Mysteriet om den forsvundne madpakke

Jeg pakkede den med lynets hast samme morgen. To skiver af mit hjemmebagte stenalderbrød, en avocado, et grønt æble fra haven, et kogt æg og en müslibar. I en klar frysepose med knude. Travl morgen, hurtigt ud af døren. Taske, nøgler, telefon, iPad, madpakke, hurtigt ud i bilen og afsted.

Ankom til arbejde i god tid, hængte jakke, stillede taske, lagde madpakke i køleskab. På nederste hylde.

Kl. 10 vil jeg spise æble og müslibar og åbner køleskab, men kan ikke få øje på madpakke. Leder længe, tømmer køleskabs-hylde, fatter intet. Madpakke er væk. Helt væk. Må ha' glemt den i bil tænker jeg, og går ud til bil. Lægger mig nærmest ned i bunden af bilen, undersøger under sæder, allevegne. Ingen madpakke. Går igen ind og leder i køleskab. Også det andet køleskab, hvor jeg ved den ikke er, men har nogen mon flyttet den? Aber nein. Ingen mad.

Begynder at overveje om en kollega kan have taget fejl af madpakkerne, men det er så usandsynligt at jeg mere hælder til en form for madpakke-tyveri, at nogen har taget den. Spist den. Ædt den. But why? Har så mange søde kolleger, det kunne de aldrig finde på. Og dog... Får mistanke, men skyder den straks til side, fordi min samvittighed melder klart ud: Sådan noget må jeg ikke tænke om andre. 

Skriver humoristisk seddel og hænger ind i køleskab: Efterlysing af madpakke. Signalement, æg og avocado.  Beslutter at give dusør til den, der kan frembringe oplysninger om, hvor fanden i hele hule helvede min mad er blevet af? Sult klæder mig ikke, jeg finder noget knækbrød, som jeg gnaver i arrigskab. 

Kl. 12 fyldes personalestuen af sultne madpakkefortærende lærere og pædagoger. Jeg drikker kaffe, mens jeg sultent skuler til de andres madpakker. Især æblet og avocadoen gør den genkendelig, men jeg spotter ingen med den kombination. Havde man nailet en kollegas madpakke, satte man sig nok heller ikke i offentlighed og spiste den.

Ved skoledagens ophør har jeg fået overbevist mig selv om, at min hukommelse må have spillet mig et puds, det passer ikke at jeg satte den i køleskabet på personalestuen, jeg må have glemt den derhjemme, og derefter glemt at jeg har glemt den. Så slemt står det til med at huske i en travl travl  hverdag, det må være sådan det hænger sammen. Den tanke giver mig en form for ro, og jeg glæder mig næsten til at komme hjem og konstatere at min madpakke står på køkkenbordet eller på den grønne kommode i entréen.

Det gør den bare ikke. Der er ikke skyggen af nogen madpakke i hele huset. Jeg begriber det ikke, men ender med at sige højt til mig selv, at jeg ikke vil spekulere mere over den skide madpakke. Nogen mysterier blir aldrig opklaret, sådan er det med dette, og jeg affinder mig med det. Det bliver jeg nødt til, har sådan set ikke andre muligheder. Sagen uopklaret.

Min madpakke forsvandt på mystisk vis i dag, fortæller jeg min familie ved middagsbordet. Ordet madpakke får husets yngste til af afbryde mig: Mor, hvorfor havde du egentlig givet mig æg og avocado med i lille-madpakke, når du ved jeg ikke kan lide nogen af delene?