fredag den 26. juli 2019

Bloggen lukker

I erkendelse af, at jeg ikke længere får opdateret bloggen her, og heller ikke kommer til det i fremtiden, fordi der er så meget andet i det dersens liv, der skal passes, gøres, ordnes, opdateres og vedligeholdes, ja så lukker bloggen her ned om et par dage. 
Jeg har skrevet om stort og småt (indrømmet: mest småt) i mange år, tror det er 8-9 år efterhånden, og det har været en sand fornøjelse at dele hverdagstanker og mit til tider skøre syn på verden med jer, der trofast har læst med.  

Enhver der måtte have lyst til fortsat at kigge ind ad de sociale mediesprækker til mit liv, er velkomne til at følge mig på instragram, hvor jeg hedder hellealstedt.

Knus og god sommer<3 font="">

mandag den 8. april 2019

Rapuntzel

For efterhånden pænt længe siden, sagde jeg højt i min families påhør, at jeg har pålagt mig selv den regel, at jeg først må blive klippet, når jeg har tabt mig 5 kg. 
Nu er de begyndt at kalde mig Rapuntzel!

søndag den 24. februar 2019

Aldersbetinget

To gange på en uge blev mærkatet 'aldersbetinget' skåret ud i pap for mig. 

Første gang var til en gynækologisk undersøgelse, og jeg skal nok spare jer for detaljerne, jeg vil blot nævne at dét, der havde bragt mig til denne undersøgelse, viste sig at være helt harmløst - og: Aldersbetinget

Senere samme uge var jeg en tur forbi optikeren, for jeg kan for at sige det lige ud, ikke se en skid med de briller jeg har, hvorfor jeg næsten ikke bruger dem mere, men klarer mig med kontaktlinser. 
Jeg bad om at få lavet nye briller, og da den udvidede synstest var overstået overbragte ung, flot, bredskuldret optiker (sådan husker jeg ham i hvert fald, men der kan meget vel være tale om en erindringsforskydning i det, at jeg under det meste af synsprøven kun så tal og bogstaver, ikke ham!) den nedslående besked at som om det  ikke var nok, at mit syn er blevet væsentlig ringere i løbet af de sidste to år, så er der så også sket det, at mine øjne ikke længere kan skifte imellem at se langt og se kort. Sidder jeg og ser tv, vil jeg ikke kunne kigge ned og læse i min telefon. Fænomenet er aldersbetinget (der var den igen), og kan afhjælpes med: Glidende overgang!
Lige da han sagde da fik jeg en oplevelse af at mit lige nu er en lang glidende overgang til alderdommen. Og sådan er det jo med alder. Den er aldersbetinget og en glidende overgang. 

Så nu sidder jeg her som en anden gammel krage og prøver at vænne mig til de nye briller med glidende overgang. 



mandag den 4. februar 2019

Pizza, dobbeltret og måltidskasser

Et indlæg, der handler om madplaner, og hvad vi spiser til aftensmad...

Hver fredag får vi pizza.  Hvis vi altså er hjemme. Og der skal helst altid være en med kartoffel.

Lørdag er random. Den eneste dag om ugen, hvor intet er planlagt. Måske er vi ude, måske har vi gæster. 

Søndag laver jeg en dobbeltportion af noget, som vi så også får mandag aften. 
Det kan være lasagne eller en god simreret som fx osso buco, mørbradgryde eller som i denne weekend: Bøf Stroganoff
(Service til eventuelle læsere, der gerne vil servere Bøf Stroganoff: Netto har okseklump på tilbud til 69,- i denne uge!)

Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag får vi  måltidskasser fra Retnemt.dk. Vi har prøvet andre firmaers måltidskasser, men sværger til retnemt, fordi det er ja: Ret Nemt.



Billedet er lånt her




søndag den 27. januar 2019

Regnvejrssøndag

Et indlæg der bl.a. handler om at tage dårligt i mod en god nyhed.

