mandag den 21. marts 2016

Island #1

Bloggen fucker op!
Jeg har siddet og rodet rundt  nogle gamle ferieindlæg og sat etiketter på, for det glemmer jeg tit - og pludselig har jeg, uden at ane hvordan, udgivet et sommerferieindlæg fra vores fantastiske ferie på Island i juli 2015? Jeg kan ikke ændre i datoen og har derfor ikke andre muligheder end at gendanne det til kladde eller slette det. Ønsker ingen af delene!? 
Så kæreste læser, bær over med dette mystiske og temmelig malplacerede indlæg som pludselig insisterer på at ville dukke op!
-----------------------------------------------------------------------


Det går fuldstændig forrygende her på Island. Dagene er så fulde af oplevelser, indtryk og frisk nordatlantisk superluft, at vi går i brædderne af træthed før kl 22.

De første dage gik med at opleve  Reykjaviks bymidte, hvor vi bl.a besøgte museet 'The Settlement Exhibition', Domkirken, Halgrimmskirken, gik tur på havnefronten og stak hovedet indenfor i det af Olafur Eliason tegnede operahus Harpen. Vi hang ud på caféer og indsnusede byens helt igennem gode stemning, spiste arabiske durumruller, og var på sjovt indkøb i islandsk supermarked. 

Og i går tog vi så den første længere tur ud i den islandske natur. Og her er det så at et citat af vores allesammens Johnny Logan bliver særdeles passende: What do you say, when words are not enough? 
De ord, der blev sagt flest gange på turen var 'wouw', 'halloooo, se lige der', 'hey hvor er det vildt', 'nøj', 'nææhhhh' og en hel masse andre ekspressiver, der afslørede, hvor overvældede, vi allesammen var. Billederne nedenfor er fra Tingvallasletten,  gejseren Strokkur og vandfaldet Gullfoss. Især gejseren kunne vi simpelthen ikke holde op med at kigge på, den var for vild, altså! Man stod der og stirrede på noget, der egentlig bare var et kraterhul med mørkeblåt vand i, men efter nogle minutter begyndte overfladen at bølge, bruse og sprutte og så lige pludselig sagde det meget højt 'pffffffffffpppppft' og en gigantisk stråle af kogende vand spruttede lodret op i luften. Sprut sprut sprut, så helt stille igen. Hvert femte minut døgnet rundt laver den det nummer. 




Ingen kommentarer: