Tak til universet for at sende sol og skyfri himmel her på maj måneds første dag. En søndag, hvor jeg for første gang i mange uger, mærker at mine skuldre er helt sænkede, og at jeg trækker vejret helt ned i maven.
Den tilstand var tiltrængt, var den!
Post-konfirmation kan jeg se tilbage på en periode, hvor min hjerne (især den del hvor hukommelsen befinder sig) jonglerede med langt flere aftaler, beslutninger, planer og gøremål, end der overhovedet var kapacitet til, ikke mindst fordi jeg også lige skulle passe mit almindelige fuldtidsjob og holde hverdagen kørende som sædvanligt på samme tid.
At dømme efter lettelsen, nu hvor vi er på den anden side, fik vi (jeg) nok lige spændt buen lidt for stramt der. Men det gik jo - og jeg kortsluttede (næsten) ikke.
Heldigvis venter der nu et (pragtfuld, har jeg bestemt) forår forude, og vi har så mange dejlige ting at se frem til.
Familieweekendtur, en 17-års fødselsdag, en 14-års fødselsdag, og i starten af juni er det ham, der har en vielsesring magen til min, der fylder år. Der er helligdage, fridage og bare dage. Dejlige dage.
Tanker om hverdagslivet, familielivet & menneskelivet.
2 kommentarer:
Ofte mærker man først bagefter, hvor meget hjernen har kørt på overtid. Håber du nåede at nyde kaffe og solen :-)
Det gjorde jeg - og det var såååå dejligt :)
Tak for din kommentar.
Send en kommentar