Dennis Nørmark, som er antropolog, forfatter og chefkonsulent har skrevet en kronik i Berlingeren, som gav mig god stof til eftertanke.
Jeg har nemlig selv tænkt det samme - hvem er disse "speltmødre"? Findes de? Jeg kender nemlig ingen - og jeg er så langt fra én selv.
Til gengæld kender jeg mange, der sætter en stor ære i at hylde det uperfekte - og som gennem fortællinger fra dagligdagen, artikler, blogs osv. gør det til en livsstil at være uperfekt på den der lidt klodsede Nynnefacon. Læs artiklen og giv meget gerne din mening til kende.
Tanker om hverdagslivet, familielivet & menneskelivet.
8 kommentarer:
Jeg tror faktisk, han har ret meget ret i, at det er den indre heksemutter, der gerne ser lidt mere spelt og spinat i madpakkerne. Hvem har ikke prøvet at græmme sig over at putte en bolle med pålægschokolade i fredagsmadpakken? Jeg har! Ikke fordi, jeg ikke tror mit barn kan tåle den, men fordi jeg forestiller mig at lærere og pædagoger dømmer mig som mor udfra madpakken - den mest konkrete manifestation af min tilstedeværelse i løbet af en skole / institutionsdag. Men hey, det er vel OK at have en indre rettesnor med høje ambitioner, når bare man ikke stresser over, om man rettere sig efter den til punkt og prikke.
Jeg tror faktisk heller ikke, jeg har mødt en i ren form, men nok fragmenter flere forskellige steder, som så til sammen giver et billede af speltmoren. Men selv om hun ikke i virkeligheden findes af kød og blod, så findes hun jo, hvis vi bliver ved at tale om hende og måle os med/mod hende.
Godt indlæg han har skrevet! Den dårlige samvittighed findes, men hvorfor den er nemmere at håndtere ved at gøre nar af en halv-fiktiv personstype end højt at sige "Jeg ville det gerne anderledes" ved jeg egentlig ikke. Det kunne jo være interessant at snakke om. For hvis vi kunne finde ud af at sige det, kunne vi måske sammen finde os til rette hver i sær.
Jeg kender én, som bliver opfattet som speltmor. Eller som i hvert fald let kunne blive det, hvis man ikke gider kigge længere ind. Hun strikker til ungerne og syr, hvis hun kan komme til det. Hun har grøntsagshave, sylter og bager. Hun gør det, fordi det gør hende glad. Til gengæld går hun ikke særlig meget op i rengøring, og så er hun på halv tid.
Måske får man/vi bare dårlig samvittighed fordi vi ikke er helt enige med os selv i vores valg, eller fordi vi glemmer at kigge efter, hvad dem, vi sammeligner os med, så ikke gør. Ingen kan jo det hele.
Jeg tænker: at jo, gu findes hun, speltmoren. Hun er sprællevende. Ikke nødvendigvis manifesteret i én person, selv om jeg ved gud synes, jeg har mødt kvinder med ret markante og frelste spelttræk. Udadtil.
Men jeg tænker, at hun findes i rigtig mange kvinder som delelementer og ambitioner om at være en god mor, et godt menneske, at gøre det "rigtige". Hun findes i hvert fald lidt i mig. I mine egne forventninger til mig selv. På godt og ondt.
Jeg kan ikke leve op til hende, det ved jeg da godt. Men tit prøver jeg alligevel. Lidt -- og gør samtidig lidt grin med hende, for ellers er der jo for mange fiaskoer. Men jeg bliver da fanget i dilemmaet: almindelig dødeligt menneske >< "speltmor".
For det ER da hende, der stikker et misfornøjet hovede frem, når jeg råber ad mine børn, fordi jeg bare har fået nok. Det er da hende, der rynker liiidt på næsen, når den igen står på Amo-kage mættet med tilsætningsstoffer frem for hjemmebagte grovboller. Det er da hende, der punker mig lidt i hovedet, når jeg netop i smug tjekker min facebook-profil i stedet for at være nærværende til stede sammen med mine unger. Eller de dage, hvor jeg er trææææt og henter mine børn lidt sent i institutionen og smækker en DVD på i det øjeblik vi træder ind af døren. Eller...
