Kirkerummet

Når jeg er i en kirke, sker der altid en masse inde i mit hoved. Ja, altså forstå mig ret, der sker jo også noget inde i mit hoved, når jeg IKKE er i en kirke. Det, jeg mener er,  at de tanker jeg får i kirkerummet adskiller sig fra mit øvrige tankeliv.
 Jeg hørte i dag en præst sige, at kirkerummet er et af de få steder, der lader et menneske i ro. Vi færdes i så mange andre rum: På jobbet, hjemme i familien, ude blandt vennerne, i fitnesscentret og i fodboldklubben, hvor vi er PÅ og skal levere en eller anden form for præstation. Det skal man ikke i et kirkerum. Der kan jeg sidde helt i ro og synke ind i mig selv og mærke mine tanker. Jeg har et aktivt liv, hvor der altid er mennesker omkring mig. Jeg er for det meste kommunikerende og udadvendt, og jeg er på en eller anden måde næsten altid opmærksom på relationen til de mennesker, jeg er sammen med. Både på arbejde og når jeg har fri. Der er meget ofte støj omkring mig, og jeg er sjældent helt alene. Jeg har i de senere år fundet ud af, at jeg har rigtig meget brug for et rum, hvor jeg kan slå antennerne fra, give slip på min udadvendte og  på-omverdenen-hele-tiden-opmærksomme tilstand og vende det mentale blik den anden vej. Ind i mig selv.
Således er kirkerummet for mig blevet et ydre billede på en indre tilstand.Når det budskab, der formidles i kirken, så samtidig giver stor mening, og er med til at afdramatisere mine, til tider angstfyldte forestillinger om, hvad det hele i virkeligheden går ud på, jamen så er det jo ren win-win!


Jeg er først begyndt at gå i kirke som voksen. Blev døbt sammen med mit 2.barn, da jeg var 30 år gammel, og har siden øvet mig i at gå i kirke. Og jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg så godt kan lide det. Det krævede lidt tilvænning i starten, men jeg opdagede på et tidspunkt, at jo oftere man kommer i kirken, jo mere mening giver det at være der. Kirkeåret er en cirkulær fortælling, der begynder 1.søndag i advent, hvor der bygges op til julen. Efter julen følger nytåret og Helligtrekonger, så kommer fasten som bygger op til påsken og herfter pinsen og trinitatistiden og så er vi tilbage ved advent.  Der er struktur og pulsslag i kirkeåret, på samme måde som der er i årstidernes skiften. Det bliver altid forår igen. Det bliver altid jul.




FØR jeg blev døbt gik jeg også af og til i kirke, men det var altid med en følelse af at være "tilskuer" og ikke "deltager". Den følelse ændrede sig, da jeg som voksen tog en aktiv beslutning om at ville døbes. Så for mig har det gjort en forskel med den dåb.  Og det har jeg tænkt over mange gange, for var jeg ikke også kristen, før jeg blev døbt? Det var jo ikke sådan at jeg "blev en anden" eller ændrede på mine værdier eller forestillinger om tro, håb og kærlighed.
Det hedder sig, at man i dåben bliver Guds barn. Vil det så sige, at de børn der ikke er døbt, så ikke er Guds børn? Det hørte jeg engang én der spurgte en præst om, og præsten svarede:
Alle børn er Guds børn. Men de, der er døbt, VED at de er det. Og det var måske det, der gjorde en forskel for mig, den septemberdag i 2002, hvor jeg knælede foran døbefonten og selv sagde ja, da præsten udførte dåbsritualet: "Tror du på..."


I dag er kirken blevet en del af mit daglige liv, men jeg kæmper stadig meget med både andres og egne fordomme om det at være kirkegænger.


Jeg oplever, at det er almindelig og  socialt accepteret at gå til psykolog, til akupunktør, numerolog eller healer, men at folk (der hvor jeg færdes) ser vældig overraskede ud, når jeg fortæller, at jeg går i kirke. "Sådan én ligner du slet ikke," får jeg at vide. Og spekulerer så over, hvordan "sådan én" mon ser ud.
Når jeg bliver konfronteret med hvad jeg kan bruge kristendommens budskab til, så svarer jeg noget, der ligger meget tæt op ad punkt 5 og 6 på Poul Götkes liste 10 grunde til at være kristen.


For NEJ, jeg er hverken from eller hellig,  jeg er bare et menneske på godt og ondt. Og jeg vil så gerne forstå min tilværelse, ikke mindst den del af den, der rækker ud over mig selv i både tid, rum og sted. Disse tanker får medspil og modspil i kirkerummet og gudstjenestens liturgi giver mig stof til eftertanke og anledning til refleksion. Og undren.