Foretog mig denne formiddag noget der i mit daglige virke er så uhørt, at vi taler om en virkelig seriøst sjælden hændelse. Ud over at hændelsen var fyldt med rendyrket hygge og nydelse, fordybning og afslapning, så var det bedste ved den faktisk, at jeg gjorde det helt uden dårlig samvittighed. Ikke så meget som det mindste strejf var der.
Jeg blev liggende.
Blev simpelthen liggende i min seng fra jeg vågnede ved 7.30-tiden og til ca. 11.30. Mand og børn var oppe, legede, snakkede og hyggede, men med mig var der ingen kontakt. Overhovedet.
For jeg læste. Slugte sider i højt tempo, mens jeg skiftevis lod tårer trille, trak på smilebåndet og gyste.
Da jeg lukkede bogen i aftes, var jeg kommet så langt ind i fortællingen, og var blevet så opslugt at jeg vidste, at når jeg vågnede her til morgen, ville jeg ikke stå op, før jeg havde læst den færdig. Og sådan blev det.
Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd er én af de bedste bøger, jeg længe har læst.
Fortællingen er lige så veldrejet som forfatterens to tidligere udgivelser Drageløberen og Under en strålende sol.
Den afghansk fødte Khaled Hosseini skriver sig helt ind under huden på læseren og lige lukt ind i hjertet. Man kommer uvilkårligt til at holde så meget af bogens personer, at man kæmper sammen med dem, græder, glædes og røres med dem.
Der er så meget skæbne i den her fortælling. Og løse ender, der i løbet af bogen flettes ind i hinanden og til sidst bindes sammen i en smuk sløjfe af stærke familiebånd og stor stor kærlighed. Åh hvor var det dog en god bog.
1 kommentar:
Åh, den vil jeg også gerne læse - var opslugt af de foregående to, så mon ikke der er det samme med denne.
Godt input til fødselsdags ønskesedlen.
Send en kommentar