fredag den 20. september 2013

Støj

Verden omkring mig består af gode lyde og dårlige lyde. 
Når jeg er allermest træt, er stilhed den bedste lyd og tv-kanalen Disney Junior den allerværste!

Jeg er fra naturens side udstyret med en god, virksom og følsom hørelse. Herhjemme er jeg næsten altid den første, der hører lyde, der bryder med husets almindelige lydspor, måske hører jeg vand, der drypper, en dør der knirker - et gardin, der blafrer eller vaskemaskinen, der siger en mærkelig lyd. Så involverer jeg familien med et 'hov, kan I høre det, der er en lyd fra kælderen' og både mand og børn spidser øre, men kan intet høre. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har sendt min kære mand ud for at tjekke en lyd, han ikke selv kunne høre, men som jeg har insisteret på skulles undersøges (men selv var  for slatten en tøs til at turde forfølge).
Det må klart være noget af det, man har en stor og stærk mand i huset til! Og det viser sig næsten hvergang, at jeg har ret - Der er et-eller-andet, der blafrer, knirker, knurrer, skramler, bumler eller rasler.

Desværre er jeg også meget lyd- og især støjfølsom. Ved ikke om det hænger sammen med oventstående, det virker nærliggende.
Lyde kan irriterende mig helt skråt, og er en lydkulisse forkert, for stressende eller for meget, kan det ødelægge en ellers god oplevelse for mig. 
Hvis musikken er for høj til at jeg kan høre, hvad min veninde på den anden side af bordet siger, hvis gardinstangen rammer vinduesrammen, så det siger en bankelyd, jeg ikke kan sove for, hvis blæsten får en gren til at slå ind mod huset. Så er der krigs-(skyde)scener fra film, skrigende babyer og råbende børn.

Når jeg er træt kan lyden af en skinger barnestemme - eller det værste: Lyden af tegnefilm på tv - pisse mig af i en grad, så det virker helt overdrevent for mine omgivelser, men det er sådan, jeg har det - og der må findes andre end mig, der har det sådan?

En fredag eftermiddag som i dag, hvor jeg kommer temmelig udkørt hjem fra arbejde efter en hård uge,  så er en del af min træthed forbundet med trangen til stilhed. Der er utrolig meget støj omkring mig, når jeg er på arbejde, og jeg tænder fx aldrig radioen i bilen på hjemvejen. Om morgenen, på vej til arbejde, hører jeg typisk høj musik i bilen, og synger gerne højt med, men den anden vej har jeg kun lyst til ro.
Nå, men så en dag som i dag, så henter jeg en træt Lillepige i børnehave, og hun trænger bare til at sumpe i sofaen til børnetv - hun har været ude hele eftermiddagen og er også fredagstræt. Min store trang til lyd-ro og hendes kærlighed til Disney Junior spiller meget dårligt sammen! Jeg bliver hidsig og skruer ned, hun bliver ked,  skælder ud og siger, at hun ikke kan høre hvad Mickey Mouse siger (føj for en skinger stemme han har, gider nogen snart kvæle ham!?)
Mit dilemma er, at jeg har lyst til at sidde sammen med mit barn om eftermiddagen og slappe af og hygge med hende, men jeg kan ikke klare lyden af det tv, hun elsker så højt. 

Nogen, der har erfaringer med trådløse headset til tv? Gider børn se tv med sådan nogen på? Mens deres mødre får bare lige en halv times fred og ro?

Jeg slukker selvfølgelig også bare for tv'et af og til. Men så larmer barnet jo!

5 kommentarer:

GiSP sagde ...

StoreLille sidder gerne ved sin fars computer, hvor eneste mulighed for lyd er via hovedtelefoner, så jeg tror heller ikke hun ville have noget imod det til fjernsynet.
Min svoger bruger det i soveværelset, når min søster vil sove og han vil se fjernsyn. Det fungerer fint.

Birgitte sagde ...

Det gider de godt, når det er betingelsen. Til computer, fjernsyn, tablet, i bilen, på med headsettet. Alle skal jo være der :-)

Fru Z sagde ...

Pssst, tjek lige hvem der har vundet ovre hos mig i dag ;)

Haveheksen sagde ...

Jeg lader dem gerne se lidt tv alene.
Tænker nogen gange, at det der være-sammen-med-det-samme-noget oftes kun er mit behov.
I hvert fald har den store oftes haft brug for at være helt sig selv, efter at have været omgivet af mængder af mennesker hele dagen.
Når vi så lige er landet hjemme hver for sig, så er der ladet op og så kan vi være sammen om noget andet end skingre tegnefilmsstemmer:-)
Dem kan jeg også godt blive temeligt hurtigt træt af. Svampe Bob Firkant kan jeg få akut trang til at vride hårdt!

HelleA sagde ...

Tusind tak for jeres kommentarer :) Det er dejligt at vide, at jeg har lidelsesfæller rundt omkring.
Og ja, Svampe Bob Firkant, ham kvæler jeg også en dag :)