Vågnede tidligt denne søndag morgen. Lå en stund i mørket, lyttede til regnen, der piskede mod vinduet, og nød tanken om en stille og fredelig søndag formiddag, hvor jeg intet andet skulle, end at dappe rundt i nattøj og tage imod dagen, som den kom.
Greb ud efter min telefon, ville egentlig bare se, hvad klokken var, men da mine trætte morgenøjne læste den sms, der åbenbart var tikket ind, efter jeg var faldet i søvn, halvråbte min mund dagens første sætning, som var noget i retning af: Pis os' da!
Hvad sker der, mumlede ham, der har en vielsesring magen til min ovre fra sin side af sengen, hvor han åbenbart ikke længere sov, men var blevet vækket af mit udbrud.
-Jeg er rykket fra venteliste på hold kl. 10, sagde jeg med sur stemme, og her tror jeg han i mørket må have set lidt forvirret ud, for havde jeg ikke tilmeldt mig den venteliste i håbet om at få en plads?

                                                        


Jo. Det havde jeg jo. Og så kan man endnu engang forundres over den menneskelige hjernes evne til at, i magelighedens navn, at forsøge at snyde sig udenom, for det var jo sådan set en glædelig nyhed, at jeg havde fået en plads. Men havde jeg nu ikke fået den plads, så ville jeg teknisk set være uden skyld i det faktum, at der ikke ville blive træning til mig denne søndag, uagtet at min intention oprindeligt havde været, at jeg gerne ville afsted.
Sådan går det tit. Men heldigvis vandt viljen over mageligheden og jeg kom afsted. Og nød det. Nydelsen indfandt sig dog primært, da træningstimen var slut, men det er også typisk mig. Og at dømme efter mine efterfølgende trætte og nu tiltagende ømme overarme og ditto lårmuskler, var det lige præcis squats og biceps, min krop havde brug for.

Det silende regnvejr fortsatte resten af dagen, og ud over en tur ud med hunden, har jeg holdt mig inden døre i selskab med Jan Guillous fremragende romanserie om 1900-tallet. Slugte første bind 'Brobyggerne', hvis man altså kan sluge noget med ørerne, for jeg hører romanerne som lydbøger. Har netop taget hul på 2.bind i serien 'Dandy', og den tegner ligeså godt. Jeg er fan!

Har du haft en god søndag?  


søndag den 6. januar 2019

Må jeg bede om en søndag mere?

Søndag kl. 17.46 ramte min nummi sofaen. 
Endelig. Vi fik da noget fra hånden i dag, og det lykkedes også at tvinge nogen børn/teenagere til at give en hånd med.

En skam, der ikke er to søndage i en uge, for jeg ville sætte uendelig stor pris på at der ovenpå en aktiv og praktisk søndag, fulgte én uden program, hvor jeg kunne nyde vores opryddede rengjorte hjem.
Mørbradgryden er i øvrigt også lavet nu. 


onsdag den 2. januar 2019

Der er faktisk nogen...

Der er faktisk nogen i den anden ende her. Ja, man skulle ikke tro, vel, men det er der?!

Nogen, der har lavet alt mulig andet siden november, end at sige hej til sin blog. 
Nogen, der ikke længere har juleferie, men som skal se om det også i 2019 er muligt at stå op k. 5.45 (eller før!) i hverdagene.

Nogen, der savner at skrive her, og som ikke har lavet ét eneste nytårsforsæt i år, men alligevel drister sig til at love at kigge ind og sige hej oftere. 

Nogen, der ønsker dig og dine et glædeligt og kærligt 2019!



torsdag den 8. november 2018

Sjælden tid til adspredelse

Postkort fra OUH, hvor jeg for tiden befinder mig sammen med min Mellempige, der har været igennem en stor rygoperation.
 Alt går som det skal, men det tager jo bare tid for hende at komme sig efter sådan en omgang. 
Den kirurg, der opererede, sagde til én af undersøgelserne tidligere i forløbet at 'når du så vågner efter operationen, så vil du jo nok have det sådan cirka, som hvis du var faldet ud fra 6.etage' og det billede er nok ikke helt skævt. 
Heldigvis er hun ung, frisk og stærk, så det går støt og rolig fremad allerede her på andendagen. 

