Ord på en søndag

Er rigtig godt tilpas med:
-At det er lykkes mig over nogle uger at komme ind under huden på nogle symptomer, jeg heldigvis tog alvorlig med det samme. Selv de mindst tegn på stress, skal man tage dødsensalvorligt. Jeg skrev om det i  dette indlæg.

Noget af det, der er lykkes er:
At tiltvinge mig mentale breaks. Mit hoved har brug for flere pauser i løbet af en dag, end jeg har villet (kunnet?) give det. En supergod hjælper i denne proces er denne app, som jeg bruger flere gange om ugen. 

Kunne simpelthen så godt lide:
Det præsten til dagens gudstjeneste fik sagt om at erkende skyld og dermed blive i stand til at gå forsoningens vej. For at kunne føle ægte tilgivelse, må man erkende sin skyld. At erkende sin skyld betyder i denne sammenhæng at man indser, at man ikke er perfekt, der begår fejl. Jeg har haft udtrykket 'at gå forsoningens vej' liggende i mundhulen, som et sødt og varmt bolsje.

Er helt ind i hjertet glad for:
At så mange har valgt at tage bladet fra munden og stå frem i medierne eller på åben gade med budskab, der gør op med den ondskab, fordømmelse og ødelæggelse, der ligger bag attentater og terrorhandlinger. Jeg nikker i ærbødig respekt for dem alle, både Rasmus med sit skilt, den beundringsværdige gymnasiepige med sit lidt kluntede, men yderst velmenende og helt igennem ærlige digt eller det mest interessante jeg har læst i de sidste par uger, nemlig denne artikel af Georg Metz, der belyser den synsvinkel, jeg meget gerne ser mere fremtrædende i den offentlige debat: At vi, både som samfund og som enkeltindivider også bør vinkle vores brug af ytringsfriheden i et etisk perspektiv.
Han skriver om offentliggørelsen af de omstridte satiriske tegninger:
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for mig at høre på,” siger han.
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for mig at høre på,” siger han.
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for 
mig at høre på,” siger han.

Og han fortsætter:
I 2010 udkom digteren Peter Poulsen med digtsamlingen ”Rulleteksterne”. Heri finder man blandt andet følgende linjer, som Georg Metz mener, er en fortræffelig kommentar til hele debatten om ytringsfrihed.

”For at værne om ytringsfriheden

råber jeg røvhul efter naboen”.


”Digtet gik lige ind, da jeg læste det, og samtidig var det jo morsomt. En del af argumentationen ved tegningerne var netop, at fordi vi havde ret til at ytre os, så skulle vi også gøre det.

Jeg er enig med mr. Metz. Jeg ser faktisk ikke én eneste grund til at at man overfor medmennesker, behøver træde så hårdt ned, man kan, lige præcis der,  hvor tåen er aller-ømmest.