Mere speltmor

Forleden linkede jeg i et blogindlæg, til en artikel, hvor forfatteren stiller spørgsmålstegn ved om "speltmoren" overhovedet eksisterer i virkeligheden, eller om hun blot er en slags manifestation af den almindelige mors dårlige samvittighed og utilstrækkelighed.
Jeg fik nogle virkelig gode læserkommentarer (af hjertet tak for dem) og kan nikke genkendende til pointer i samtlige kommentarer. Nogle bekræfter, at hun skam findes i levende live - speltmoren - andre hælder mest til .at hun er en fiktiv rolle. Jeg lander selv et sted midt imellem.
Den kvinde, jeg kender. der kommer allertættest på det, jeg forstår ved en ægte speltmor (et ord, som jeg i øvrigt har taget til mig i dagens anledning - i mit sprog hedder hun en Urtekusse eller en Klidmoster, men det er underordnet, nu kalder vi hende speltmor) - hun ved ikke selv, at hun er det. Hun bor på et landsted, har høns, får og hest, strikker, bager, sylter og er tidligt hjemme hver dag. Hendes børn drikker hjemmelavet saft af havens frugter og hun bager alt brød selv. Hendes mand er lige blevet færdig med en tilbygning til huset og han har også selv anlagt have og terrasse.
En på mange måder beundringværdig familie, der klarer sig fint, trods forholdsvis lav husstandindkomst.  De kender ikke til stress og jag.
Jeg tror at én af de største årsager til, at denne kvinde har fred, overskud og tid til at dyrke alle sine sysler i ro og mag er at hun 1) Ikke er på facebook 2) ikke har en smartphone 3) stort set ikke ser tv. Hun har heller ikke et job, der kræver noget af hende, når hun ikke er på arbejde.


Derfor er jeg sikker på, at Fruen i Midten rammer plet, når hun i sin kommentar hævder, at det ikke er "den rigtige speltmor", der irriterer os - men snarere en mellemgruppe af "wannabees", der konstant fremhæver alt det rigtige, de gør, og som dermed giver dem, der lige den dag har følt sig som utilstrækkelige skod-mødre rigtig dårlig samvittighed.


Jeg er dybt splittet og nu skifter jeg side. For jeg har også en speltmor boende inde i mig og når hun viser sit glade, milde ansigt - og står klar i døren til det rengjorte hus  med hjemmebagte (grov-)boller til børnene, så bliver jeg sgu så glad for mit liv, at jeg typisk får lyst til at dele det med mine venner på facebook. Eller hvis jeg er pissestolt over at have været ude at løbe - så har jeg også lyst til at fortælle det til Gud og Hvermand og må man nu ikke det?


Er det virkelig ikke okay at dele hverdagens små succeser med omverdenen og med stolthed tage imod de skulderklap, der måtte falde af? 
Hvis nogen får dårlig samvittighed eller føler sig generet af det, så kunne man jo også anlægge det perspektiv, at det er dem, der har et problem...?



Den ægte speltmor er slet ikke på facebook og hun kunne ikke drømme om at "bryste sig" af sin hjemmelavede æblesaft, sine børns hjemmestrikkede sokker eller surdejen i køleskabet. Tanken falder hende slet ikke ind, hun gør de ting, fordi de er selvfølgelige for hende. Hun har truffet nogle klare valg og gjort nogle endnu klarere fravalg.
Og her er vi nok i nærheden af sagens kerne: Vi er alt for mange, der tror, at vi kan det hele. Jeg siger "vi", for det gælder også mig selv. Jeg vil have både-og og ikke enten-eller.

Jeg vil BÅDE give mig fuldt ud på arbejdet til langt ud på eftermiddagen og hente mine børn tidligt. Jeg vil BÅDE være en nærværende mor, en attraktiv hustru og en god lærer.
Jeg vil både have tid alene, tid sammen med min mand OG tid sammen med børnene. 
Det kan jo for fanden ikke lade sig gøre! I hverfald ikke på samme tid og slet ikke inden for en døgnramme på 24 timer.


Jeg kan mærke, at jeg slet ikke er færdig med at tænke, så måske kommer der mere...