Min rolle, som medindlagt forælder er at være hendes mor, hendes tryghedsperson og hendes ekstra stemme og ører, hvis noget er svært selv at få spurgt om. Mens hun kommer sig, er der især her de første dage, hvor hun sover meget og er meget plejekrævende, har jeg noget så sjældent som god tid til at zappe underholdning og adspredelse.
Her er lidt af, hvad jeg skifter  mellem alt efter humør og hvad der lige passer:


  • Løser kryds-og tværs fra et gammelt Se og Hør



  • Lytter til lydbogen 'En dag vil vi grine af det', af Thomas Korsgaard




  • Ser den japanske film, Min søns familie, på Filmstriben





  • Spiller 'Set' med patienten

Jeg er også ude at gå mindst én tur hver dag. 


mandag den 5. november 2018

Værelse med udsigt

Udsigten fra 7.etage på Odense Universitetshospital er sikkert flot i klart vejr. 
I dag er den bare diset og lidt flad i det, lidt som stemningen her på stue 1, hvor min Mellempige og jeg er installeret. 
I morgen skal hun have igennem en stor rygoperation, og vi er derfor i 'stilhed før storm'-mood begge to. Hvad vi har bedrevet siden, vi kørte hjemmefra i morges, kan du læse ved at klikke her.
Lige nu ville jeg egentlig bare gerne svinge en tryllestav og skrue tiden frem til i morgen, når vi får besked om at hun er kørt på opvågning efter 6-7 timer på operationsbordet.
Nå nej, for filan, kunne jeg svinge en tryllestav, ville jeg da trylle hendes rygsøjle helt ret og lige. Sgu da! Så behøvede vi jo slet ikke at være her. Sgu da!




fredag den 2. november 2018

Ret ryggen

Jeg har tre ugers orlov fra mit arbejde fra i dag. Det har jeg fordi Mellempigen skal igennem en stor rygoperation på Odense Universitetshospital. 

Hun (og jeg) bliver indlagt på mandag -  og tirsdag morgen bliver hun opereret. Det har fyldt rigtig meget i mine tanker i denne uge, og jeg glæder mig usigeligt til at komme på den anden side af tirsdag.

Min skønne dejlige Mellempige og jeg er begyndt at blogge sammen om hendes ryglidelse, skoliose, og den forestående operation.

Vi har døbt den nye blog 'Ret ryggen' og den kan læses her


tirsdag den 30. oktober 2018

Menu: Find selv på noget

Vi kom hjem fra sommerhus søndag eftermiddag, fik hentet hundehvalpen hjem fra sin plejefamilie, og da mørket begyndte at falde på, havde ingen tænkt et sekund på, hvad vi skulle have til aftensmad. Derfor trak jeg følgende koncept op af hatten:

Man må selv bestemme, hvad man laver sig at spise til aftensmad, vi har ikke købt noget ind, men har forskelligt på lager i køleskab, fryser, skuffer og skabe.

Husets yngste synes vældig godt om den idé (hun er generelt fan af alt, man som barn selv må bestemme) og gik straks i gang med at lave sig en toast. 
En anden fandt en tærte i fryseren, en tredje tog sig et stykke rudbrød med banan og jeg lavede mig en portion grød af ruggryn hasselnødder og revet æble. Og et drys kanel. 

Jeg siger ikke at der på nogen måde var noget som helst overdådigt over sådan et måltid, men jeg siger at det er tankevækkende, så meget mad, der kan komme på bordet i et hjem, hvor ingen har købt ind i dagevis. 

Nå ja og hvidvin fik jeg da også til min middag. Et ordentlig ét endda.


Bon appetit :)



lørdag den 27. oktober 2018

En ø

Vi har givet vores møgbeskidte hjem fingeren og holder weekend i et lækkert sommerhus ved Bork Havn. Her er virkelig nice. 
Stille, aften- og morgenmørkt og med mulighed for at sove så længe man gider, for hundhvalpen er sendt ud til sin plejefamilie. Den har nemlig det fineste indre hundeur og vækker os lørdag og søndag præcis kl. 5.45, hvor vores vækkeure til dagligt ringer. 
Eftermiddagen blev tilbragt ved Henne Strand, og som altid, var det vidunderligt at få vesterhavsluft i fjæset.

