Sjovt
Bloggen Live fra Lolland får mig til at smile bredt. Kristinas enkle og lidt barnlige tegneudtryk, kombineret med ærlige og velskrevne tekster, er så fyldt med lune, varme og humor at jeg blev fan den første dag, jeg fandt bloggen. Det bliver du helt sikkert også.
Irriterende
Køb af sort sportsbuks i kendt mærke viste sig at være med bukseben så brede, at der reelt var tale om trompetbuks. Købt skidebilligt på trendsales, smidt direkte ud i posen med tøj, der skal til genbrug.
Rørende
Fik til dagens lokale gymnastikopvisning øje på en pige, der i børnehavetiden var en meget lidt køn buttet trunte med runde kinder og smalle øjne. Nu stod hun forrest i sin række på gulvet og var en lang, slank og meget smuk 12-årig. Tror også at tidsperspektivet ramte mig i hjertet, sådan på den bedstemoragtige - 'Jøsses hvor er du vokset'-måde.
Sexet
Hvem er mon den bedste sexpartner - Thomas Blachman, Thomas Helmig eller Thomas Skov? Det lå jeg søvnløs forleden aften og tænkte længe over, dog uden at nå frem til noget. Hvem tror du? Blachman er den, jeg er mest nysgerrig på - tror bestemt ikke han er kedelig, men skulle jeg vælge en tester af de tre, ville jeg nu nok springe på Helmig. (Skov er for ung) Har trods alt været Helmig-hooked on and off siden 13-års alderen. (Her følger stor trang til at lave smiley, som dog undertrykkes, men se den for dig).
Mærkeligt
Som tanker har det med at fare rundt i hovedet, især når jeg ikke kan sove. Jævnfør ovenstående.
Dejligt
Når ham der har en vielsesring magen til min, kommer svedigt prustende og helt vildt glad hjem fra løbetur, og stolt fortæller at han har slået ny løberekord. Svedig mand i løbetøj er sexet, især min. Værd at notere og benytte sig af. Trang til smiley igen.
Fint
På den blev-så-varm-om-hjertet måde, da vores tilsammen fire piger, Lillepigen, Mellempigen, Storepigen og Størstepigen i dag sad tæt sammen, fnisede og hyggede. I et splitsekund mærkede jeg helt tydeligt, at verden er et godt sted at være og at det nok skal gå alt sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar