mandag den 7. oktober 2013

Frustrationsrobusthed

Jeg lærte fornylig et nyt ord. Begrebet, som ordet dækker over, har jeg kendt længe - så det var forløsende endelig at få det helt rigtige ord sat på.

Min yngste datter og jeg er ude at handle. Hun får øje på en sjov lille bamse med en rød sløjfe om halsen og spørger mig, om hun må få den. Jeg svarer nej. Min datter insisterer. Jamen, jeg vil have den mor, kom nuuu, må jeg ikke nok, og da jeg fastholder mit nej, begynder hun at græde meget højt. Hendes halvhysteriske skrigestemme skærer i mine ører og jeg mærker sveden i nakken og ikke mindst blikkene fra butikkens øvrige kunder. Jeg tager min datter ved hånden og får hende med videre. Hun græder stadig højt, men det nytter ikke noget. Det ved jeg. Hun er nødt til at lære at tackle et nej.

Frustrationsrobusthed.
Fru-stra-ti-ons-ro-bust-hed.

Udtrykket tilhører Mads Hermansen, som er professor i pædagogik og tæt på at være ét af de klogeste mennesker, jeg kender. Altså kender som I 'har hørt foredrag med/har læst tekster og bøger af', for jeg kender ham (desværre) ikke personligt.

Mads Hermansen siger, at forældre og lærere/pædagoger i skolen har ansvaret for at lære vores børn/elever frustrationsrobusthed.

Dvs. at lære dem at tackle modgang uden at deres verden bryder sammen. 

At kunne leve med at nogen gange lykkes det, man har sat sig for ikke, men at verden alligevel bliver stående. Og ikke mindst: er god at være i.

Siden jeg mødte begrebet, er jeg blevet opmærksom på, hvor mange børn jeg kender, der netop ikke er særlig robuste, når det kommer til at tackle frustration. Børn, der reagerer med voldsom vrede, hvis de får nej, bliver bedt om at vente eller ganske enkelt ikke bliver hørt, hvergang de har noget på hjerte.  Børn, der ikke evner at kæmpe for at få en opgave til at lykkes, men som i stedet giver op. Alt for hurtigt. 

Det handler ikke om, at vi voksne skal være skrappe og skælde mere ud. Slet slet ikke. Nærmest tvært imod vil jeg sige. Men det handler om, at vores børn skal lære at tage imod et nej fra en voksen, som har taget ansvar og står ved det han/hun siger. For sådan er livet jo - nogen gange bliver ens planer modsagt eller noget lykkes ikke. Så må man prøve igen eller prøve noget andet. Eller droppe det.

Frustrationsrobustheden går hånd i hånd med erkendelsen af at være én, der er god nok. Én, der duer til noget. 

I kender det sikkert: Man kan føle mig som verdens dummeste mor (og ens barn fortæller også gerne højt, at man er det), når barnet  ligger der på gulvet i supermarkedet og skriger, men i virkeligheden er man en god forælder. Fordi man lærer sit barn at tåle modgang.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------

PS. Hvis du interesserer dig for læring og undervisning og måske endda som jeg har smag for Mads Hermansens forskning i pædagogik, så se ham her i denne 20 minutters mini-forelæsning.
klik her

3 kommentarer:

Haveheksen sagde ...

Frustrationsrobusthed......Det var dog et dejligt ord.

Har du måske et forslag til hvordan man kan opbygge det?
Min yngste datter, opgiver ALT ved den allerførste lillebitte modstand/forhindring?
Engang i mellem kunne jeg godt tænke mig et mægtigt raserianfald, i stedet for den triste opgivenhed.
I morgen skal vi til skole-forældresamtale og det går igen (endnu en gang) i det meste af elevplanen. Sød, dygtig, stille, rummelig, velforberedt, rigtig god empati, har svært ved at læse fagtekster, er lidt usikker og giver meget hurtigt op........SUK altså.
Jeg bliver så ked af det på hendes vegne, for hun kan godt, især når solen skinner, bedsteveninden vil spise med og samtlige planeter står i de rigtige vinkler. Ellers er hun temmelig modløs på egne vegne og meget lidt frustrationsrobust.

Mit Helle sagde ...

Hej du1
Tusind tak for din kommentar og for dit spørgsmål, som jeg har tænkt meget over - og meget gerne vil have lov til at komme med et ordentligt svar på på et tidspunkt, når jeg har ro til at skrive. Hvor gammel er din datter?
KH Helle

Haveheksen sagde ...

Ih, hvor er jeg glad for det:-) Anna er 12 år og går i 6. klasse. Hun er nok en typisk sød, stille pige, som er meget vellidt. I indskolingen var hun fagligt nogenlunde med, men er siden da sakket bagud af midtergruppen. Klassesammensætningen er til den tunge side. Det er indklusion in real life. Heldigvis er der et rigtigt godt lærerteam i klassen.
Jeg har generelt MEGET stor respekt for lærere. Hold da k..., hvor er det et stort stykke arbejde I lægger tanker og sjæl i hver dag!