Søndagsblues

Ugen,  der slutter i dag har været en tough one for mig. Derfor vedkender jeg mig helt åbent, at jeg er glad for at ugen snart er slut.
Det hele har ligesom bare været tungt at vandre i, som det mudder man på denne årstid synker ned i, hvis man forlader den store vej i skoven, og i stedet går ad de små stier. Tungt, fordi den fugtige skovbund trækker støvlerne ned, så det kræver ekstra energi at løfte fødderne og bevæge sig fremad.
Mine dages fugtige skovbund trak til. Der var kursuseftermiddag og senere to (heldigvis gode) dage med skolehjemsamtaler. Hver dag har det været mørkt, når jeg kom hjem fra arbejde, ligeså mørkt som når jeg stod ud af sengen om morgenen.
Efteråret er så dejligt, efteråret er så smukt, se himlen med dens flotte farver... Ja det har så bare ikke været her hos mig, i denne uge.
Her har dagene været hyllet ind i kedelige gråbrune livløse nuancer, og jeg har ikke kunnet skelne om det trøstesløse kom ude fra verden eller inde fra mig. 

Så det er med en særegen glæde, at jeg tager afsked med uge 46, krøller den sammen og smider den væk i lettelse over at den har haft sin tid. Uge 46  og mig: Nicht gut.