Løbetid

Når nu fakta er at jeg har prøvet til tusind gange, opgivet næsten ligeså mange, og i det hele taget synes at løb er skidesvært (især i optræningsfasen), og i øvrigt også vildt hårdt, hvorfor er det så at jeg bliver ved. Og ved. Og ved med at starte løbetræning op, følge diverse løbeprogrammer og tilsyneladende aldrig opgiver håbet om at være 'én der løber'?

Jeg dyrker jo andre former for træning og motion. Går på hold i træningscenteret to gange om ugen, og tager jævnligt en svømmetur eller en lang gåtur. 

Men lige meget hvilke andre aktiviteter, jeg vælger, så er der ingen af dem, der kan give mig det en løbetur giver mig.

Derfor hænger jeg i og bliver ved. Kæmper, knokler, sveder som et svin, bliver forpustet så jeg er ved at kaste op, og vakler på de ømmeste ben i dagene efter. Indtil den kommer. Formen, rutinen, øvelsen. Som er så fantastisk at være i, og som giver mig energi og en krop, der føles rar at bo i. 

Den største grund til at jeg holder fast i at jeg vil være god til at løbe, er at løb ud over fantastisk god motion giver mig frisk luft og tid i naturen. 

Ingen indelukket sur hørm af gammel karklud og sved som i træningscenteret, men derimod frisk dansk landluft lige ind i hovedet, blæst i håret og måske endda regn i ansigtet. Det føles SÅ meget bedre!

På en løbetur i naturen er jeg i pagt med vejret, årstidernes skiften, tidspunktet på dagen, og jeg mærker simpelthen mig selv på en måde, jeg ikke har oplevet ved andre motionsformer, heller ikke cykling som ellers må kunne noget af det samme.

I dag løb jeg til Thomas Helmigs album El Camino. 

Det kom sig af at jeg i morges færdiglæste Kirsten Jacobsen Helmig-biografi Helmig og kærligheden, og var blevet meget optaget af afsnittet om tilblivelsen af albummet El Camino. Og nød udsyn som disse: