillepigen en chance for at få noget ud af besøget, havde jeg ved flere lejligheder i tiden op til brugt lidt tid og energi på at give hende en for-forståelse (ja, sorry børn, jeres mor er lærer!). 

Jeg havde fortalt hende om Anne Frank og hendes familie, om jøder, om Anden Verdenskrig, om Hitler, nazisme og hvorfor de måtte gemme sig for tyskerne, og aftenen før besøget så vi sammen en udsendelse om Anne Frank, jeg havde fundet på YouTube. 

Og jeg formåede endda at oversætte fra engelsk, samtidig med at jeg besvarede alle den 7-åriges mange spørgsmål, mens vi så udsendelsen.

Således godt forberedt lod vi os suge ind i historien om den unge Anne, der i de mørke, stille indespærrede år betroede sig til den dagbog, der siden den udkom i 1947 har været kendt verden over. 

Både Storepigen og Mellempigen har læst dagbogen, (indrømmelse: Jeg har så ikke læst den, men vi har den derhjemme, så det vil jeg få gjort) og synes det var ret syret og spændende at gå rundt i lige præcis dét hus, og ikke mindst op på loftet, hvor den tyskfødte jødiske pige nedskrev sine inderste tanker, og drømme om et bedre liv i en fredelig verden. 

Det var kun faderen, Otto Frank, der overlevede krigen. Moderen og de to døtre døde af sygdom i Therezienstadt, hvor de blev sendt hen, efter at deres gemmested blev afsløret. 

Jeg tog ingen billeder under besøget, havde rigeligt at gøre med at læse, oversætte, forklare osv. til den 7-årige, som var meget opslugt undervejs, omend hendes tur gennem huset gik lidt hurtigere end de store pigers. 

Men her kommer et stemningsbillede fra en hyggelig gade, hvor vi efterfølgende fik en kold forfriskning på en hyggelig bar.