Skolelæreren frekventerer for tiden et kursus i et meget fint og i skolen ofte anvendt begreb ved navn "relationskompetence". På kurset har vi fået lektier for og det er, at vi næste gang skal medbringe et 3-4 minutters filmklip af os selv, hvor vi er interaktion med nogle elever. Min lille sekvens blev filmet i dag og jeg har lige siddet og set de i alt 15 minutter igennem og udvalgt de tre minutter, som jeg vil vise for de andre på kurset.
Ih guder hvor jeg strenge at se på! Og at HØRE mig selv på film, jamen jeg er rystet!
Magen til århusiansk klaphat skal man da lede længe efter!
Og har der sneget sig et snert af noget vejlensisk ind i mit sprog? Katastrofe!
Selvom jeg efterhånden har prøvet det en del gange før, så bliver jeg hvergang lige overrasket over, at det er sådan jeg tager mig ud. Sådan andre ser, hører og oplever mig.
Ikke nok med at min stemme er lidt for dyb, så taler jeg også på en helt utrolig (i mangel af et mere dækkende ord): læreragtig måde. Meget pædagogisk og forklarende. Nærmest ikke til at holde ud at høre på. Og hvorfor slår jeg ud med den ene hånd hele tiden og nikker på den der irriterende forstående måde, hver gang en af mine elever giver bare det mindste pip?
Håret er der også noget galt med, har ellers lige været til frisør og sidder brillerne ikke lidt for langt nede på næsen? De nye briller, som jeg endnu ikke har vænnet mig helt til endnu.
Skolelæreren sukker og tænker, at det havde været nemmere, om man kunne bestille noget relationskompetence over nettet og få det tilsendt med posten.
Tanker om hverdagslivet, familielivet & menneskelivet.
1 kommentar:
Og jeg som bare synes, det er skrækkeligt at kigge på Gemalens feriebilleder, hvor jeg er med i forskellige uheldige vinkler, med dobbelthage og rød tud. Det må være gyseligt at møde sig selv på film :-( Men altså, der er jo nogen, der kan li' os, selv om vi ser mærkelige ud og lyder endnu værre. Det er vigtigt lige at huske ;-)
Send en kommentar