Sørg for i den pressede hverdag, at skaffe jer øer med ro og mental  afkobling, sagde psykologen, der gav faglig supervision i mit team på arbejde forleden. 
I dag er en ø.







søndag den 21. oktober 2018

EfterårsKontraster

Dynens varme, efterårblæstens kulde
Hverdagens hurtige puls, en lang og åben søndag
Efterårsferie, fri, familietid, gæster, larm og for lidt søvn, træt
Blå himmel, gråvejr, høj sol
Brungult farvespil i trætoppe
Lysende glæde i hjertet, taknemmelighed
Stress, der trykker i brystet, utilstrækkelighed
Op og ned, nat og dag, kærlighed, ensomhed
Lys dage, mørke aftener, udadvendt latter, stille eftertænksomhed
Stjerneskud, overskud, vildskud







mandag den 24. september 2018

Den, der lever stille + den, der var til foredrag

Jeg skrev om Leonora Christina roman 'Den, der lever stille' i sommerferien, og i sidste uge var jeg så heldig at hun, lige rundt om hjørnet herfra hvor jeg bor, holdt foredrag om romanen, om sit forfatterskab og om at leve af at skrive.

På billedet her læser hun op af 'Den, der lever stille'. 




 Jeg husker især Leonora Christina Skov fra medierne år tilbage: Feministen, der aldrig gik af vejen for en debat, og som med knivskarpe og velformulerede pointer og argumenter fik sat en hel del både mænd og kvinder til vægs. Og jeg tør godt indrømme, at jeg syntes hun kunnen være en kende anstrengende at høre på, og at jeg indimellem fandt hende temmelig skinger.
Undskyld Leonora Christina Skov! Jeg forstod ikke, hvor væsentlige dine synspunkter var, og jeg anerkendte ikke tilstrækkeligt, hvor meget vores samfund har brug for den kønsdebat, som DU om nogen, forstod at bringe til torvs igen og igen.
Tilbage til foredraget: Jeg elskede hvert sekund af det.
Når man har læst bogen, der handler om en barndom i dyb ensomhed med en mor, der ikke elsker sin datter og en far, der ikke fatter en pind, så var det en meget meget forunderlig oplevelse at sidde på første række, og beundre den utrolig smukke, stærke og stolte kvinde, der stod foran mig. 

Jeg er fan!





Leonora Christina Skov er i øjeblikket på en maratonturné af foredrag landet over. Hvis du skulle være så heldig, at  hun kommer forbi i nærheden af, hvor du bor, så kan jeg på det varmeste anbefale at tage afsted.

Jeg kan i øvrigt også på det varmeste anbefale at følge hende på instragram, hvor hun er meget aktiv og lægger fede billeder og tekster ind. 
Det her link er til hendes opslag fra den dag, hun var i Jelling. 

tirsdag den 18. september 2018

Søndagslæsning: Kære Zoe Ukhona

Når man har støvsuget hele huset, må man ligge i sofaen og læse. Sådan er reglerne.
Billedet er fra søndag eftermiddag, og jeg lå desværre alt for kort tid på den sofa. Kan ikke huske om det var mand, børn eller hund, der afbrød mig. 
Som det ses på billedet, læser jeg Pelle Hvenegaards 'Kære Zoe Ukhona', bogen om Pelles og hans kone Carolines lange hårde vej fra ufrivilligt barnløst, igennem utallige fertilitetsbehandlinger, og endelig med adoption af den smukke datter fra Sydafrika. Pelle er journalist og arbejder i TV-branchen, men han skriver også faktisk ok. Jeg ville dog godt have været ind over manuskriptet i forhold til hans afsender/modtager-idé med at bogen er skrevet til Zoe Ukhona, for det virker slet ikke efter hensigten, i hvert fald ikke på mig. Måske fordi det ikke er konsekvent gennemført gennem bogen? Hvorom alting er, så er jeg fuld af beundring over at Pelle deler sin og Carolines vej til livet som forældre så bundærligt og uden omsvøb. Kæmpe respekt for det projekt! 
Bogen kan helt uden problemer læses af alle, også os, der ingen erfaring har med hverken fertilitetsbehandling eller adoption. 
Bogen er letlæst, og jeg kunne forestille mig at den også var meget velegnet som lydbog.


