søndag den 13. december 2015

Lucia! Og hvor er de 11 dage?

I morgen d.13.december er det Luciadag, men hvad er det er egentlig for en historie vi markerer hvert år med yndige optog af søde syngende børn i hvide kjoler, der stolt bærer lyset frem? 

Jeg linker herunder til en artikel, der både grundigt og pædagogisk fortæller om Luciatraditionen og kvinden bag, men orker du ikke at læse den, kommer her et kort resume af fortællingen om Lucia. Der findes lidt forskellige varianter af historien, men den går i store træk sådan:

Lucia blev født i 283 på Sicilien.  
Som ung lod hun sig omvende fra det romerske flerguderi til kristendommen.
Fordi de kristne ikke ville ofre til kejseren af Rom, var han pissesur på dem. 
Og fordi kejseren af Rom var pissesur på de kristne, sørgede han for at de blev forfulgt og tortureret.
Han gik faktisk så langt som til helt at forbyde kristendom.
Så derfor var de kristne nødt til at gemme sig og leve i skjul og mange af dem gemte sig i katakomber - huler under jorden. 
Lucia var fra en meget fin og velhavende familie, så hun blev ikke forfulgt, selvom hun var kristen. 
I stedet brugte hun sin tid på at hjælpe de kristne, som levede i skjul. Det gjorde hun ved at bringe dem mad nede i hulerne.
Når hun om natten gik med favnen fuld af mad ned i katakomberne, kunne hun ikke også bære et lys. Derfor konstruerede hun sig en krans med lys, som hun monterede på sit hoved. (Ahaaaa, tænker du nok, lyskrans på hoved, yes der var den!) 

Lucias mor blev meget syg, og Lucia bad om et mirakel. Hun lovede Gud at hvis moderen blev rask, ville hun - Lucia altså - tjene Gud resten af sit liv. Og Lucias mor blev rask.
Og så ville hun i kloster og tjene Gud. Der var bare lige det aber dabei at Lucia var lovet væk til en fin romer, der ikke var af kristen slægt.
Han blev rimelig sur over at blive disset af sin forlovede, og han hævnede sig ved at angive hende til myndighederne.
Lucia blev straffet ad flere omgange, men overlevede - blandt andet kastedes hun på et bål, men døde ikke før dommeren stak sit sværd i hende.
Hendes dødsdag er d. 13. december 304.  

Lucia blev  efter sin død ophøjet til helgen, og fordi hendes navn betyder lys, er hun skytshelgen for blinde og svagtsynede. 
Hun afbildes ofte med et fad i hænderne, hvori der ligger to øjne. 

Og så lige det med de 11 dage: Før man i 1700-tallet gik over til den gregorianske kalender, var luciadag d. 13.december, årets korteste dag. Men i den nye kalender fjernede man 11 dage, og den korteste dag var nu d. 21. december. 
Da jeg læste det, undrede jeg mig i et kort øjeblik over, hvor hulan de 11 dage, man fjernede, blev af?
Ligger der 11 dage og rasler rundt på bunden af en forlængst glemt kiste et sted i Rom? 

Læs mere her: Lucia

                                           

1 kommentar:

Mor-monsteret fra Skøre Liv sagde ...

Fantastisk Update på Lucia-fakta! Så behøver jeg ikke undre mig mere, det er en god historie! Jeg ku' godt bruge 11 dage mere om året (i weekendform, helst), så de må godt rasle forbi på min vej....