onsdag den 30. maj 2012

En tordenagtig god bog

Kære Bent Haller,


Mit navn er Helle og jeg er dansklærer i 5.klasse.
...... (Her følger en beskrivelse af skolen).......... De fleste af mine elever er børn, der af mange forskellige grunde IKKE er blevet læst ret meget højt for, og det at læse bøger og beskæftige sig med litteratur er generelt ikke en del af det værdigrundlag, de har med sig hjemmefra. 
Jeg bruger derfor meget tid på at læse højt for mine elever. Litteratur kan noget, vil noget og gør noget ved børn! 
Jeg har nydt at fodre dem med klassikere, moderne børne-ungdomsbøger og at give dem inspiration til videre selv-læsning ved at præsentere dem for forfattere, som skriver med dem som målgruppe.


Vi er netop blevet færdige med din roman "En tordenagtig forelskelse" og det er derfor, vi skriver til dig.
Jeg har læst hele romanen højt for klassen og de blev hver og én fanget ind i dens univers lige fra første kapitel.
Selv var jeg lidt skeptisk - havde forinden læst flere af bogens anmeldelser og med min voksenfornuft, måtte jeg på forhånd beslutte at give bogens præmis en chance.
Sådan havde børnene det ikke. De lod sig uden skrupler fange ind i Adrians og Sirenes verden og har levet og åndet, oplevet og sanset sammen med de to, mens jeg har læst side efter side.
Når jeg læser højt for min klasse, vil der normalt være en 2-3 elever, der falder fra og hurtigt melder ud at de synes, at bogen er kedelig, men sådan var det ikke her. Alle blev fanget og der har været musestille, mens jeg har læst stående, gående og siddende i klasserummet.


Efter endt læsning har vi talt meget om romanen og dens handling. Jeg har udfordret eleverne til at tænke over den måde, hvorpå fortællingen om Adrian og Sirene foregår på kanten af virkeligheden. I disse samtaler er det gået op for mig, at det er min voksenfornuft, der kræver denne udfordring. For børnene er præmissen ikke et problem. De kan sagtens forestille sig en handling, der udspiller sig i det magiske grænseland mellem fantasi og virkelighed. Derfor har det også for mig været lærerigt at læse bogen.
En tordenagtig forelskelse efterlod os med en del spørgsmål. Derfor gav jeg mine elever den idé, at de kunne skrive til dig og stille nogen af alle disse spørgsmål og samtidig fortælle dig om deres oplevelse af romanen. Det er der kommet vedlagte breve ud af. Jeg håber meget, at du vil give dig tid til at læse dem.


Mange gode hilsner 







5 kommentarer:

Lotteriet sagde ...

Hvis ikke forfatteren render rundt med armene over hovedet efter sådan et brev, så burde vedkommende finde sig en anden beskæftigelse!!
Fedt at opleve at en bog fanger på den måde!!

intetnytundersolen sagde ...

Smukt. Jeg håber I får svar

Mit Helle sagde ...

Jeg håber SÅ meget, at han afser tid til at svare på deres breve - det ville være en kæmpe oplevelse for dem. På den anden side, kan jeg også godt forstå, hvis han ikke har tid til den slags... Mon ikke en så kendt forfatter modtager mange at den type henvendelser?

helle sagde ...

Hej Helle
Hørte I nogensinde fra ham?
Blot nysgerrig.
Hilsen Helle

Mit Helle sagde ...

Hej Helle,
Ja, det gjorde vi - jeg skrev om det her:
http://mithelle.blogspot.dk/2012/06/en-slags-opdatering.html

Rigtig god weekend fra Helle