mandag den 17. september 2018

Skudt i begge fødder og med hund

Mit næsteyngste barn, Mellempigen, var seks år gammel, da Lillepigen kom til verden. Jeg var altså med andre ord godt og stabilt på vej ud af livet som 'mor til småbørn' og havde netop lige stukket tungen ud for at smage på det søde liv med store børn. Det liv, hvor ens afkom kan være alene hjemme, helt selvstændigt klarer toiletbesøg, og begynder at sove længere end til kl. 6.30 i weekenderne. 
Med Lillepigens ankomst - og hun var altså både planlagt og stærkt ønsket - kan man vist roligt sige, at vi blev slået hjem i ludo. Tilbage til start. Om igen. 
Farvel søde nemme hverdag med store børn, goddag barsel, bleskift og barnevogn og pladsanvisning.
Man kan da vist roligt sige, at det var som at skyde sig selv i foden!
Sammen yngste datter er nu 9 år gammel. Selvstændig, selvhjulpen. Kan snildt være alene hjemme, og er én af storesøstrene hjemme også en hel aften og nat. 
Hun har i årevis transporteret sig selv til og fra skole, så alt stress vedr. hente og bringe har meget længe været ude af vores liv.

It all returns!
Jeg har  ved 100 % bevidsthed og med fuldt overlæg skudt mig i den anden fod.

Vi har anskaffet en hundehvalp. 
Som tisser på gulvet. Skal ud om natten. Ikke kan være alene hjemme ret længe. Piver, når den ikke får opmærksomhed. Kræver.  Vi løber rundt og kaster kartoffelmel på våde pletter, har lommerne fulde af godbidder og poser til at samle hundelort op i, og har måttet flytte rundt i stuen for at dække ledninger og har fjernet ting, der for guds skyld ikke må bides i.

Men ved I, hvad vi også har?
Vi har fået en fælles opgave i familien, et projekt, et ansvar og vi griner, leger og læser i en bog om hvalpeopdragelse. 
Vi har fået noget helt særligt sammen, og derfor er det faktisk slet ikke så slemt at gå rundt i verden og være skudt i begge fødder. 

Det får mig til at tænke på, at opskriften på det gode liv for mig, slet ikke hænger sammen med graden af frihed til at gøre hvad jeg vil, men i langt højere grad er forbundet med de fællesskaber, jeg er en del af. 
Jeg bliver mig - sammen med andre. Og med hund.




Arhem han er da kær. Her i dyb søvn på sin zebrabamse.
Udmattet efter hvalpetræning. 






tirsdag den 11. september 2018

Og midt i det hele flyttede Balder ind

Må jeg præsentere: 
Vores nye familiemedlem, nu 11 uger gammel: 
Balder, en hvid Golden Retriever!

Vi elsker ham højt! 





søndag den 9. september 2018

Sorgfuld august

August var helt rundt på gulvet. En rutsjetur med følelser så smertefulde at det var som mit hjerte ville hoppe ud af brystet. To gange i august sad jeg i en kirke og så en mor ved sin barns kiste. To gange mærkede jeg hvor ondt det gør at miste alt for tidligt, hvor tungt det er, selv at sørge, mens man gerne vil være der for andre, der også er i sorg. Men jeg har også mærket helt knivskarpt at døden i høj grad kan opleves som en hyldest til livet og at det netop er, når vi mister, at vi mærker det sande værd at det, vi havde. Sorg er hjemløs kærlighed og jeg har set og mærket så meget kærlighed på det sidste.
Oplevelsen af en mor ved sit barns kiste - og det er i denne sammenhæng uden betydning om barnet er 'barn' eller 'voksen', var meningsløs og rev så meget i hjertet. Men synet fik mig i den grad også til at føle verdens største taknemmelighed og ydmyghed overfor det levende liv i alle dets afskygninger.

