Bukserne af

Episode fra mit arbejde på en mellemstor sydjysk folkeskole:

Det hele gik lidt stærkt lige på et tidspunkt, hvor vi skulle flytte ind i de nye lokaler. Lokaler som skal danne rammen om et tilbud til børn, der af den ene eller anden grund har brug for et break fra deres klasse. Hvor noget står i vejen for læring eller for trivsel. 

Faktisk gik det hele så stærkt at vi flyttede ind i lokalet, mens det blev malet, og altså gik mellem nymalede vægge og karme, og pakkede kasser ud, ryddede op og satte på plads. 

Det var derfor først, da jeg var FÆRDIG med at tale i telefon med en elevs mor, at det gik op for mig, at jeg under det meste af samtalen havde stået lænet op af den nymalede dørkarm, og at mine nye mørkeblå Noisy May bukser OG den smarte lyseblå skjorte, jeg var iført, var smurt ind i hvid maling fra venstre baglår, op over rumpen og med stænk op ad den nederste del af venstre rygstykke. 
Klart værst på bukserne.
'Uhhhhh for satan da', kom jeg af ren forskrækkelse til at brøle højt, egentlig mest fordi jeg kunne se at malingen på dørkarmen var helt smattet ud, men da min mandlige kollega så kom løbende og gjorde mig opmærksom på skaden på mine bukser, indfandt panikken over, hvordan jeg skulle få malingen af bukserne, sig ret hurtigt. Vi blev enige om at det var vandbaseret maling, og at det måtte kunne vaskes af med vand og sæbe.
Og her er det så at min kollega, i samme sekund som en anden elevs far træder ind ad døren, siger med en, hvad der i mine ører lød som meget høj og tydelig stemme: 

Du bliver nok nødt til at tage bukserne af, Helle.

Øhh, forstyrrer jeg jer, spurgte den her far så med et let forvirret udtryk.

Nej nej slet ikke, fik jeg sagt. Jeg beholder da bare bukserne på.