Min helt

Efter fortællingen om Olga, var det egentlig meningen at der skulle falde noget lettere og lysere her på bloggen. Men sorry, det bliver ikke i dag!


I dag skal være en hyldest til ham, der har en vielsesring magen til min! 
Endnu engang har han vist sig at være en sand helt. En vaskeægte supermand. Sådan én, der redder verden lige inden den går under og klarer skærerne for de mennesker, der er omkring ham.


Søndag og mandag tilbragte jeg hjemme med et bræksygt barn. Jeg befandt mig i sofaen med ynkelig klynkende tre-årig, tømte spand, skar æblebåde ud, hentede vand og holdt på panden. 
Præmien for denne store indsats meldte snigende sin ankomst onsdag morgen, hvor jeg ikke havde appetit til morgenmad. I løbet af formiddagen fik jeg mere og mere ondt i maven og ved 12-tiden stod det klart, at jeg havde overtaget det festlige maveonde. Kørte de 20 minutter i bil hjemad med stigende mundvand og fik akkurat låst mig ind i entréen, smidt tasken og løbet ud på toilettet inden................  Detaljerne er unødvendige!
Slæbte min ynkelige krop ind i seng og var klar over, at her ville resten af dagen foregå. Var rolig og tog min skæbne på mig, indtil jeg pludselig kom i tanke om - og panikkede totalt over, at det var dagen hvor den 9-årige skulle have sin spisegruppe på besøg og at der kl. 15 ville ankomme fem glade børn til huset og også skulle laves mad til i alt 9 personer.
Hvad gør man så? Først gik jeg ud og kastede op. Så ringede jeg til ham, der har en vielsesring magen til min. Jeg vidste at han først ville være hjemme ved 17-tiden, men havde behov for at dele min ulykkelige skæbne med ham. Jeg talte med en lillebitte stemme og klynkede nok en del, men jeg var virkelig så sølle, at jeg næsten ikke kunne snakke.


Det er det, jeg siger. Min mand er en sand helt. For ved I hvad han gjorde? Han aflyste et møde, kom hjem kl. 15 og stod glad i døren og tog i mod gæstebørnene. Var hyggelig legeonkel om eftermiddagen og lavede mad til hele banden (sig selv + syv børn), mens jeg lå og klynkede bag en lukket soveværelsesdør. Han tog overskudsagtigt imod forældrene, da ungerne blev hentet, ryddede hele køkkenet op, hentede cola til mig og fik lavet morgendagens madpakker. 
Så sluttede den dag. Troede vi. For kl. 01.30 lød der tumult fra den 9-åriges værelse og lidt efter kom hun ud og hastede i retning mod badeværelset, men nåede det ikke og kastede op på gulvet. 
Jeg havde på det tidspunkt selv lige tilbragt en halv time på toilettet, så jeg kapitulerede fuldstændig. Var intet bevendt overhovedet. Supermand derimod, han fik tørret op, vasket gulv, vasket barn, puttet barn igen med spand on the side og en kogevask fik han også lige sat over, der midt om natten. 


Jeg skylder den mand alt. Vil være en sød og kærlig hustru til vores dages ende. Det lover jeg.