mandag den 20. januar 2014

Frost



Vi er ramt af 'Frost-feber' herhjemme! 
I juledagene gik vi alle fem i biffen for at se Disney's nye film 'Frost' - og hold nu op, hvor var den skøn. Selv familiens eneste herre nød filmen.
Der skal en hel del til at få mig fanget ind af en animeret film, men i det her tilfælde lykkedes det, nærmest fra første anslag.
Frost handler om to søstre, prinsesserne Elsa og Anna, som er tæt knyttede til hinanden. Desværre er Elsa født med en slags magisk forbandelse, der gør at alt hvad hun rører ved, fryser til is og da hun som barn har svært ved at kontrollere denne magiske evne og nær forårsager en ulykke, beslutter forældrene at spærre hende inde og holde hende helt isoleret fra omverdenen - og fra sin elskede søster, der derved bliver frygtelig ensom og længes. 
Mange år senere, efter forældrenes død, skal Elsa krones som dronning og er derfor nødt til komme ud af sin isolation - og så tager handlingen for alvor fat.
Parallelt fortælles der en historie om drengen/manden Kristoffer og hans ven, rensdyret Svend, hvis veje krydser Annas, da hun bevæger sig ud på en færd for at redde sin søster.
Fortællingen, der bygger på inspiration af H.C. Andersens eventyr 'Snedronningen', er spækket med drama, forviklinger, forelskelse, svigt, tillid, håb - og selvfølgelig:
En ægte kærlighedsgerning.

Filmens sange er dejlige og  iørefaldende (der er ret meget musical over stilen) og mine piger har hørt dem så mange gange på youtube, at de længe har kunnet alle teksterne udenad. (Vildt, som børn kan lære sangtekster udenad hurtigt, har I tænkt over det?)
Vi går egentlig bare og venter på, at den udkommer på dvd, så vi kan købe den og se den igen.

1 kommentar:

Haveheksen sagde ...

Jeg ville så gerne se den.
Jeg ææælsker tegnefilm på den helt barnlige jeg-kan-næsten-ikke-vente-til-den-får-premiere-måde, men mine unger så helt vilde ud i blikket, da jeg spurgte om vi skulle se denne her.
De ville da meget gerne i biografen, men de ville se den nye Hunger games......Nå men, det vil jeg så ikke! Jeg må nok vente til den kommer på DVD:-)