Majfest #3

Maj måned er én lang fest hjemme hos os


Man kan på mange måde påstå at min majfest peakede d. 6.maj, hvor jeg så den allerførste, som i nogen sinde i hele mit liv første live fodboldkamp på et 'rigtigt' stadion. 
Min ilddåb Vejle Stadion. 
Bevares, jeg har stået på sidelinjen masser af gange, når både Mellempigen og Lillepigen har spillet fodbold, men det var sandelig da kun for at vise flaget og bakke op om pigernes fritidsinteresse. Sandelig ikke fordi jeg interesserer mig for fodbold. For det gør jeg ikke. Som i SLET ikke overhovedet på nogen måde. 

Jeg har én gang set en hel fodboldkamp fra ende til anden hjemme på tv'et i stuen, og det synes jeg selv var så godt gået, at jeg skrev det her indlæg om det.

Det var selvfølgelig den her koryfækamp, jeg gerne ville se, og for at få den oplevelse måtte jeg udholde en almindelig kamp først og det regnede jeg egentlig med på forhånd ville blive pærelet. For jeg havde taget JA-hatten på, jeg samarbejdede, jeg var åben, positiv og imødekommende. Nød den gode stemning på stadion og smilede sødt til ham, der har en vielsesring mangen til min, der sad ved min side. 
Alt var godt lige til kampen skulle begynde. Spillerne blev præsenteret mens de løb på banen, først modstanderholdet, Nykøbing Falster, og da holdet kom løbende ind på banen, bølgede lyden af ét kæmpestort fælles 'Buuuuuuhhhhh' ud over banen fra samtlige tilskuere!?
What? Råber man buuuuuh af modstanderne? Fandengalemig usportsligt, ukammeratligt og gennemført latterligt og useriøst? Jeg var målløs og begyndte straks at skælde ud på min mand. Der blev så forskrækket at han spontant udbrød 'jamen, det er ikke kun mig, alle de andre gør det også!' og det havde han sådan set ret i. 

Man skal stå meget igennem for at få lov at se Michael Falch i fodboldshorts. 

Næste gang gang jeg bliver inviteret til fodbold, bliver det et pænt 'tak, men nej tak' herfra.