torsdag den 14. marts 2013

Varm og kærlig vante søges

Hvem er jeg?
Mit navn er Vante. Jeg er en varm og kærlig børnevante af mærket Hummel. Jeg passer til en højre hånd størrelse 3-5 år. Jeg er en type med "langt skaft", og er designet til at sidde udenpå flyverdragtens eller jakkens ærme. 
I denne vinter er der desværre sket det, at jeg har mistet min elskede partner. Vi har ellers fulgtes ad i tykt og tyndt og hver dag hjulpet hinanden med at varme et par udendørslegende børnehænder. Det er desværre helt slut nu. Siden jeg mistede min partner har jeg ligget stille og ensom hen i en entréskuffe, men det synes jeg bare, at jeg er for fin, for god og for varm til.  Derfor denne annonce.

Hvad søger jeg?
Livet som enlig vante er trist. Mine ressourcer bliver ikke brugt, jeg kommer ikke uden for en dør og livet føles tomt og nyttesløst. Derfor søger jeg nu efter en ny partner, som sammen med mig vil finde et par nye kolde barnehænder at varme og trøste.

Hvem er du?
Du er en enlig vante som jeg. Det har ingen betydning hvor længe, du har været enlig, bare du ligesom jeg er motiveret til at leve i fast forhold igen og har brug for at føle, at der er brug for dig her i verden.
Det perfekte match ville selvfølgelig være, at du var en venstrehåndsvante i samme farve og af samme mærke som jeg, men jeg ved af erfaring, at jeg også er god til at samarbejde med andre typer vanter og derfor vil jeg ikke lægge mig fast på, at du skal se ud på en bestemt måde. Jeg ved, at der er så utrolig mange enlige vanter derude, så tøv ikke med at besvare min annonce.

Hvad skal du gøre?
Hvis du mener at matche mit behov, og har lyst til at mødes, så skriv en kommentar her på bloggen, hvor du beskriver dig selv - udseende, størrelse, farve osv. Dukker det rigtige match op, vil jeg sørge for at blive sendt med posten til dig, således at vi to kan fortsætte vores varmende vanteliv sammen. 
Jeg glæder mig meget til at høre fra dig og forbeholder mig retten til kun at besvare seriøse henvendelser.


1 kommentar:

Lotteriet sagde ...

Kære Vante.

Årh jeg ville ønske jeg ville kunne opfylde dit ønske om en ny livs-partner. Men desværre.. de single vanter der er i min omgangskreds, er alt for store og for gamle til dig.

Jeg vil såmænd bare sige dig tusind tak for dagens bedste grin og din fine annonce er blevet læst højt for de omkringsiddende kolleger.

Lotte :-)