I dag blev jeg ramt

I dag blev jeg ramt. Lige ind i højre hjertekammer. Under formiddagens gudstjeneste, hvor også pigekoret som min ældste datter synger i, medvirkede.
Alene af den grund at koret var der, havde jeg nok flere følelser uden på tøjet, end jeg plejer i kirken. Min datter er så sød og så smuk, når hun står der og synger sammen med de andre piger.  Mit hjerte svulmer af stolthed over at hun er min. Så fin og god er hun. 
Efterhånden som mine år med regelmæssig kirkegang er gået, har mit forhold til gudstjenestens indhold ændret sig.
Det har været en lang proces, at komme "ind under huden" på den gudstjeneste. Hvor jeg som ung "kirkefremmed" har syntes at man jo ikke lavede andet end at rejse sig op og sætte sig ned og at en gudstjeneste ofte var gabende kedsommelig, så har jeg brugt tid og energi på at arbejde mig ind i den, forstå den og forstå hvad hver eneste del af liturgien handler om og det har i den grad åbnet mine sanser og givet mig en helt andet oplevelse. En oplevelse, som jeg nu sætter stor pris på og som tilfører mit liv noget godt.
Højdepunktet for mig er - og har altid været - selve prædiken, hvor præsten kommer på banen og taler forkyndende og fortolkende til sin menighed. Hvor dagens tekst sættes ind i en forståelsesramme, som typisk vil åbne døre til erkendelser ind i det hverdagsliv, som vi der sidder i kirken, alle færdes i. Det er under prædiken at det kristne budskab tager fysisk form for mig.  
Jeg kan bedst sige det på den måde at kristendommen taler ind i mit hjerte.
Efterhånden som jeg er blevet en mere erfaren kirkegænger, har jeg lært at holde meget af de andre ting, gudstjenestens liturgi indeholder. Jeg nyder, når der er dåb (det er der næsten hver søndag, og ofte mere end én) og er kommet til at elske nadveren. Den var, især i de første år, meget grænseoverskridende for mig og før jeg blev døbt - altså indtil jeg blev 30 år, gik jeg ikke til nadver. Jeg havde en idé i mit hoved om at det kun var "for de inviede" og at jeg, der ikke var medlem af folkekirken, ikke hørte hjemme der. Altså jeg turde ikke, så enkelt kan det siges.
Og så er der salmerne. Gamle, nye, smukke, svære, mærkelige og meningsfulde. De er så forskellige og der er så mange. Nogen er rigtig svære at synge, andre kan man skråle med på fra første vers og de allersværeste nøjes jeg med at lytte til. Det er dejligt at synge og der ligger de største guldskatte i den danske salmebog. Den bugner af kærlighed, ydmyghed, lovprisninger, budskaber, spørgsmål, undren, taksigelser og ord. Gamle ord, nye ord, besynderlige ord og smukke ord. Ord der rimer, ord der smager, ord der lyder og ord, der klinger.
Og som jeg indledte med her, så blev jeg ramt i dag. Og det var af en salme. Da vi sang Jens Rosendals "De dybeste lag i mit hjerte (Nr. 28, red.) blev jeg meget rørt og fik lyst til at græde. Ikke græde som i "ked af det", men som i "bevæget".
Teksten er så fin og melodien har jeg gået og nynnet hele eftermiddagen.

I får lige første vers, resten kan læses her om man vil.

 

 

De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.

(Jens Rosendal 1990)