mandag den 25. februar 2013

Hjemløs vrede

Vrede er en følelse på lige fod med glæde, tristhed, skuffelse og mange andre, men jeg oplever at vreden har særlig lav status blandt følelser. Så lav, at det er ikke okay være vred og slet ikke på et andet menneske.

Fornylig skete der noget, som gjorde mig rigtig vred. En person som jeg holder meget af, glemte noget vildt vigtigt og i den forglemmelse, kom der et barn i klemme. Et mix af barnets skuffelse, min følelse af' kontrol i frit fald = utilstrækkelighed', tilsat personens forsøg på at bortforklare og nedtone hændelsen, gjorde mig simpelthen så vred. Vred som i edderspændt rasende - i første omgang vendt direkte mod personen selv, men ved nærmere eftertanke var det jo en generel vrede, der bare skulle hældes ud, fordi jeg havde brug for at komme af med den. Vrede er svær at rumme, synes jeg!? Er det det, jeg skal lære? At rumme vreden uden at lade den slippe ud? 

Som jeg skriver i indledningen, er det  min oplevelse, at følelsen vrede har så lav status, at den efterhånden ikke er velkommen nogen steder. Det er simpelthen ikke i orden at blive vred - at få afløb, at rase ud og lade en portion negativ energi flyde kraftigt ud i omgivelserne. Jeg forstår godt hvorfor, for vreden er ikke konstruktiv - den egner sig uendelig dårligt til konfliktløsning, fordi den ene parts negative følelser optrapper den andens, og dermed forværres konflikten. I stedet skal vi lytte imødekommende, anerkende hinanden, udtrykke os i proaktive og positive vendinger. Ikke sige om noget, at det er dårligt, men i stedet påpege, hvordan det kan blive bedre. Jeg er indsovset i den kultur, særligt på mit arbejde, hvor vrede er helt totalt no-go, og det er godt og rigtigt, for der er ved den søde grød aldrig kommet noget hverken fint eller rigtigt ud af situationer, hvor en lærer udøste vrede over sine elever. Så nej, vreden er ikke velkommen, når jeg er på arbejde. Det er den så heller ikke i privaten og i mine private omgivelser, for mine børn skal ikke opleve vrede forældre, og derfor undertones den som regel, hvis den så meget som overvejer at stikke sit grimme fjæs frem. 
Men jeg har den i mig, vreden - og faktisk har jeg i mange år haft til opgave at lære den at kende og blive bedre til at mærke den. Det kom sig af, at jeg for ca. 10 år siden modtog krisehjælp af en psykolog tre gange to timer efter en meget voldsom og grænseoverskridende episode med en elev, der gik langt langt ind over min personlige grænse, uden at jeg fik afværget det og sagt fra. Psykologen, som var superdygtig og som lærte mig ting om mig selv, jeg den dag i dag kan bruge, påpegede, at jeg ikke var i kontakt med min vrede og at jeg skulle arbejde på at lære, at det er helt okay indimellem at være vred og sige fra. 
Det har jeg i årenes løb tænkt over, men når det så sker, at jeg mærker vrede i mig og giver afløb for den, så er der ingen, der vil have den?
Personen, som (beskrevet i indledningen) var genstand for min vrede over forglemmelsen, reagerede på mit udbrud ved selv at blive vred, og da vedkommendes temperament er større end mit og buldrer voldsommere, så var det efterfølgende min oplevelse at mit lille vredes-pip blev kørt over af et godstog. Sjovt nok var det netop det, at jeg tillod mig at blive vred over en forglemmelse, der udløste den andens vrede. Som jeg så hverken ville eje eller have. Fandme nej, vrede er en grim følelse, den forpester luften, gør andre kede af det og bringer meget sjældent noget godt med sig. Men hvad hulen gør man så af den? 

Hvad skulle jeg have gjort? Da jeg mærkede ægte vrede skylle ind over mig - vrede der pressede for at komme ud, og ellers ville blive til en indebrændt knude i maven, som heller ikke er til at bære rundt på!?

Hvordan tackler du vrede? Hvor gør du af den og kan du genkende noget af det, jeg skriver?

Rigtig god mandag!

4 kommentarer:

Tina Hoeberg sagde ...

