Bloggens mange ansigter - og mine

 Så kom der det ene seriøse indlæg efter det andet, og straks tænkte damen, åh nej nu fremstår jeg som en tør tante, der tager livet meget tungt og alvorligt, jeg må hellere være lidt sjov, så de ikke keder sig ihjel. Det sjove, hvis det bliver for påtaget,  har det så med at gå hen og blive en smule plat og lige nøjagtig plat, det gider jeg ikke have siddende som mærkat i panden. Ikke for længe ad gangen, i hvert fald. Skriver løs, sletter, kasserer, det og det duer ikke. 
Prøver til med det der kirkehalløj, som faktisk er det eneste emne, jeg skriver om, som ikke er et emne, jeg taler om. Måske derfor bliver jeg nogen gange tangerende paranoid, ryger jeg nu i bås som en Hellig-Frans, der sidder med foldede hænder og tænker store tanker om livet, døden og kærligheden? 
Så er der hverdagen, børnene og ham, der har en vielsesring magen til min. Vi er så skide ordinære og måske ligefrem uinteressante, så er der overhovedet noget at skrive om?

Jeg skriver altså lidt i den ene retning og så lidt i den anden. 

Og beslutter mig for at det jo lige præcis er sådan, jeg vil have, at det skal være her. 
Mit Helle skulle jo netop være mit helle, hvor jeg kunne tømme rodekassen med tanker ud i æteren, og hvor jeg besluttede at jeg ville prøve at sætte ord på dele af min verden, som til daglig stort set ingen ord får med på vejen. 

Jeg er jo netop lidt af det hele, min verden har mange facetter og vinkler - og det er dét, jeg håber kommer frem her. 
Som mennesker rummer vi alle adskillige roller, alt efter relationer og situationer. 
Forskellige ansigter kunne man også kalde det.
Min pointe er, at jeg holder af bloggen som den er, fordi den har mange ansigter, og dermed afspejler mig ret fint.

Og nu vi er ved begrebet 'mange ansigter', så lad mig præsentere:

Her ser jeg nogen lunde almindelig ud,
prøver i hvert fald på det.

Men nu skruer jeg lidt op for charmen ved at løfte blikke
og sende verden et smil, endda et af dem med næserynker.

Her er jeg lidt forvirret, sådan til den grublende
side. Det giver mig desværre et fæl rynke i panden.
Når jeg en sjælden gang i mellem er en sur skolelærer, ses rynken
alt for tydeligt og så tænker jeg at Botox må være eneste løsning?

Her er mit babe-agtige blondinefjæs, I ved der hvor man prøver
prøver at trutte lidt med munden, for at signalere sexappeal,
men i stedet ligner én, der prøver at skjule en tandbøjle?
Det er ikke et fjæs, jeg anvender i praksis,  hvilket nok må tilskrives
min efterhånden ret fremskredne alder

Her er mit 'hvad skal der dog blive af os allesammen-ansigt',
som afspejler både forvirring og fortvivlelse

Sig mig engang, har jeg noget siddende mellem fortænderne?

Kender I legen, 'hvem kan lave det grimmeste fjæs'?
Du er hermed udfordret!

Det tænksomme 'skuer-ud-i-horisonten'-blik

Sådan (siddende i køkkenet med kameraet på iPhonen vendt mod sig selv) kan man fordrive de 10 minutters ventetid, mens pastaen koger!