Og måske er det meget godt, at hun en gang i mellem stikker sit fjæs frem og hjælper det indre laissez faire dovendyr med at stræbe efter mere end "sofa, sex og søvn" ;-)
Meget interessant artikel!
Og jeg kender faktisk heller ikke nogen decideret speltmor, men nok mere kombinationer af flere kvinder der tilsammen kunne være en. Jeg bliver nogen gange kaldt Superwoman og det generer mig rigtig meget for det er jeg absolut ikke og jeg kan ikke lide at andre skulle opfatte mig sådan - heller ikke i små bidder. For så kan jeg give andre dårlig samvittighed over at de ikke har gjort et eller andet, bare fordi jeg har prioriteret og fået tid til det.
Der er da mange gange hvor jeg har følt mig enten presset til at gøre noget i feks skole-forældre sammenhæng som jeg ikke havde lyst til, bare fordi andre der havde tiden og overskuddet, havde arrangeret et eller andet. Men min arrgiskab over det, kan i bund og grund findes i min frustration og egen dårlige samvittighed over ikke at have overskuddet.
Jeg syntes at det er nemmere at grine af og lave sjov med min egen uformåen, end at rase over en ukendt speltmor.
Hej Helle Pelle,
Det har hjulpet :-). Nu hvor du har lavet pop up vindue, kan jeg fint kommentere.
Min egentlige kommentar kommer senere..
Okay, så blev der ro på matriklen..
Jeg tror fuldt og fast på, at rigtige speltmødre eksisterer. Synes jeg kender et par stykker, der i hvertfald ligner meget.
Men jeg tror ikke, at det er de rigtige speltmødre, som lever i harmoni med deres unger og en masse sund økologisk mad osv, der irriterer os andre. For de har valgt deres liv og lader os om vores.
Det er snarere en mellemgruppe, der frygtelig gerne vil være mere spelt-agtige og som hele tiden har behov for at fremhæve (på facebook, til forældremøder etc)alt det rigtige, de gør.
Og så er der os andre, der har givet op. Men som egentlig lever ganske fint med det, så længe vi ikke skal konfronteres med alle de rigtige meninger, rigtige boller, rigtige hjemmestrik osv.
Så er det sjovere at spejle sin egen mangel på fortræffelighed i andres ligeledes ikke altid lige overmenneskelige hverdag.
Nemlig ja! ;-)
Tak for et tankevækkende indlæg og linket til den lidt provokerende kronik, som jeg har spekuleret en del over. Spændende diskussion i kommentarfeltet, jeg har nikket genkendende til dem alle tror jeg.
Virkeligheden er jo mere kompliceret end den ofte fremstilles i medierne, herunder ovennævnte kronik, Anne Sophie Hermansen etc.
Jeg mærker den dårlige samvittighed ofte. Da mine børn var mindre forstod jeg ikke hvordan jeg kunne være den første der gik fra arbejdet og den sidste der hentede i institutionen. Hvordan andre mødre kunne have en så engleagtig tålmodighed at de blev ved at tale med den blide stemme selvom deres unger var ligeså umulige som mine. Og min første mødregruppe stoppede nærmest før den kom igang, det var et præstationshelvede. Det letter den dårlige samvittighed EN LILLE SMULE at give nogle fiktive speltmødre skylden for ens egen uformåenhed.
Og samtidig må jeg jo nok erkende at jeg selv virker lidt speltagtig. Med min insisteren på : selv at lave god og sund mad fra grunden, at bage (dog uden spelt), at børnene SKAL gå til mindst en sport, at stille op til skolebestyrelsen, at børnene skal læse avis, at købe øko- eller uden tilsætningsstoffer etc. Og jeg er da også blevet kaldt super- og power-woman.
Jeg bilder mig ind at min adfærd da ikke kan fremprovokere dårlig samvittighed hos andre, fordi jeg netop prioriterer min karriere så højt, aldrig henter/ er hjemme før 16, og ikke bare tjekker facebook men også arbejdsmail mens jeg sidder sammen med ungerne (når jeg altså ikke spiller angry birds ;)
Send en kommentar