Sommeren går på hæld, vi vælter rundt i æbler i haven og nyder, når regnen stopper og solen titter frem. 

søndag den 19. august 2018

Tærte, Taylor Swift og træt mig

Skoleårets første weekend blev budt velkommen med kys, kram og kold hvidvin i gode venners lag. For at sige det ligeud, så har det været hårdt at komme i gang med hverdagen igen. Og det er ikke hver enkelt ting i sig selv, der gør det hårdt, det er summen af det hele...
Lillepigen er startet i 4.klasse, Mellempigen i 10.klasse på en ny skole og Storepigen har lagt studenterhuen på hylden, og arbejder. 
For mig var det skønt at tage hul på år 2 i mit nye job, for når man er hele det første år igennem, så er man ikke ny mere. 
Skiftet fra 'almindelig' lærer i almendelen med mange ugentlige timer med særligt sårbare børn til at gå all-in på den sidste kategori og nu være fulltime specialklasse-lærer var så rigtig timet, som noget overhovedet kan være. Jeg er sindssyg glad for mit arbejde. Virkelig.

Men træt efter de første to uger, det er jeg, og derfor har det været noget så dejligt med en weekend uden de helt store planer. 

Lørdagen blev brugt i køkkenet - jeg tog hul på et nyt løfte, jeg har givet mig selv, nemlig at jeg vil blive meget meget bedre til at lave mad til fryseren, når lejligheden byder sig. 'Sætte overskud i banken', som jeg også kalder det. Jeg tænker at enhver fortravlet hverdagsmor eller far, ved præcis hvad jeg taler om, når jeg siger at det kan forebygge meget stress, hvis man på de travleste dage, har retter i fryseren, der kan hives op og varmes.



Og her kommer overskriften i spil: 
Jeg lyttede til P7 Mix Maratons podcast om Taylor Swift, mens jeg lavede tærter til fryseren.



Lige siden en god kollega, for nogle år siden, gav mig tippet om P7's maraton-udsendelser, har jeg været fan. Især er jeg vild med de udsendelser, hvor det handler om én specifik kunstner. Der dykkes ned i kunstnerens bagkatalog og det krydres så med en masse baggrundsviden, interviews osv. 

Lørdag aften foregik på langs i sofaen med 2-3 afsnit af The Affair (HBO), som både ham der har en vielsering magen til min og jeg blev bidt af allerede i seriens første sæson. Jeg er helt enig i denne artikels dom over sæson 3, men vi slugte den nu råt alligevel. 



God søndag til jer derude!



tirsdag den 14. august 2018

Hverdag, åh hverdag

Barcelona tog os med storm. Dagene fyldtes fra morgen til aften med sightseeing, strand, tapas, kolde øl, familiehygge og det hel foregik i bagende sol og 35 graders varme. 
Jeg vidste alt om, at min hverdag startede dagen efter, vi kom hjem fra ferie, havde lissom selv været med til at planlægge at det var sådan, og det gik også rigtig fint med både at udskyde, nedskyde og forskyde enhver tanke om at hverdagen ville banke ret så pludseligt på, og denne fortrængningsevne kom mig virkelig til gode, for end ikke, da vi passerede den danske grænse i bil fra Hamborg Lufthavn, skænkede jeg det én eneste tanke, at jeg skulle på arbejde dagen efter. Heller ikke da vi hjemme fik tømt kufferter og hældt sådan ca. en container-fuld af vasketøj ud på gulvet, mærkede jeg noget til det. 
Sandt er, at det først var da mit vækkeur ringede kl. 6.30 næste morgen, at det gik op for mig, at sommerferien uigenkaldeligt var slut og den der hverdagsfølelse, jeg så fornemt havde fortrængt, den kom pludselig tromlende imod mig, som et fuldt lastet godstog på en lang lige strækning.