JA

JA, vi er landet på benene igen efter en bededagsferie, hvor alt handlede om Mellempigens konfirmation.
JA, vi havde glædet os så meget til dagen, og JA, jeg var ved at skide en grøn gris af skræk for at noget gik galt/nogen blev syge/ vi havde glemt noget/huset brændte/indsæt selv katastrofe, og JA alle mine bekymringer viste sig at være spildte, for JA, det hele gik bare så godt.
Jeg svarer også smilende stort og rungende JA til at:

• Jeg vågnede kl. 05.00 fredag morgen
• Hun var den smukkeste konfirmand af dem alle
• Hun var glad, spændt og sidenhen lettet og tilfreds
• Gæsterne var søde, dejlige og hyggelige
• Vi kunne igen sagtens holde en fest sammen, eks'en og jeg, det gik så fint. Alt gik fint. 
• Maden var super og der var rigelig af den (vi siger tak til vores all times yndlingscateringfirma for igen at leve fuldt ud op til vores eferhånden ret høje forventninger)
• Min tale forløb lige som jeg ønskede det
• Mormor havde igen skrevet en sang, der gik rent hjem - fedt at nogen kan og gider den slags.
• Der var en skæg quiz fra faster og en anden fra en onkel, så fedt
• Jeg var træt, da de sidste gæster var kørt
• Jeg var glad og lettet, da jeg lå i min seng
• Jeg var træt, da jeg vågnede næste morgen, men
• Jeg er stadig glad og lettet.