søndag den 23. august 2015

Back on track

Da jeg i august 2013 begyndte jeg på et  bodypowerhold   hver onsdag morgen fra kl. 6.15-7.15, havde jeg ingen anelse om, hvor stor en forandring denne nye vane ville tilføre mit liv. Jeg har elsket disse morgener, og følt mig blandt de sejeste i verden, især i vinterperioden, hvor det jo fandme nærmest var nat, når jeg stod op kl. 5.20 og listede afsted med sportstasken under armen. 


Forandringerne satte ind som kædereaktioner, hvor den ene gode vane skubbede den næste igang. 

Jeg nævner i flæng - og jeg nævner disse punkter, fordi jeg HAR sådan brug for at minde mig selv om det:

  • Motion = Nedsat sukkerindtag.
Det skyldes at jeg er så skide stolt af mig selv, når jeg endelig har trænet, at jeg ikke 'nænner' at fylde de afbrændte kalorier i hovedet igen. Derfor ikke spiser jeg langt mindre usundt på de dage, jeg har trænet eller løbet.


  • Motion = Bedre nattesøvn = Øget overskud til motion.
Det er jo logik for burhøns: Jo bedre jeg sover om natten, jo mere udhvilet er jeg, og jo mere udhvilet jeg er, jo mere overskud har jeg til at komme afsted.

  • Motion = Øget trivsel, større velvære og livsglæde.
Det er store ord her på en søndag formiddag, men ordene er sande. Jeg nyder suset af endorfiner i kroppen efter en løbetur, eller når jeg sveder som et svin med en vægtstang. Den selvfede følelse, der sidder i kroppen mange tiner efter, giver mentalt overskud. 

  • Motion = Øget kropsbevidsthed = større selvindsigt
Når jeg er i god form og træner/motionerer regelmæssigt, kan jeg decideret 'mærke min krop' meget bedre. Den ser også bedre ud, det siger sig selv.

I løbet af to år har jeg skabt mig mange gode vaner, haft de dejligste og svedigste stunder, i løbeskoene, i badedragten og på hold i træningscenteret. 


I begyndelsen af maj 2015 røg hele lortet på gulvet fra det ene øjeblik til det andet.  Ulidelige smerter i højre arm viste sig at være en diskusprolaps  i nakken, og der var ikke andet at gøre end at trække motions-stikket helt ud. Jeg havde så ondt at jeg intet kunne, og det var sådan set heldigt nok, for jeg fik også strenge ordrer på at holde mig i ro, og give min krop fred til at hele diskusprolapsen op.
Ud over mange daglige øvelser, instrueret af fysioterapeut, har jeg hele sommeren ikke lavet andet motion end at gå ture.

Med god hjælp fra fysioterapi og en nyerhvervet indsigt i * hvordan og hvorfor man tager smertestillende medicin, er jeg nu på den anden side af langt det meste. 

Fyssen har givet grønt lys for at jeg LANGSOMT må begynde at løbe og at træne igen.
Langsomt. Det giver helt sig selv, for jeg kan ikke. Formen er elendig, så jeg skal i gang fra scratch. Op på hesten igen. Hesten er et bjerg, og jeg har kun lige taget de to første skridt op ad for at komme over det. For satan! 





Første løbetur efter næsten 4 måneders motionspause.
Fy for satan, det var ikke sjovt. 

*Jeg anvendte i de første mange uger smertestillende helt forkert. Jeg troede det gjaldt om at holde smerterne ud, så godt man kunne, og når man så ikke kunne holde det ud mere, SÅ tage smertestillende. Mine stærke smerter gjorde, at jeg spændte helt vildt og voldsomt op i nakke og skulder og dermed fik endnu flere smerter. Faktisk en skade i skuldren af smerter i nakken!? En sygeplejerske på Rygcenter Middelfart forklarede mig (ved at tegne og fortælle) at jeg sad fast i en smertecirkel, og at den skulle brydes med regelmæssigt dagligt indtag af smertestillende medicin. Og her talte vi ikke bare om håndkøbs Pamoler og Pinex, men om 665 mg's recept-Panodiler og Dolol, som er et morfinpræparat. Jeg skal lige love for at det hjalp!


Ingen kommentarer: