mandag den 8. april 2013

Hvad kan frøer ikke tåle til?

I den seneste tid har Lillepigen på 4 ½ år udviklet en særpræget spørgeleg ved aftensbordet. Legen går i al sin enkelthed ud på, at hun spørger os, hvad et eller andet ikke kan tåle og vi skal så komme med alle de svar, vi kan. Hun lyder så sød, når hun spørger, for hun siger "tåle til" som i:

'Hvad kan ænder ikke tåle til?'
- og så svarer vi at ænder kan ikke tåle at være for længe under vand, de kan ikke tåle frostvejr og de kan heller ikke tåle at øhh .. .blive kørt over af en bil...

Så spiser vi lidt videre og så fortsætter hun:
'Hvad kan hunde ikke tåle til?' 
- og vi svarer at der er meget mad, hunde ikke kan tåle, at de ikke kan tåle at man råber dem højt ind i øret, og at de heller ikke kan tåle at ... blive kørt over af en damptromle? 

Lidt efter:
'Hvad kan blomster ikke tåle til? 
Og så kører det igen - vi har mange bidrag, og vi er opfindsomme. Efterhånden er legen blevet mere og mere dramatisk, og jeg har flere gange tænkt, at den snart skal stoppe, for det er gået lidt over gevind:
-Mus kan ikke tåle til at man sparker til dem med træsko på
-Frøer kan ikke tåle til at man sætter ild til dem
-Fugle kan ikke tåle til at være for længe under vand


Derfor blev jeg så glad, da jeg på denne helt utrolig dejlige blog blev ledt på sporet af, at vi skal have genoptaget de positive samtaler ved bordet, hvor alle får taletid og skal fortælle noget godt/sjovt/spændende, de har oplevet eller hørt i løbet af dagen.

Jeg kan nemlig ikke tåle til at høre mere om dyr, der bliver slået med en spade, sat ild til eller kørt over med en damptromle :-)



1 kommentar:

Kirsten sagde ...

Vi har en leg som vi nogen gange har kræfter til at lege fredag aften ved middagen. Hver især skal fortælle det værste der skete i løbet af ugen og hvad der er det bedste der skete. Og kun en ting.
Det er faktisk rigtig hyggeligt og sjovt at se hvor forskelligt ting opleves.