mandag den 28. marts 2016

Passede hund

Vi passede en hund igår. 
De søde ældre familiemedlemmer satte hundebarnet af her, og der var ved aflevering flere beskeder og formaninger om pasning, end jeg erindrer nogensinde at have givet ved aflevering af børn til kendte voksne. 

Det gik så fint med at passe hundebarnet. Alt var godt. 
Lige indtil Lillepigen og jeg var ude at lufte hundebarnet. Altså selve det at lufte hundebarnet gik sådan set også rigtig fint, der hvor det begyndte at gå knap så fint, var da hundebarnet begyndte at snuse mere og intenst bestemte steder, gik i ring om sig selv, og derefter udvalgte sig et sted. Hvor den med krum ryg satte sig, kiggede lidt undskyldende op på os, og lavede en kæmpelort.

Beredt med pose i hånd, nærmede jeg mig efterfølgende pligtskyldigt lorten. Stak min hånd i posen, kiggede væk og greb om lorten, der stadig dampede friskbagt. Måske var det fordi jeg ikke sigtede præcist nok, måske forstyrrede Lillepigen mig med kommentarer og spørgsmål, jeg husker det ikke præcist, men jeg husker hvor stor min skuffelse og frustration var, da lorten knækkede på midten, i det jeg løftede den op, og af den grund kun fik en halv lort i posen, som jeg i én bevægelse havde vendt om således, at der nu befandt sig en halv lort nede i posen og en halv lort på græsset. 
Fik jeg nævnt, at vi kun havde taget én pose med hjemmefra?

Hvad gør vi nu, spurgte Lillepigen, da jeg havde sat hende ind i den udfordring, vi helt uforudset var stødt ind i, og jeg overvejede forskellige scenarier i hovedet, inden jeg besluttede at hælde den halve lort fra posen ud på græsset igen, vende vrangen (tilbage) ud af posen, og gentage bevægelse med hånd i pose, hånd om lort x 2, vrang ud af pose, og denne gang kiggede jeg ikke væk, men fokuserede på det, jeg lavede, og fik da heldigvis det hele samlet op. 
Med en lettere kvalmende fornemmelse fik vi smidt posen i en skraldespand, og jeg bestemte at nu var turen slut og vi skulle hjemad. Måtte på hele hjemturen undertrykke en næsten ocd-sk trang til at vaske hænder!

Det er så dejligt at passe en hund, sagde Lillepigen flere gange resten af dagen, og jeg gav hende ret, mens jeg i mit stille sind priste mig lykkelig for at det bare var en lille australsk terrier og ikke et ordentligt brød af en hund, vi havde i pleje.


2 kommentarer:

Fruen i Midten sagde ...

Hahaha - kun en pose-fejlen begår man kun en gang :-) Ja, det er sin sag at samle op efter et stort brød som Kamelen, men man kan vænne sig til meget.

Mit Helle sagde ...

Hej Frue :)
Jeg har meget svært ved at forestille mig at jeg kunne vænne mig til at samle kæmpestore efterladenskaber op fra et stort brød af en hund som jeres - men selvfølgelig ville jeg gøre det. Der er ligesom ikke noget alternativ vel? (Jo, at få en anden til at gøre det, men ud over det...) Jeg er SÅ træt af folk, der lader hundelorte liggende på fortove, stier, gader og stræder... Så jeg ville jo nok få det der lorte-opsamling lært :)