Hej Helle, har lige fundet dig og synes rigtig godt om din blog.
Vrede, si'r du? Jo, jeg kan skam da ogsaa foele vrede rettet mod andre personer indimellem, MEN inden jeg naar saa langt som til at skaelde vedkommende huden fuld, overvejer jeg altid, hvorfor vedkommende handlede eller sagde saadan at han/hun kom til at goere mig vred? Misforstaaelse imellem os? er vedkommende anden person selv ude af balance eller er der overhovedet andet, som kan undskylde den slette opfoersel? Ved godt, at det er svaert altid at skulle finde undskyldninger for andre menneskers fejltagelser, men jeg har bare opdaget at i naesten alle tilfselde, VAR der en god grund til at den anden person sagde eller handlede, saadan at jeg blev vred. Den anden person var svag paa det givne tidspunkt og jeg var saa uheldigvis ogsaa lige nede i formkurven paa samme tidspunkt og saa kom gnisterne...For mig har det altid vaeret vigtigt, straks at faa ryddet op, dvs. aldrig gaa fra den anden person eller smaekke roeret paa uden at problematikken er loest...Ved ikke om det giver mening??

HelleA sagde ...

Hej Tina,
Tak for de pæne ord om min blog og velkommen til!

Det du skriver, giver rigtig fint mening og jeg kan sagtens følge dig. Måske er det lige den ekstra omtanke (at rationalisere INDEN man flipper ud) jeg skal arbejde på at styrke.
Men må man så bare aldrig nogen sinde blive vred? Gælder det altid om at undgå det? (Jeg spørger egentlig ikke dig direkte, men mere bare "ud i luften"...)

KH Helle

Haveheksen sagde ...

Jeg kan blive V.R.E.D! Så det fløjter omkring mig. Virkelig vred!......Jeg er ikke altid stolt af det, men det sker ind imellem, især når jeg virkelig har noget på spil. Når der sker noget, som virkelig træder ind over mine grænser, så bliver jeg rigtig gal.
Jeg har øvet mig i rigtig mange år på, at kanalisere vreden derud og derhen hvor den hører til og det bliver jeg bedre og bedre til. Til at kunne mærke hvorfor at den kom og hvad det egentligt handler om.
For der er altid en grund/årsag til vreden og den er lige så legal, som årsagen til alle vores andre følelser.
Derfor hopper jeg lidt, når du skriver at "for mine børn skal ikke opleve vrede forældre" Hvorfor ikke, tænker jeg?
Nu viderefører du jo tanken om, at vreden skal holdes nede?
Mine børn har set mig vred - De ved, at jeg kan blive stjernetosset, men igen så sker det altså kun, når det betyder rigtig meget for mig.
F.eks. den gang da en lærer virkelig kørte på mit barn og meget gerne foran hele klassen. Der stod jeg meget vred, men nøgtern og saglig på kontoret og fik da heldigvis medhold.
Senere endte det med, at vi bl.a. pga. mere fra den lærers side flyttede hende til en privatskole. Det er en anden historie.
Så for mig er vreden altså ikke umådeholdelig raseri smidt ud over andre mennesker. Det er mit brændstof til at mærke, at nu er der noget helt, helt galt og noget jeg MÅ handle på eller at det her det betyder rigtigt meget for mig og det må jeg så kigge på.
Og det er også medvirkende til selvindsigt og udvikling. Hvis jeg kan blive fløjtende eddersplintrende rasende over dette her, men min "modpart" ikke ser det som et problem, eller prøver at dysse det ned. Hvad handler det SÅ om?
Kunne det have noget at gøre med noget gammelt skidt, som jeg slæber med mig i bagagen?
Kunne det have noget at gøre med, at der var noget, som jeg ikke havde fået sagt før, at det nu har hobet sig op i bunker og truer med at sende lava og svovlskyer udover et større område?
Hvorfor har jeg haft svært ved at sige fra, før at jeg nåede derud?
I øvrigt så er det et godt trick og smide med en pude, sparke til en sten - helt alene - mens man lige tænker over, hvad det var der skete og hvorfor at det tændte sådan!
Og hvis skaden er sket, så sig UNDSKYLD! Læg dig helt fladt ned og bare sig undskyld, der gik jeg langt over stregen og det er jeg rigtig ked af. Og så en klar/kort forklaring på, hvad det gjorde ved dig. Jeg mærkede - jeg så - etc.
:-) Heidi

HelleA sagde ...

Kære Heidi,
Tusind tak for dit lange meget fyldige bidrag - du kan tro, jeg har tænkt meget over dine ord, for du har jo ret! Selvfølgelig må børn gerne opleve alle typer følelser hos deres forældre, så hvorfor undertrykker jeg vreden? Og når jeg tænker grundigt efter, så ser de os nu også vrede, begge to ... Det sker at der ryger en finke eller to af panden, men jeg hilser den ikke velkommen og det burde jeg nok i højere grad gøre.

Mange eftertænksomme hilsner fra Helle